Nordsognet

Kilde: Uddrag fra bogen "Nordsognet og Faurholt kirke" af Jørgen Vingborg, 1987.

Ikast sogn har indtil 1979 bestået af Faurholt, Ikast og Isenvad kirkedistrikter med Isenbjerg i syd og Lindebjerg i nord som yderpunkterne. Midt i sognet lå Ikast kirke og Ikast by, og sognet blev delt i to dele af Storåen, der udspringer mod sydøst ved Kærshovedgård og løber nord om Ikast by og videre mod vest og nordvest. Storåen deler således sognet i to dele. Hele området nord for åen blev kaldt Nordsognet eller Nørresognet, og området syd for åen blev kaldt Søndersognet eller Sydsognet. Nordsognet var et landområde uden tendenser til bydannelse. Det var et matrikelområde kaldet Tulstrup. Søndersognet derimod bestod af en række forskellige matrikelområder og omfattede ikke alene det, der i dag udgør Isenvad sogn, men også Ikast by. Ikast kirke, Ikast præstegård og Højris ligger således i Søndersognet. Hele sognet har været landområde, og de dygtige og driftige landmænd har sammen med præsten, degnen og herredsfogeden været sognets ledere. Først da jernbanen kom og hovedvejen blev lagt gennem sognet, tog byudviklingen fart, og båret frem af tekstilindustrien voksede Ikast by frem, så det i dag ofte kan være vanskeligt at forestille sig sognet uden byens dominans overfor landdistrikterne.

1639 skriver sognepræsten i Ikast, Jens Clemmendsen, om Ikast kirke og sogn bl.a. følgende: »Nord for kirken ligger en lille by, der kaldes Suderbæk. Endnu lidt nord for samme by ligger en anden by, der kaldes Tulstrup. Og imellem disse to byer løber en lille å, der har sit ud­spring en mil mod øst i Vrads herred i et kær, der kaldes Kærshoved kær. Endnu længere mod nord er der en eneste beboelse, der kaldes Lindebjerg, ved et ganske stort bjerg, der kaldes Lindebjerg.«

I en anden præsteindberetning fra 1766 skriver sognepræst Lorentz Lorentzen Helt om Nordsognet følgende: »Her er ingen store byer i sognet. Man deler det i Nørre- og Søndersognet. Nørresognet kaldes ellers almindeligt Tulstrup. Søndersognet indbefatter Suderbæk, Remme, Højris, Over- og Nederhold, Grødde, Vaadde, Toftlund, Fonnesbæk og Hesselbjerg.»

Og videre fortsætter han: »I sognet er egentlig kun fire små byer, som i henseende til byer i andre provinser, ikke kunne kaldes således på grund af stedernes store afstand fra hinanden.
a. Grødde, bestående af 9 beboere 1/4 mil sydøst for kirken.
b. Vaadde umiddelbart vest for Grødde bestående af 5 beboere.
c. Tulstrup nord for kirken og åen bestående af 20 beboere.
d. Faurholt nord for Tulstrup mark bestående af 6 beboere.

Grødde regnes omtrent for 18 Td. Hartkorn, Vaadde 12-13 Td., Tulstrup 20 Td. og Faurholt 16 Td.» - »Gårdene i Tulstrup by skifter gerne navne eftersom beboerne er indbyrdes anseelige til. Således Mortensgård, Knudsgård, Korporalsgård, Lassesgård. De øvrige steder såsom Lyngholm menes at være kaldet således, fordi der der har vokset en del lyng. Hedegård, fordi den er opbygget og rydddet af heden. Lindebjerg, fordi der på den store bakke umiddelbart vest for gården, hvor endnu ses lidt krat, formodentlig også har vokset nogle linde tidligere. Hjulsgård, fordi der har boet en, som har drevet handel med hjul. Tulstrup by tillige med Faurholt, Lassesgård, Lindebjerg og Hedegård ligger nord for kirken og nord for åen, således at Lindebjerg, som i nordvest støder op til Sunds sogn, og Hedegård, som i nordøst støder op til Bording sogn, begge regnes for at ligge en lille mil fra kirken. Imellem Lindebjerg og Tulstrup by ligger Faurholt. Tulstrup by kan regnes fra øster og vesterhjørnet at ligge 1/4 mil fra kirken.»

Enrico Dalgas fortæller om sit besøg i sognet: »Ejeren af Højris har lyst til at vise os Lindbjergøen, der ligger en mil mod nord, og da han lægger friske heste til, og lover os, at vi nok skal komme tilbage til Herning inden aften, tage vi imod tilbuddet. I rask trav går det henad de opblødte lerveje, men kusken kender hvert hul, og vi når da velbeholdne Faurholtøen, grønklædt, velbebygget og rig på ler- og mergelgrave; men derfra kører vi ud på den åbne lyngflade, hvis mange hedekær vi skulle passere, og da det har regnet i de foregående dage, og da sognets vejvæsen just ikke kan tjene de andre sogne til mønster, i det mindste ikke for såvidt angår den vej, vi nu passere - så er det ikke til at undre sig over, at kørslen giver anledning til en slags svensk gymnastik for dem, der sidder i vognen. Skulle vi vælte i et af de stillestående vande, som vi er nødt til at køre igennem, så kunne vi trøste os med, at den stærke vestenvind, som stryger henover fladen, nok skal tørre klæderne på os.

En sådan kørsel kan være fornøjelig nok, når man, som her, er i godt selskab og har tiden for sig, men den har også sin alvorlige side. Thi således er den allerstørste del af vejene i Vestjylland. Vi har med flid kun anført de landeveje på kortet, som er istandsatte; de andre under amterne henlagte veje er omtrent ligeså slette, som sognevejene, og af disse kan jeg ikke mindes at have passeret nogen, der var fuldkommen farbar i mørke for ukendt mand. Et blik på kortet vil vise, at Vestjylland trænger overmåde stærkt til passable veje, og at der i denne retning er så meget at gøre, at det synes vanskeligt for den i det hele tynde befolkning at overkomme arbejdet, selv i en længere tid. Derfor vil Jyllands jernbanenet, ført ind i hedeegnen, medføre en gennemgribende forandring og lettelse i disse kommunikationsforhold, og denne hjælp vil blive så meget mere påskønnet, som modsætningen mellem kommunikationsforholdene før og efter jernbaneanlæggene vil blive mange gange større her end andetsteds i Danmark. Desuagtet er der grund til at nære tvivl, om hedeboerne ville være i stand til selv at udføre resten, nemlig det tilsluttende vejnet, thi medens der på Fyn er på 1 kvadratmil 1000 Tdr. hartkorn og 3300 mennesker er der f. eks. i Ringkøbing amt på 1 kvadratmil 220 Tdr. hartkorn og ca. 800 mennesker, altså meget nær kun 1/4 af de kræfter, der haves på Fyn.

