Sigrid Marie Serup, 1912 - 2000.

Selv for ens allernærmeste pårørende rummer kirkebøger og folketællinger ofte overraskende oplysninger. For dåbens vedkommende giver kirkebogens fortegnelsen over fadderne et indtryk af, hvem der på dette tidspunkt er tættest på familienen. I dette tilfælde er det en morbror (August), en faster og en farbror, som alle bor i omegnen af Kølkær. Folketællingen i 1930 rummer sin hel egen overraskelse, jf. nedenfor.

Kirkebøger.

Født i Kølkær (Ringkøbing amt, Hammerum herred) Rind sogn 16. februar 1912.

Gift med Viggo Johansen fra Okkels i Kollund i Christianshede kirke den 14. januar 1939: "Ugift Landmand af Okkels i Rind Viggo Skov Johansen, Søn af Husmand Peder Johansen og Hustru Karen Kristensen, født i Rind den 27 August 1910. Ugift Husassistent af Kølkjær, Rind, Sigrid Marie Serup, Datter af Husmand Anton Christiansen Serup og Hustru Sofie Dinesen, født i Rind 16 Februar 1912. Forlovere: Brudens Fader og Brudgommens Moder." (AO Ringk. amt, Bording sogn, 1918 - 1953 vielser, opslag 105).

Børn, alle født på gården "Lykkens Prøve", Tulstrup, Ikast sogn:
Knud Riis, 15. august 1942
Jørgen Riis, 11. januar 1945
Aage Riis, 9. maj 1950

Død på plejehjemmet "Grønneparken" i Ikast (Ringkøbing amt, Hammerum herred) den 10. december 2000, 88 år gammel.

Folketællinger

1916 Sofie og Anton Serup med børnene Kristian, Erik Harald og Sigrid Marie samt to tjenestefolk.
1925 Samme som i 1916, plus et plejebarn, Henry Højland, kaldet Lille Henry.
1930 AFSLØRET: Se lige hvem der nu opholder sig på gården sammen med Sigrid - en tjenestekarl ved navn Viggo Skov Johansen, som hun i 1939 bliver gift med. Hun er atten og han er tyve... Ti år efter folketællingen er de gift og har købt gård nummer to i Tulstrup ved Ikast, deres helt egen, dvs. ikke overtaget fra forældre på særligt favorable vilkår.

Det er så heldigt, at Mor har været skrivende - jf. resten af "hendes" side - noget på opfordring og andet af ren og skær lyst. Underligt nok kommer hun i sin levnedsbeskrivelse slet ikke ind på sin allerstørste lidenskab: Haver.

På "Lykkens Prøve" anlagde og udviklede hun med karakteristisk jernflid og gå-på-mod en parklignende have, herunder en stor køkkenhave, som det var en fryd at komme i. I de senere år på gården hjalp hun far med de ting i bedriften, som krævede to personer, og han hjalp så til gengæld hende med haven. Det udartede sig endog til, at han hjalp med opvasken...

I et tilbageblik kan man ikke andet end beundre, at de ved egen hjælp gjorde sig i stand til at købe en forsømt gård, som de drev frem til et mønsterbrug. Og for mit eget vedkommede blev det afgørende, at Mor støttede mig, da jeg gik til hende med et ønske om at komme tilbage på skolebænken - med henblik på at forlade landbruget. - Hun havde ikke glemt egne skuffede ambitioner om uddannelse, som HENDES forældre IKKE kunne eller ville høre.

Denne beretning har jeg fundet blandt mors efterladte papirer kort før hendes død den 10. december 2000. Hun var kort tid forinden kommet på plejehjem og hendes andelsbolig, Rågevej 1, skulle tømmes for alt. I 1927 var hun lige fyldt 15 år. I hendes manuskript er navneord skrevet med stort, men ellers har jeg kun tilføjet et par kommaer i ny og næ, samt nogle få tilføjelser i (parantes). Jeg nåede at fortælle hende, at jeg finder det mageløst.
Esbjerg, januar 2001.

