Retur til forside Retur til anetræ

Hans Johansen (Riis) 1763 - 1831:

Kirkebøger

Født i (Viborg amt, Lysgaard herred) Grønbæk sogn 30. oktober 1763, se 2. indføring (22 post Trin.): Johan og hustru af Riis, en søn Hans.

Gift i (Viborg amt, Hids herred) Sejling sogn den 21. februar 1794 med Anna Jensdatter, jf. opslag 379 i Arkivalier online. OBS: Hans står anført "af Nisset"!.

Død i (Viborg amt, Hids herred) Sejling sogn 16. december 1831, 68 år gammel, se kirkebogen, side 184, pos. 4. Se bemækningen yderst til højre - død af alderdoms svaghed

Folketællinger

1787 Hans Johansen, tjenestefolk (fordi der er én mere, dvs. han er tjenestekarl), 24 år (passer på en prik), ugift, Nat. Soldat (dvs. National Soldat). Er i Lemming sogn, Nisset, hos Søren Johansen med familie. En udskrift af Allinggårds fæsteprotokol dokumenterer, at Søren Johansen i marts 1777 fæster en gård i Nisset by. Vi har her dokumentationen for flytningen Riis -> Nisset, Lemming sogn. Lige fra denne sogneoverskridende begivenhed (for-)følger Riis-navnet slægten.
1801 Denne optælling "fanger" jo både Hans Johansen og sønnen Johan Hansen i Sejling by. Og hvordan er det så gået til?

En fæsteprotokol tilvejebragt af Inger Munk viser, at Hans fæster en gård i Sejling i juni 1794. Hun fortsætter:

"Det passer godt med hans vielse 1794 21-2. Om han så har været i Sejling for at finde Anna, eller omvendt, eller de er mødtes på halvvejen i Ebstrup, ja så tæt kan jeg ikke komme. Men det er Hans der flytter ind på Annas gård, hun havde nemlig kun en bror(ingen søstre) og han dør 4 år gl., og gården skulle jo bevares. Sådan et mønster ser vi tit. Gården er stadig at finde: på hjørnet af Sejlingvej og Skægkærvej. Noget kunne tyde på, at Hans også har tjent hos en Søren Pedersen i Nisset, han er nemlig forlover sammen med Jens Jensen af Overlund (en gård lidt øst for Sejling by)".

Oprindelsen til navnet Riis, konklusion

Hans har en bror, Peder Johansen, født i Grønbæk sogn den 30. januar 1758. Peder Johansen findes i folketællingen fra 1787 i Grønbæk sogn, Riis huse. Han er her 31 år gammel, gift med Charlotte Amalie Simonsdatter, der er 34 år. Denne Charlotte Amalie bærer Johan Hansen (Riis) ved dåben i Grønbæk kirke den 8. marts 1795.

Hans Johansen flytter mao. fra Riis i Grønbæk til Lemming og Sejling sogne og får på denne måde efter tidens skik og brug tilnavnet Riis, eller Hans Johansen fra Riis, og fra ham følger det samtlige slægtled lige siden. For min gren af familien bliver det ikke medtaget i dåben (som mellemnavn) før omkring 1940.

Riis ligger lidt vest for landevejen mellem Grønbæk og Iller og syd for den vej, der hedder Præstevangen:

Bemærk, at dette er et "Live kort" - det kan zoomes og vises som satellitbillede (Sat.).

I fugleflugtslinie er afstanden Riis -> Nisset -> Sejling kun ca. 10 km, men altså stor nok til at den affødte et tilnavn. I den forbindelse skal man nok også huske, at navnene var forholdsvis ens: Der var masser af Hans'er og Johan'er inden for et sogn, så derfor kunne man let blive forvirret, men når man sagde "Hans Riis" var ingen længere i tvivl om, hvilken Hans man mente.