Omsider kom vi igennem hedekærene og ind på et mere tørt stykke af heden; det er en lang opkastet skelgrøft, som er skyld i, at vandet er løbet af. Lad os stå af og se lidt nærmere på denne grøft. Jo, rigtigt, hele grøftens bund består af det evindelige, gule, magre fladesand, og på dens sider tegner sandahlen sig som en sort, forneden takket stribe, der foroven er dækket af det lyse-grå blysand. Det kunne vi have vidst i forvejen, men det er godt at have set det med sine egne øjne, og der­for bestige vi nu atter vognen, tilfredse med resultatet, og opdage, at vi under al vor samtale slet ikke har tænkt på Lindebjerget, vort egent­lige mål. Ja der ligger det, 1/4 mil fra os, aldeles som en budding på et stort fad. »Har vi spaden med«, spørger geognosten i selskabet, bragt i spænding ved øens besynderlige udseende; og på kuskens svar, at spader kunne fås i gården, som ligger ved bjergets fod, og at der findes mange Liimgrave på øen, gnider geognosten sine hænder fornøjet over udsigten til at finde et eller andet interessant. Ved gården stiger vi nu af og begiver os, efter at have hilst på manden, op på bakken, der tildels er bedækket med egekrat. At der i sin tid også har været lindetræer, hvorefter øen eller bjerget kan have fået navn, er ikke så usandsynligt, thi lindekrat er temmelig almindeligt vestpå, blandet med eg, bævreasp og vild æble; men nu er lindene forsvundne her, og i deres sted finder vi nogle røn, asp, blåbærris og anemoner, blandede i egebuskadset, alt venlige minder om skov.

Mergelgravene, som vi dernæst skulle besøge, skuffer geognosten fuldkomment, thi de er dels sammenstyrtede, dels fulde af vand, men til gengæld fortæller »manden« ham, at der i bunden er noget, der ligner kul, og da vi foroven har fundet rullestensler, kunne vi berolige os med, at denne ø har samme jordlag, som de fleste andre øer, nemlig mere eller mindre rullestensler foroven, og forneden brunkulsler eller måske endog brunkul. Det mærkeligste på hele øen er efter »mandens« mening den hellige kilde, et lille væld, som endnu besøges på St. Hans aften af syge og krøblinge, der samvittighedsfuldt hver lægger en 8 Skilling ved vandhullet, efter at de har drukket deraf eller badet. »Men hvad bliver der af disse 8 Skillinger«, spørger vi så manden. »Ja dem taer jeg den næste morgen«, svarer hans lille datter, og hvis det er hende, der til gengæld giver vandet dets gode egenskaber, så er det ikke så forunderligt, at det bringer sundhed, ro og lykke, thi den unge piges ansigt stråler heraf. Fra kilden går vi op på øens højeste punkt, der måske ligger 80 fod over fladen. Det er ikke meget, ikke engang så stor en højde som Rundetårns, men desuagtet vil ingen, som engang har været heroppe, have undværet den nydelse, udsigten giver. I nord, nordvest og nordøst, ligger den næsten 4 mil lange hedeflade foran os, ikke afbrudt af noget som helst, som øjet kan fæste sig ved, thi de små huse er forsvindende størrelser i de store afstande, og Karupfladen ligger så dybt, at den ikke kan ses; langt ude i horisonten skimter vi mod nordvest Feldborg-plantagen med de bagvedliggende høje Sevelbakker, og lidt til venstre derfor det isolerede Yllebjerg, der som en sort trold måske vogter en skat i den omkringliggende Hvidmose, der strækker sig næsten en mil imod nord henimod Skave; lige i øst og vest er udsigten mindre sørgelig, idet vi allerede på 1 á 2 mils afstand kunne se vore gamle bekendte, Stendalsgårds- og Kompedalsplantage, samt den venlige Sunds sø og en række gårde langs Holstebroå (Storåen) og Karup å; og endelig ser man mod syd de grønklædte bakkeøer, Bordingøen, Faurholtøen, og Ikasthalvøen, som om de lå tæt ved, thi over hedefladen, som over havet, synes afstandene mindre, end de er; det karakteristiske ved denne udsigt er, at man herfra på en gang kan overskue både rullestensbakkerne mod øst, de store og små øer mod vest og syd, og vor næststørste flade mod nord; man lærer her på 1 time mere hedegeografi end måske på noget andet sted i Jylland.«

Denne skildring er fra 1870 og kortet fra Geodætisk Institut fra 1872. Ved at sammenholde disse kan man få et levende indtryk af forholdene i nordsognet. Dertil bidrager også den følgende skildring skrevet af cand. mag. Nic. Krarup i 1941 om stednavne omkring Tulstrup. »Helt ned til mosernes kultivering omkring 1870 har al menneskelig bebyggelse nord for åen holdt sig til højderne, først og fremmest de lave højninger langs med de altid værdsatte Aaenge: Tulstrup. Der udenfor har der alle dage, så langt vi kan se tilbage, kun været en ejendom eller to på »Faurholt-øen« (op til 60 m over havet); det samme på det høje Lindebjerg (75 m) og så Hedegård, der er »kommet af heden«, som det (1766) hedder; hede betegner i ældre tid det uopdyrkede, skovløse terræn. Omkring disse oaser har der i nord ligget de fra sagnene kendte skove, hvor røverne lurede på Lovringerne, folk fra Silkeborg­egnen, når de kom denne vej med deres sager. I syd var der de store moser (Øster-, Vester-, Nørre- og Tværmose); på et senere stadium dækkede lyngen disse strækninger, der vist henlå som fri næring for beboerne.«

 

Sten- og bronzealderens grave viser egentlig, bortset fra Tulstrup, det samme billede; der er en høj ved Hedegård, tre (kendte) på rygningen af Lindebjerg og en på Tulstrup-områdets højeste punkt ved Holdgård (62 m). Bebyggelsen om disse højdepunkter skulle efter dette have været meget sparsom.