En sviptur til Fyn

En smuk sommermorgen, torsdag d. 22 juli 1927, tog Marie (Mors kusine Marie Dinesen, f. 27. okt. 1908, g. m. Thorvald Feldbak) og jeg med toget 8.40 til Jelling. Vi ville nemlig gerne se dens mærkværdigheder, som jo er nogle af vore ældste oldtidsminder, og her var der udmærket lejlighed til det, om tiden end var knap. Først spadserede vi op på Mindehøjen, der var 51 trappetrin op til toppen. Det er en rund græsbevokset høj med en flagstang på midten og en sten på den ene side, ellers intet, men der er en smuk udsigt derfra ud over Jelling og dens omegn. Vi gik ned ad den modsatte side af højen som vi gik op og kom derved ned på kirkegården og til kirken. Kirkegården er særdeles smuk og velholdt, en rigtig blomsterhave. Foran kirken ligger de så berømte Jelling-sten, der er fra ca. år 980 og bærer en runeindskrift, som arkæologerne har udgransket således, at Harald Blåtand har sat dette minde over sine forældre; - men heldigvis gjorde sønnen Svend Tveskæg oprør, ellers havde stenene vel ligget oppe på højen. På stenen kan man rigtig se oldtidens skrivemåde - om det kan kaldes så, da det jo er hugget ind i stenen.

 

Kirken er bygget af Svend Tveskæg (ca. 985 - 1014) og er således godt 900 år gammel, det vil altså sige det nuværende kor. Skibet er af yngre dato. Udvendig på koret er der indmuret et gammelt gravmæle, som var fra det 16. eller 17. århundrede. På kirkegården gik en gammel mand - vistnok graveren - af ham fik vi lov til at se kirken. Han fortalte os velvilligt hvad der vedrørte kirkens historie. Lige idet vi træder ind i våbenhuset får man straks øje på to morsomme figurer, en på hver side af indgangsdøren. Manden gjorde os da opmærksomme på, at det var meget gamle figurer, som stammede helt fra Chr. II’s (?) tid, hvilket man kunne kende på de brede ansigter og tykke halse. Kirken indvendig er en ejendommelig smuk og hyggelig kirke. Man bliver uvilkårligt så lille ved at tænke på, hvor mange slægter der har stået under dets tag i de henved 900 år, der er gået siden da, og hvor mange der måske endnu vil komme for at se en af landets ældste kirker Noget af det mest iøjnefaldende er kalkmaleriet i koret, eller kirken, som det jo var dengang. Disse kalkmalerier er nogle af de ældste i Norden (ca. 1014) og forestiller ? Jomfru Marie. I. fb. med reformationens indførelse var de blevet kalket over og glemt, og er vel blevet “opdaget”, engang kirken er blevet restaureret.  På væggene findes flere gl. tavler, bl.a. et med præsternes navne, som føres helt tilbage længe før reformationen. Fra kirken gik vi op på gravhøjen. Manden fortalte os, at i hans barndom - han kunne vel være omkring ved 70 år - og indtil, ja nu husker jeg ikke hvad årstal han sagde, kunne folk ind i gravkammeret, der var i højen. Som en 8-års dreng havde han været derinde. Denne høj er omtrent på samme højde, som den anden og på den er der kun en flagstang.

Mindehøjen har flere gange været gennemgravet, for om der muligt skulle være fundet begravelser i den, men uden resultat.

Kl. 15.37 var vi i Odense. Efter at have spist en forsvarlig aftensmad til at bøde på rejsens anstrengelser og en lille hvil, begyndte vore “opdagelsesture” i byen. Først var vi ude ved havnen, videre langs åen ud til Næsbyhoved forbi hotellet og videre ind i skoven. På hotellet var der koncert og musikken klang gennem skoven i den stille sommeraften. Inde i skoven kunne man se, der engang havde været voldgrave. Der var keglebane, skydebane og deslige i de udtørrede grave. Enkelte steder stod der vand, men det meste var dog udtørret. Graven gik om i firkant og indenfor disse havde det gamle Næsbyhoved Slot ligget. På Kristoffer af Bayerns tid var det en stærk borg og efter hans død præsiderede hans dronning på borgen og her udspilledes sagaen med Knud Gyldenstjerne. Her drømte han sine stolte kongedrømme og troede, at han, til trods for at han ikke var af kongeæt, og selv om han også hørte til en af Nordens stolteste ætter, kunne hæve sig op på tronen ved at gifte sig med dronningen, men til al uheld for ham. I hvert fald giftede den unge smukke dronning sig en tysk hertug Kristian af Oldenborg, eller Kristian den Første, som vi altså kalder ham, og Knud Gyldenstjernes stolte drømme sank i grus, som borgen senere også gjorde det. Senere hen var den vist en hel røverhule, men nu er der ikke “sten på sten” tilbage, som kan fortælle om svunden storhed. Det er kun i fantasien og bøgerne, at borgen Næsbyhoved er malet med grelle farver. For godt 20 år siden lå der endnu murrester, men disse er ryddet bort og der er plantet løvtræer og når aftenvindene suser i trætoppene, hvisker de sikkert også om riddere i panser og plade og pragtfulde optog og strålende fester.