Det er givet, at også selve engene på et eller andet tidspunkt har været skovdækkede selv om vi måske skal tilbage til en tør periode i forhistorisk tid for at finde den skov, hvis rester står tilbage i hegnene eller graves op af jorden. Stednavnet Tulstrup skulle tyde på middelalderlig nybyggelse måske ved Tulstrupgård; de gamle islændere kaldte en mand, der kendte sagnene, for en Thul, men der kan jo også foreligge et gammelt stednavn som i Tullebølle. Efter denne gård har man så kaldt en del af den tætte bebyggelse ved åen for Tulstrup By, idet kilderne dog er meget uenige om, hvilke gårde der hører til Tulstrup, og hvilke ikke. Syd for stedet med det mær­kelige navn Pathule ligger ved de lave, våde sig Siggårde, og mellem dem og engene husmandshøvdingen Jens Holdgårds hjemsted med det nævnte højdepunkt. Her kan der have været en lille skovrest tilbage, en holt. Dette ord har dog også her på egnen været brugt om en højereliggende plet mellem enge og moser, som Holtbjerg og Hjørnholm, og denne betydning passer lige så godt på Holdgaard som på det fjerne Faur­holt. Dette steds fagerhed er formodentlig ikke så meget møntet på den landskabelige skønhed som på jordens bonitet (1668 har de to Faurholtgårde 15½ tønde hartkorn på 110 tønder land). Holdgaards toft yderst i nordøst kan ikke være en hjemmemark ved Holdgaard, men er vel et holdgårdsk særeje ude i de fællesdrevne moser.

Mod vest følges så åen af en række af gamle gårde. De kan være opkaldt efter en ejers bierhverv: Julsgård, der 1787 tydes som Hjulerens gård ( Hjulmandens gård); Corporalsgård, hvis indehaver har været befalingsmand, når militsen blev indkaldt; Smedegård og Bundgård. Ved nogle af de betydeligste ejendomme er engang en ejers eller grundlæggers navn blevet hængende; som regel er det sket før den tid, vi overhovedet kan følge gårdene tilbage til, og det drejer sig da også om navnene på senmiddelalderens populæreste helgener, hvis beskyttelse man gerne i navngivningen stillede børnene under dengang: Knud, Lars, Morten (sidst i 18. årh. nævnes også Mikkelsgård og Poulsgård). Endelig er der et par naturnavne med den mærkelige endelse holm; alleryderst mod vest ligger fra gammel tid Lyngholm (navnet stammer vel fra en tid, da lyngbevoksningen på dette sted endnu var et isoleret fænomen). I nyere tid nævnes Brandholm, formodentlig efter en kilde (»brønd«), og længst i syd ved overgangsstedet, Broholm; endelig på det samme sted (hvis man kan dømme efter den i Trap 1879 anvendte rækkefølge) en Vaaddegaard, hvoraf man måske kan slutte, at man i ældre tid ikke blot kunne vade over åen ved Ravnsvad-Lyngholm, men også ad den østlige overgang Suderbæk-Tulstrup allerede før der midt i det 18. århundrede blev lagt et gangbræt på dette øde sted, der var så yndet af allehånde spøgelser.

Før år 1534 var Knudsgaard endnu så betydeligt, at ejeren Jøs Mattzen er med til at købe jord udensogns, nemlig på Kyer i Wustrup sogn i Lysgård herred. Også selve Tulstrupgård synes at fremtræde som en anselig ejendom i 17. århundrede, da Niels Grafversen i Tulstrup (1604) forpagter kongens tredjedel af korntienden af Ikast kirke og præsten må gå til kongen. Et halvt århundrede efter skøder Laurids Friis på Lundgaard Tulstrup til søn Sivert (1652), der senere overtager Mørup i Rind; siden havner den hos en af tidens godssamlere, Manderup Due. Kronens besiddelser i disse egne starter med en gård, der 1640 overtages fra Laust Knudsen i Kolding«.

Også Konrad Understrup fortæller om Ikast sogn. Han har besøgt de enkelte gårde og fortæller om, hvad man her har fortalt ham. Han fortæller også sagn og folkeminder. Han fortæller bl.a., at man i den pæne Korporalsgård havde et af de allerførste handelssteder i sognet, og at det i 1934 er ca. 80 år siden handlen begyndte her.

Købmand Paarup, der er født i Korporalsgård ligesom sin mor, fortæller, at til jul fik de en sæk flormel på 100 pund hjem til »butikken«, og den slog til hele året. Gårdmændene købte 1 pund til jul, men i Hagelskjær købte de 3 pund. Hans mor vejede det selv af. Niels Paarup, der i flere år drev den nuværende (1934) handel her i nærheden af Korporalsgård, havde nogle år en omsætning på over en halv million kroner. Konrad Understrup nævner også den spirende tekstilindustri. I Povlsgård boede Kræ Yversen (Kristen Iversen). Han var far til de to tekstilfabrikanter Povl og Iver Kristensen. Iver Kristensen fik gården efter sin far og opbyggede den. Han begyndte også her med lidt maskinstrikning.

En særlig omtale af Faurholt og Lindebjerg bakkeøer må vi også have med. Faurholt bakkeø er meget lav og mange, som i dag besøger Faurholt, vil slet ikke opdage, at der er tale om en bakke. Det er den gode jord og den centrale beliggenhed i Nordsognet, der har gjort Faurholt til den landsby vi kender. Lindebjerg bakkeø er derimod en markant bakkeø, der foruden at være geologisk interessant også har givet næ­ring til menneskers fantasi, så der findes mange sagn og folkelige overleveringer med tilknytning til stedet. Bakkeøen har karakter af et bjerg, hvad navnet da også antyder, og bjerge af denne art er ofte i sagnene knyttet sammen med forestillinger om bjergmænd, der gemmer deres penge inden i bjerget. I forbindelse med Lindebjerg har dette sagn fået en særlig udformning. Der fortælles således, at Lindebjerg bakke faktisk består af tre bakker (sandsynligvis de tre som Nic. Krarup også omtaler). De hedder Degnehøj, Bavnehøj og Bøllebærbakke. Om Degnehøj siges det, at den har fået dette navn, fordi der i bakken er begravet en tidligere degn. I graven hos sig skulle han have alle sine penge liggende, og folk, der har forsøgt at få fat på disse penge, har haft de særeste oplevelser. - Degnen går igen på bestemte tider af året, og lykkejægere, der nærmer sig Degnehøj med det bestemte fortsæt at finde hans penge, skal kunne være sikre på at blive modtaget af degnen! Bavnehøj har formentlig fået sit navn, fordi man her har tændt bål, og det har naturligvis været et lokalt samlingssted. Bøllebærbakkens navn skyldes sikkert en rigelig forekomst af blåbær eller tyttebær, som er bøllebær.

Mange af sagnene er knyttet til navnet Lindebjerg. Vi har allerede hørt, at navnet kan skyldes, at der her har vokset lindetræer. Andre sagn sætter navnet i forbindelse med en lindorm, der har gravet sig ned i jorden og derefter har skudt ryg, så bakken er opstået. Man taler om, at man har lindeormens unge eller unger. Der er sagn, der knytter forbindelse mellem Lindebjerg bakke og Sunds sø. Enten er det en kæmpe, der har taget en håndfuld jord og kastet den. Hvor jorden blev taget op, blev Sunds sø, og hvor jorden landede, blev Lindebjerg bakke. Eller det kan sættes i forbindelse med en ugerning, som Gud har hævnet på denne måde.

Et særligt forhold ved Lindebjerg bakke er forekomsten af en hellig kilde. Vi har allerede hørt om kilden i E. Dalgas' beskrivelse. Kilden findes også aftegnet på forskellige kort, men ikke helt det samme sted, og det er i dag ikke muligt helt præcist at udpege stedet, hvor den har været. Et sagn siger også, at når kilden er ophørt med at løbe, så er det fordi en mand har badet sin helmus (sin syge hest) i kilden. Dermed er kilden blevet vanhelliget og gået af brug. Det er nok mere sandsynligt, at det er dræningen og afvandingen af egnen, der har taget vandtrykket af kilden.

Efter dette er der sikkert nogen, der spørger, hvad boede der af mennesker i Nordsognet, og det kan vi få svar på i folketællingene, af hvilke vi har flere. Den ældste er fra 1787, og derefter følger 1801, 1845 og 1860:

Folketællingsåret:	1787	1801	1845	1860
Lindebjerg	6	7	15	13
Hedegård	4	5	12	19
Faurholt	36	42	40	44
Tulstrup	133	149	180	283
Hele nordsognet	179	203	247	359
Hele sognet	589	722	987	1030

Vi har nu fået et indtryk af Nordsognets forhold, og frem til ca. år 1800 har Nordsognet været et landområde uden egentlig tilløb til bydannelse. Nordsognet har derfor indtil dette tidspunkt været en del af Ikast sogn og har haft historie fælles med den øvrige del af sognet. Men nu begynder en udvikling, som vi skal se nærmere på, og som er baggrunden for dette skrift.

 

Nordsognets skoleforhold

(side 46 - 52)

Tulstrup Hovedskole II 1869-1887

Efter at Tulstrup skole var opført 1854, kan man sikkert undre sig over,
at man allerede 1868 taler om en udvidelse eller nybygning af skolehus. Men sagen er, at sognerådet af skoledirektionen er blevet pålagt at udvide undervisningslokalet. Den 15. august 1868 får sognerådet tilladelse til, i stedet for at udvide undervisningslokalet at bygge en særskilt bygning ved skolen til skolestue, og man får samtidig bevilget henstand til 1869. Skolen skal være færdig til 1.7 1869.
Den 2. marts 1869 meddeler sognerådsprotokollen følgende: »Efter forud sket bekendtgørelse såvel i Herning Avis som på Kirkestævne, blev der afholdt licitation over opførelsen af en ny skolebygning i Tulstrup. Peder Nielsen, Smedegaard, i Faurholt blev lavestbydende med 3600 Rdl, hvilket bud approberedes. Den 24. juni synes den nye bygning, og det hedder, at opførelsen var meget tilfredsstillende, hvorom der var fuld enighed.
Men hvad er nu årsagen til, at der på dette tidspunkt er behov for en ny skole? Det er pladsforholdene navnlig i skolestuen, der er årsagen. Skolen har ikke indfriet de krav, som skoleanordningen krævede, og derfor er skolebyggeriet ikke forårsaget af skolens forfald, men af et krav fra skoledirektionen. Blandt den gamle skoles mangler er for ringe loftshøjde i skolestuen og for lidt plads i lærerens lejlighed. Det var to mangler, som var påpeget af provsten allerede i 1854, men som der ikke blev taget tilstrækkelig notits af.
Man har nu i 1869 bygget en ny skolebygning og har brugt den tidligere skolestue til udvidelse af lærerboligen. Samtidig med at man bygger nyt skolehus, lader man den gamle skole tække.
Men heller ikke denne skole fik nogen lang levetid, for i 1886 deles det store Tulstrup skoledistrikt i to. Faurholt får sin egen skole, og dermed bliver denne skoles beliggenhed upraktisk, hvorfor den sælges til nedrivning i 1887. Den gamle skole er dog ikke blevet revet ned, men står stadig (Flaskagervej 3).