Nu frem fra Middelalderen til vor nøgterne tid. På hjemvejen fra Næsbyhoved gik vi forbi en pengemand, Triers (Mon mor her mener Thomas B. Thrige?), fabrikker og villa. Sidstnævnte er en af de flotteste villaer i Odense, og vi måtte da også stå på tæerne for at skue dette herligheds palads.

2den dag, fredag d. 23. juli

Den dag havde vi næsten alle Odenses seværdigheder på programmet. Allerførst gik vi forbi Sct. Knuds kirke og præstegård - bygget 1655 (Der står muligvis 1635) - til Sct. Albani. Albani kirke er en katolsk kirke og meget luksuriøst udstyret. Vinduerne er af kulørt glas, som er sat sammen således at det danner bibelske billeder. Ned foran alteret hænger en lampe, Evighedslampen, som brænder altid dag og nat. Nede ved døren står et alter og længere oppe ved højre side stå ligeledes et alter. Rundt omkring er der inskriptioner, nogle på latin og andre sådan at almindelige mennesker kunne læse det. Nede ved indgangsdøren var der en lille skål fastgjort i muren som sikkert indeholdt vievand, som katolikkerne dypper fingerspidserne i eller stænker sig med, det gjorde de jo da i gamle dage. I midtergangen stod et sarkofag med et sort klæde over, der skulle være begravelse den dag.

Fra Sct. Albani gik vi over i Sct. Knuds kirke. Der er rigtignok en stor forskel på disse to kirker, men de tilhører jo ganske vist også to forskellige kirkesamfund. Når man træder ind i Sct. Knud, Fyns dom, ser man uvilkårligt opad mod dens høje hvide hvælvinger og tænker på Knud konge, hvis ben ligger nede i krypten sammen med Kong Hans og Kristian den Andens sidste rester og kirken virker i al sin simpelhed lige så højtidsstemt og imponerende som Albani kirke med al dens sølv og guld. Hen ad den ene væg hænger billeder alle biskopperne, og et par steder hængte der malerier af adelsfamilier fra henfarne dage. Sct. Knuds kirke er tækket med kobbertag, som er helt irgrøn. Når man kigger ud af toget et lille stykke uden for byen er kirken let kendelig med grønt skinnende tag.