Tulstrup Hovedskole III 1887-1916

22. marts holdt sognerådet møde i Tulstrup skole med provst Blom angående nogle enkelte punkter i den nye skoleplan, og det blev bestemt, at den daværende Tulstrup Hovedskole skulle flyttes til et mere pas­sende sted længere mod øst, og så vidt muligt midt i distriktet. Denne flytning skulle ske 1887.
Den nye skole i Tulstrup Østerby stod færdig 7. juli 1887, og kostede 3900 kr. Johannes Holdgaard påtog sig at opkaste havediget for 12 øre pr. favn. Kristen Patuel tilsloges kulegravning af jorden for 1 øre pr. kvadrat alen. Den gamle skole blev solgt til nedrivning til Søren Lauridsen Sønderbjerg for 2500 kr.
Peder Faurholt Pedersen
Efter 33 år med lærer Lystlund i Tulstrup skole kom lærer Peder Faur­holt Pedersen. Han er født 24. dec. 1863 i Gjellerup sogn og er søn af P.P. Faurholt, der havde Faurholt mølle. Han dimitteredes som seminarist i 1887 med karakteren »ei uduelig<. Efter et par småjobs fik han så embede i Nørlund skole (Vesterisen) her i sognet. Der var 26 ansøgere til embedet. Når han fik embedet var det sandsynligvis på grund af hans tilknytning til sognet. Da han (1896) blev indstillet til skolelærer i Tulstrup, var man kendt med ham. 1904 flytter han til Ølstrup og her tager han sin afsked 31. dec. 1928.

Marius Marinus Nørup blev født 14. aug. 1874 i Nørup v. Vejle. Hans far var husmand Jens Madsen, Nørupholm. Han var i møllerlære, hvorved han fik højre hånd knust. Efter præliminæreksamen i Herning og en tid som vinterlærer dimitteredes han fra Silkeborg seminarium år 1900. Han blev hjælpelærer og 14. juni 1901 lærer i Skibbild-Fasterholt. 1. juli 1904 blev han lærer i Tulstrup. 1908 lærer i Tiufkær v. Vejle. Han blev gift med Ane Marie Nicolajsen fra Vejle. Viede i Vejle kirke 20. april 1904.

Bøjle Vilhelm Birkeland født 12.5 1883 i Vorgod sogn. Søn af boelsmand Mads Christian Sørensen. Han dimitteredes fra Nørre Nissum seminarium 1904 og var derefter vikar. 1906 bliver han andenlærer i Ruds Vedby ved Slagelse. 1908 bliver han lærer i Tulstrup. Han har 2 brødre, der også er lærere. Den tredje og ældste bror var indremissionær Søren Andreas Sørensen i Isenvad m.f. steder. Lærer Birkeland led af en sindslidelse. Det blev ikke lang tid han fik lov at virke i Tulstrup, for han blev syg allerede 1. november 1909. I sommeren 1910 forlanger størstedelen af forældrene i Tulstrup skoledistrikt (51 ud af 74) at lærer Birkeland afskediges, så de kan få en ny lærer. En anden liste med 12 underskrifter henstiller til skolekommissionen, at man ikke farer for hurtigt til afskedigelse, da det ville kunne få katastrofale følger for lærerens helbred. Embedet kan betjenes ved en vikar. Man gør endvidere opmærksom på, at da lærer Birkeland blev syg blev skolen delt, idet der blev oprettet en privat pogeskole.
Man peger på, at skolen har været aldeles overfyldt i lærer Birkelands tid. Skolekommissionen retter først en forespørgsel til sindssygehospitalet i Middelfart, hvor lærer Birkeland var patient, og får herfra det svar, at lærer Birkelands tilstand er således, at han i hvert fald næppe i nogen nær fremtid vil blive i stand til at optage sin tidligere gerning. Herefter træffer skolekommissionen beslutning om at indstille læreren til afsked, men anmoder samtidig om, at afskedigelsen må blive trukket til efter lærerens fyldte 30 år. Og embedet vil så i den tid blive passet af en hjælpelærer, der oppebærer fuld begyndelsesløn. Som vikar ansattes seminarist Marinus Sørensen.

De to år lærer Birkeland underviste i Tulstrup var børnetallet i gennemsnit henholdsvis 84 og 86 elever. I efteråret 1910 udsendes der til alle kommuner udenfor København et pålæg om at tage sognets skoleplan op til revision. Skolekommissionen arbejder derfor 1911 med en ny skoleplan. Ifølge den foreslåes oprettet en kommunal pogeskole i Tulstrup pr. 1.11 1911. Tulstrup skole bliver herefter en fireklasses skole med en enelærer og en pogelærerinde. Af planen fremgår endvidere, at enelæreren skal have en løn på 900 kr., der afkortes til 725 kr. på grund af jordlod og akcidentser. Pogelærerindens løn er 375 kr. uden afkortning. Og så bemærkes det, at det påtænkes at bruge 5 skp land af skolejorden til en pogeskole. Forslag til skoleplan for Tulstrup hoved- og pogeskole ser således ud:

Fag	Hovedskolens klasser		Pogeskolens klasser
	4. kl.	3. kl.	2. kl. og 1. kl.
Religion	3	3	6
Dansk og skrivning Regning	8	8	16
Hist. og geografi	3	3	6
Et naturfag	½	-	-
Sang	1½	1½	3
Anskuelsesundervisning	-	½	2
Gymnastik	1½	1½	3
I alt uden gymnastik	18	18	36

Der er fælles undervisning for drenge og piger. Der er hverandendagsundervisning året igennem. 4. klasse møder om sommeren kl. 6-12, 3. klasse kl. 7-1. Alle klasser om vinteren kl. 9-3. Børnene kan indmeldes i pogeskolen i 6 års alderen og skal være mindst 1 år i hver af pogeskolens 2 klasser og skal opflyttes i hovedskolen i 9 års alderen. Skoleplansforslaget omtaler derefter målsætningen for de enkelte fag
i hver enkelt klasse.

Tulstrup skole IV

Som en følge af den nye skoleplan og anerkendelsen af pogeskolen som kommunal skole måtte der bygges en ny skole. Den blev bygget i 1912 og indviet 25. september. Sognerådsformand Niels Østergaard bød vel­kommen til den store forsamling af beboere og fortalte i korte træk om skolevæsenets udvikling i Ikast sogn siden 1814. Han takkede arkitekt Gullev og håndværkerne for deres tilfredsstillende udførte arbejde. Sognepræst P.C. Fledelius talte derefter og mindede befolkningen om ikke at glemme det indre liv i skolen blot fordi man fik nogle gode ydre rammer. Forældre, lærere og andre måtte alle stå sammen for at værne skolen imod de forsøg, der gøres for at få religionsundervisningen ud af skolen. Religionsundervisningen var ifølge sognepræsten det vig­tigste fag i skolen, og han ville ønske, at lærerinden måtte få nåde til ikke alene at bibringe børnene gode kundskaber, men også at vise dem hen til Kristus. Sognepræsten indviede derefter skolen i Faderens, Søn­nens og Helligåndens navn.

Herefter talte Jens Holdgaard. Han sagde, at denne skole jo skulle være som et værksted, hvor vi sender vore børn til for at få dem oplærte og tildels opdragne, og det gælder da om, at vi slutter kreds om denne skole.
Johs. Hagelskjær sluttede festen med et ord fra Hebr. 3,1.
Som pogeskolelærer i Tulstrup i tiden 1909-1911 (den private pogeskoles tid) virkede Elisabeth Jensen fra Herning. Efter overgangen til kommunalt skolevæsen virkede Katrine Jacobsen fra Gullerup på Mors her 1911-1914.
Anna Mette Bale kaldet Anna Kallesøe eller Frk. Kallesøe blev født 21.5 1889. Hun var fru Juliane Kirstine Kallesøes datter af første ægteskab med Søren Jensen (Bale). 1914 blev hun ansat som pogelærerinde i Tulstrup. Denne stilling ændres i 1944 til en lærerindestilling. Frk. Kallesøe beklæder denne stilling til 31.5 1959, da hun afskediges på grund af alder. I alt 45 år øver hun sin gerning i Tulstrup, og hun er en meget afholdt lærerinde. Efter sin afsked flytter hun til Ikast og her bor hun til sin død 25.2 1966.
Beboerne i Tulstrup holdt 1. september 1939 jubilæumsfest for frk. Kallesøe og ligeledes 1.9 1959 en afskedsfest, hvor man sagde hende tak for mange års trofast virke i Tulstrup både i skolen og udenfor. Også elevernes vidnesbyrd nu mange år efter fortæller om en lærerinde, der gav sig selv i tjenesten for børn, unge og ældre.
Else Markussen (Jensen) fra Øster Snede følger efter frk. Kallesøe, men da børnetallet i 1961 i Tulstrups 1. og 2. klasse er for stort til en lærer, deles de i tre klasser svarende til de tre årgange. 1. klasse undervises så midlertidigt på den nye Ikast Østre Skole af Birthe Lindved (Kristensen).

Tulstrup Hovedskole V 1916-1969

Marius Ingemann Hansen blev født i Bording sogn 9.juni 1888, søn af landmand Gert Hansen. Han dimitteredes fra Nexø seminarium 1913. 10. sept. 1913 blev han vikar og fra 1. september 1915 fast ansat som lærer i Tulstrup. Han blev gift 2. august 1914 med Maren Rasmussen, datter af sadelmager Rasmussen i Skjern og født 19. juni 1888. Han blev en lærer, der virkede her hele sin tid. 1938 kunne han således fejre 25 år jubilæum, og Silkeborg Avis bringer i den anledning en omtale af jubilæet med billede, og det fortælles, at »beboerne i distriktet vil på lørdag fejre det afholdte lærerpar ved en fest i Tulstrup missionshus, hvor alle gamle elever, der er på egnen, sikkert vil vide at sige deres gamle lærer tak for skoletiden.« Lærer M.I. Hansen forblev lærer i Tulstrup skole til 31.7 1953.

Kort efter at Marius Ingemann Hansen i 1913 var tiltrådt som lærer ved Tulstrup skole, blev det besluttet at bygge en ny skole i Tulstrup. Den blev indviet 26. januar 1916 af provst Gøtzsche. I mere end 50 år fungerede de to skoler side om side som en fireklasse skole, og de ligger der endnu ved siden af hinanden ved siden af missionshuset. Hovedskolen ligger nærmest missionshuset. Den gamle Tulstrup hovedskole ligger lige på den anden side af vejen med årstallet 1887 på gavlen. De to nyeste skoler i Tulstrup er begge bygget af arkitekt Gullev fra Herning. Han stod også for Faurholt skole, Faurholt kirke og Ikast kirke.
Jens Thorvald Thomsen enelærer ved Tranum klit skole i Lerup-Tranum kommune i Hjørring amt var eneste ansøger til lærerstillingen efter M.I. Hansen, og han var 65 år. Derfor var kommunen også betænkelig ved at ansætte ham, men den bøjer sig for den stedlige repræsentants ønske og kalder ham 18. nov. 1953. Allerede 24. april 1954 meddeles han afsked med pension på grund af alder at regne fra 30. april.

Grundet centralskoleplanerne udsættes opslaget om stillingen. Jens Thorvald Thomsen ansættes herefter som vikar i stillingen indtil videre. 17.8 1954 meddeles at student Johan Henrik Pedersen, Hammerum, er antaget som vikar indtil videre fra 1.9. 1954.
Kristian Kjær Jensen, født 18. 7. 1926 og student fra Rønde Kursus 1956, nævnes som lærervikar ved Tulstrup skole 1956.
27. maj 1957 blev lærer Johannes Kirkegaard Dybro ansat som aspirant i førstelærerembedet, og 1959 bliver han fast ansat i stillingen, men allerede 1960 bliver han udnævnt til embede i Haderslev. Efter at stil­lingen så har været opslået et par gange, ansættes Gunnar Lindved (Kristensen) 1961 som førstelærer, men da de store elever 1962 flytter til Østre Skole følger Gunnar Lindved med. Herefter fortsætter de to Tulstrup-skoler som skole for 1.-3. årgang med Else Markussen og Birthe Lindved som lærere.
Da Faurholt skole i 1967 bliver nedlagt, flytter Else Markussen og Birthe Lindved til Østre Skole, mens lærer J. J. Kjelde overtager undervisningen af 1.-3. årgang sammen med Jenny Sørensen. Dette varer til 1969, da alle børnene fra Ikast Nordsogn kommer til Østre skole. Da Ikast Nordre skole i 1973 er færdig, kommer alle nordsognsbørnene til at gå der.

Tulstrup

Kilde: ibid, side 143 -149.

Byudviklingen i Tulstrup er atypisk og præget af hele områdets særlige karakter og beliggenhed nær ved Ikast. Hvis vi derfor skal forstå Tulstrups udviklingshistorie, må vi først kaste et blik på, hvad det er for et område, der er tale om. Ser vi på kort over Ikast sogn fra ældre tid, så er det tydeligt, at bebyggelsen fortrinsvis har fundet sted langs med vandløbene.
Før den tid, som dette festskrift samler sig om, d.v.s. før år 1800, var Tulstrup den folkerigeste del af Ikast sogn. Her lå en række af de bed­ste gårde, f.eks. Tulstrupgård, Bundgård, Mortensgård, og her boede en del af de mest indflydelsesrige personer. Alle levede af landbrug, og på gårdene var man i høj grad selvforsynende. Rede penge var der som regel kun brug for ved særlige indkøb. Håndværkerne var ikke selvstændige erhvervsdrivende, men det var landmænd, der som bibeskæftigelse drev et håndværk, og derved tjente samfundet med deres særlige færdigheder. Arsagen til at Tulstrup blev noget særligt i Ikast sogn, var den gode eng hele vejen langs med Storåen. For at kunne drive landbrug her på egnen var det nødvendigt, at man boede ved de få veje der forbandt sognet med omverdenen, og at man havde en eng, der kunne give føde til kreaturerne hele året. Tulstrup enge og arealerne mellem åen og gårdene var fugtigere før, end de er i dag, -men med afvanding og dræning, og nogle steder også regulering af åen, er store jordlodder blevet tørlagte, som førhen stod under vand. På et kort kan man også se, at kun meget få ejendomme lå ned til åen. Engene har ganske enkelt strakt sig op til gårdene. I disse enge levede frøerne, der var livsgrundlaget for de mange storke, som sognet havde.

Jens Peder Lauridsen, Tulstrup, der i mange år har haft gården Broholm, som han overtog fra sin svigerfar, fortæller om afvandingen af engene. Det var i 1933, og det var Troels Mikkelsen, der stod for det. Når så vandet havde oversvømmet engen og derefter igen var ledt bort, så kunne man gå rundt på engen og samle ål op. Der var mange fisk i åen dengang.
Når man skulle fra Ikast til Nordsognet måtte man endvidere passere Tulstrup bro. Det var det eneste sted, man kunne komme over åen med et køretøj. Ude ved Ravnsvad i vest var der et sted, hvor man kunne komme over til fods. Det er det der i det forrige århundrede dis­kuteres en hel del om i forbindelse med børnenes skolegang, for når vandet stod højt, eller når overgangen ikke var holdt vedlige, så kunne man ikke passere, og børnene blev hjemme fra skole. Så måtte sogne­rådet ud for at se på forholdene, og drage omsorg for, at de blev bragt i orden igen. Mod øst var der også en overgang, - en slags smutvej til Ikast. Den kaldtes kirkestien, fordi man brugte den, når man skulle til præsten eller til kirke. Der var også en forening, der havde til opgave at sørge for at kirkestien blev holdt vedlige. Protokollen findes i Ikast Lokalhistoriske Arkiv.
Tulstrup bro var et centralt sted. Her lå engang en mølle. I bogen om Ikast sogn fortæller Bernhard Larsen, at vandet her har været stemmet op, og der har været en vandmølle her, før vindmøllen kom. Han fortæller at, H.P. Hansen skulle have flyttet denne mølle om til Smedegaard på Bangsvej. Det fortælles også, at Broholm mølle blev flyttet til Faurholt. Kan det passe, så må der have ligget to møller ved Bro­holm efter hinanden.
På Geodætisk Instituts kort fra 1872 er der i Tulstrup kun aftegnet en smedie, men ellers ikke et eneste hus ud over gårdene. Kun landbrugs­ejendommene ligger der, og det er Tulstrup. Tulstrup var altså ikke en by i den forstand, at den er vokset frem omkring en institution, og den ligger heller ikke som en landsby med gårdene tæt klumpet sam­men om gadekæret, som man ellers kan se det i Østjylland, men alligevel har der været et fællesskab om det at være landbefolkning her. Bernhard Larsen antyder, at der har været en VIDE, dvs. en slags overenskomst eller byvedtægt for fællesskabet, og det peger i samme retning.
På kortet fra 1912 er der blevet bygget skole og missionshus, og der er to møller aftegnet, en ved Smedegaard og en ved Lassesgaard. Men der er stadig ingen beboelseshuse udenfor gårdene, men der er en svag tendens til bydannelse omkring købmandsgården på Bangsvej og i Østertulstrup .

Når vi skal beskrive Tulstrups udvikling, må vi derfor fortælle lidt om købmanden, smeden, vognmanden og byplanlægningen, samt lidt om foreningslivet.

Købmændene i Tulstrup.

Den første købmandsforetning i Tulstrup blev indrettet i Smedegaard omkring 1880 og senere bygget op ved siden af. Jeg har i Herning Folkeblad fra 1884 fundet en annonce, der fortæller noget om denne forretning. Det hedder:

»Tulstrup Kolonial- & Produktforretning i Ikast anbefaler til de ærede Beboere et velforsynet Manufakturlager, som sælges i Februar langt under den almindelige Pris. Ligesaa anbefales et velforsynet Varelager i Kolonialvarer, Vine og Spirituosa, Fajance og Glasvarer, Vinduesglas, Lamper, Lampedele og Blikvarer samt Farvevarer. Hatte og Kaskjetter. Spader, Grebe og Skovle. Et stort parti Træsko sælges ualmindelig billigt. Hvidkaal pr. Pd 2 Øre. Hvedeklid stadig paa Lager. Huder, Skind, Smør og Æg betales med Dagens højeste Priser.
S. Lystlund
NB: Ligeledes anbefaler Tulstrup Kolonialhandel sit Smedeværksted. Arbejdet udføres hurtigt, smukt og billigt.«

Det er altså, hvad man kan kalde en blandet landhandel i ordets bedste betydning. Den omhandlende S. Lystlund er søn af lærer Lystlund i Tulstrup. Men han kan ikke få forretningen til at gå, så han har den kun fra 1883-85, så rejser han til U.S.A.
I 1885 meddeler avisen videre, at Søren Petersen Bondgaard fra Fastrup i Gjellerup sogn af Peder Pedersen Sig i Lassesgaard har lejet en beboelseslejlighed, hvor han agter at etablere en købmandsforretning. Tulstrup får så to købmænd omtrent 100 favne fra hinanden. Hvordan det går med denne forretning, kan der ikke siges noget om, men i købmandsforretningen ved Smedegaard nævnes også i 1885 en Søren Pedersen Bundgaard. Om der er sket en fejl eller hvad der ligger bag disse antydninger kunne det være interessant at undersøge, men her må jeg nøjes med at pege på spørgsmålet.

Købmandsforretningen ved Smedegaard ser ud til at have skiftet ejer nogle gange, men den mest kendte ud over den nuværende købmand er Niels Paarup. Hans søn Magnus Paarup, har til Lokalhistorisk Arkiv fortalt om købmandsforretningen og livet i Tulstrup, og det er grundlaget for den følgende skildring af forretningen.

Købmanden i Tulstrup købmandsgaard hed Niels Paarup, og han købte både Tulstrup og Faurholt mølle, og byggede derefter et motormølleri. Faurholt mølle købte han af Jens Chr. Nielsen, der derefter blev klipper på Poul Christensens fabrik, og Tulstrup mølle købte han af H.P. Hansen, som blev boende i møllegården. H.P. Hansen var en mand, som kunne alting. Han stod for Hjælpekassen. De fattige folk kom til ham for at få lidt penge. Han drev lidt landeri. Han bagte rugbrød og var biavler.

I købmandsgaarden fik man honning og nyt rugbrød fra ham. Børnene de to steder legede sammen. Købmandsgaarden var en gammel forretning, og den havde spiritusbevilling. Man fik brændevin hjem i tønder, og man havde en halvkælder. Her blev tønderne trillet ind, og så tappede man dem af, og der var både eddike, levertran, sirup, olie, husholdningsøl og brændevin, og mange havde deres gråmand med. En gråmand er en keramikflaske til brændevin. Magnus Paarups bedstefar N. Peter Paarup fra Korporalsgaard kom altid to gange om dagen, og så gik han ned i kælderen, og der stod der et litermål, det fyldte han husholdningsøl i, knap halvfuld, og så lidt brændevin oveni. Det nød han i kælderen, og så gik han op i forretningen; der stod en kasse med skråtobak og røgtobak i, så stoppede han piben og gik til hen på eftermiddagen, så kom han igen.
I forretningen kom Brunbjergmændene og folk fra Linnebjerg. Der kom »Stude Hans«, et tilnavn han bar fordi han var en af de sidste, der kørte med stude. Der var i forretningen en kommis, der hed Jens Hareskov. Han var der i 16 år, og blev derefter købmand i Ikast. Niels Paarup yndede at drille Jens lidt, så vi kan forstå, at der var liv i forretningen. Der kom folk til forretningen langvejs fra, og mange af dem gik om i gården, og bagind til fru Paarup, og så fik de kaffe og et par spejlæg. Købmanden købte jo folks æg, så derfor blev der en del knækæg. Købmanden tog også imod grise til slagtning. De blev vejet og fik et mærke i øret med et nummer, og så blev de i en stor kassevogn kørt til Ikast station, 20-30 stk. ad gangen. Her blev de læsset i banevogne. Købmanden leverede også varer til en købmand i Fastrup, men da han i 1918 døde, havde de ingen købmand, og så kom man i gang med varetur tre dage om ugen. Når man leverede varerne fik man den næste ordre med hjem. Vareturene blev foretaget om eftermiddagen og om aftenen, og det var drengenes arbejde at køre med hestene, og så cyklede købmand Paarup i forvejen, og havde ordnet regnskabet, når varerne kom.

Og så skulle de have æg med tilbage. Det kunne ofte blive sent, men så var det godt at hestene selv kunne finde hjem, mens drengene sov.
Foruden den gammeldags forretning, var der møllen og et pakhus til foderstoffer. I dag hedder købmanden Erik Frølund Bækgaard, og der ligger en moderne Dankøb forretning på Bangsvej 5.

Der har også været en købmand i Øster-Tulstrup. Forretningen her startede ca. 1920, og havde i tidens løb flere indehavere inden den igen lukkede. Det skete 1973. Den sidste købmand her var Børge Nielsen.

Smeden.

Smedeforretningen i Tulstrup hørte i gamle dage, som vi har set under købmandsgaarden. Den gamle smedeforretning blev drevet af smed N. Mikkelsen, der var ejer af N. Mikkelsens Trikotagefabrik i Ikast. Efter ham kommer Jens Chr. Mikkelsen, som var født i Faurholt. Han byggede nyt stuehus til Smedegaard mod syd. Købmand Paarup købte den gamle Smedegaard, hvor hans morbror Ole Gosvig havde boet. Jens Chr. Mikkelsen drev smedeforretningen indtil sin død i 1951. 1952 overtages forretningen af svigersønnen Peter Tang, der drev den videre under navnet Tulstrup Smede og Maskinforretning. Efter Peder Tangs død 1980 overgik forretningen til to af hans svende, Curt Bri­xen og Erling Madsen. Også denne forretning har gjort udviklingen med fra landsbysmedie til en moderne smedeforretning.

Tulstrup Vognmandsforretning.

Tulstrup er også kendt for sin vognmandsforretning. Den blev i sin tid (1907) startet af Frederik Mikkelsen i Øster-Tulstrup. Han kørte bl. a. med mange foderstoffer. Ikast Foderstofforretning havde først til huse i ejendommen i Øster-Tulstrup. Senere flyttede den om i pakhuset ved købmandsgården, hvor købmand Paarup havde haft foderstofforretning, og derfra flyttede den til Ikast. Efter Frederik Mikkelsens død i 1958 overgik firmaet til sønnerne Troels og Jens Mikkelsen, og firmaet var nu kendt under navnet Brdr. Mikkelsen, Tulstrup. 1973 sælger Troels Mikkelsen sin part til Jens Mikkelsens svoger Peder Pedersen, og i 1981 overtager Kaj Mikkelsen, sin fars, Jens Mikkelsens part. I dag drives Tulstrup Vognmandsforretning af Kaj Mikkelsen og Peder Pedersen. En søn af Troels Mikkelsen, Preben Mikkelsen, er i dag selvstændig vognmand i Tulstrup.
Kilde: Nordsognet og Faurholt kirke, side 143-149