Da vi forlod kirken gik vi hen til klosterhaven. I klosterhaven er der næsten alle mulige, både sjældne og almindelige blomster; et sted stod der en tidsel, der var over mandshøjde. Ved alle blomsterne var der et mærke med navn på. Man kunne se, hvad de forskellige hed - for resten var der ikke to af én slags; det var meget interessant at se, men vi skulle have haft meget længere tid, det blev jo kun flygtigt overset. Der var også et solur. Det var bare ikke solskin den dag, ellers kunne vi have set, hvor mange klokken var. Inde i klostergården stod en gammel døbefont. Nå, det kunne ikke hjælpe at være så længe på stedet, hvis vi skulle have alting at se. Vi ville fra klosterhaven ud i Munkemose; vi kom forbi straffeanstalten, det er en toetagers bindingsværksbygning, og ved et af de tilgitrede vinduer stod der en fange og så ud. Ovre på den modsatte side af gaden på hjørnet - straffeanstalten lå lidt tilbage fra gaden - var der en åben plads, hvor der stod en del gravsten. Der havde Odense Å gået igennem og her var det, at H. C. Andersen skulle have leget i sin barndom under hyldetræet. Nu var både hyld og å borte og i stedet en brolagt gade. I Klaregade et lille stykke derfra ligger Odense kommunale pigeskole. Vi gik videre ud ad Hunderupvejen; det er et villakvarter, forbi teknisk skole og endelig var vi så i Munkemosen. Munkemosen er, når undtages Fruens Bøge og Hunderup skoven, det smukkeste anlæg i byen. Åen, der går igennem, er dæmmet op og vandet sprøjter ud af to løvehoveder. Der var små sorte svaner eller ænder, jeg husker næsten knap, hvad det var for nogen, forresten var der da også hvide svaner. De var så tamme, at de kom og dykkede ned efter brød, der blev kastet ud i vandet. Efter at vi havde hvilet os lidt på en bænk i nærheden af slusen, gik vi hjem for at spise til middag. Klokken var ganske vist næsten 2. Vi holdt “rast” et partimer, så skulle vi på vandring igen. Marie og jeg satte kursen efter museet for at se den. Imens ville Anna pakke madtasken, vi ville nemlig spise aftensmad i Fruens Bøge. Uheldigvis var museet lukket, da vi kom derover; vi gik derfor hen i Kongens Have, hvor vi skulle mødes med Anna og Grethe. Kongens Have er et meget smukt anlæg lige over for banegården. Det første man får øje på, når man er gået gennem forhallen er Chr. IX‘ s rytterstatue.  I baggrunden ses det kongelige slot, over indgangsportalen ses Frederik IV‘ s navnetræk. Midt i haven er der rejst en sten for Carl Bagger og længere omme ud for arkivet står en sten for C. F. Tietgen, Privatbankens skaber.

Efter at have siddet i Kongens Have en times tid, kom Anna og Grethe og så kom der ordentlig vind i sejlene. Vi spadserede ud ad Sdr. Boulevard, vi kom forbi Ansgar’ s kirke, som der er et helt lille anlæg uden om. Fra Ansgar’ s kirke er der ikke ret langt ud til kirkegården. Odense kirkegård strækker sig over ca. 30 tdr. land, vi syntes da også at den var forfærdelig stor, og dog er der jo da mange, der er meget større. Overalt var gravpladserne meget velholdte. Mange steder var der store smukke mindesten. En herremand eller godsejer, eller hvad det nu var for en størrelse, havde ladet udføre, ja billedhuggerarbejde kan det ikke kaldes, da det var udført i kobber, men smukt var det. Det forestillede den gode hyrde, så vidt jeg husker skulle det have kostet mindst 40.000 kroner. Da vi gik rundt der på kirkegården, kunne vi se en høj, slank sten fra krigen i 1848 og den bar følgende indskrift:

De var mænd uden navn, uden glans
men vor moder så inderlig kære
som til leg det gik i den blodige dans
og de døde for Danmarks ære

Her hviler 119 soldater døde på lazaretter og sygehuse i Odense 1848-49-50.

På den anden side af stenen stod, hvor man kunne få de faldnes navne at vide.

Nogle få skridt derfra var der en sten i lighed med den første, den var bare lidt mindre. Det var mindet for dem fra 1864. På den stod der:

Her hviler 79 danske soldater, døde på lazaretter og sygehuse i Odense 1864.

Fra kirkegården gik vi videre ud ad Boulevarden forbi kasernen. Ved porten stod en soldat vagt med sænket gevær; i det samme kom en befalingsmand ud af porten og geværet kom i jorden med et smæld. På alderdomshjemmet, som ligger på samme strækning, var vi inde at se til en gammel bedstemor på 88 år, som Skov’ s kendte meget godt. Odenseanerne har rigtignok ikke glemt deres gamle. Alting var så hyggeligt og pænt. Gamle og enlige mennesker kunne sikkert ikke få et bedre hjem som her. Fra alderdomshjemmet og ud til Fruens Bøge er der et langt stykke, og vi var rigtig gammeldags trætte af have spadseret den vel omtrent hele mil, men efter at have spist aftensmad og hvilet os lidt, kunne vi trave på ny. I Fruens Bøge er der ikke mindre end 4 hoteller. En af dem hed “Røde Hus”, de andre kan jeg ikke huske navnene på. Der var både violin og harmonika koncert, keglebane, skydetelte og deslige. Efter at have været en lille runding  rundt til alle hotellerne slog vi os ned på nogle stole i nærheden af det største hotel. Der var udmærket koncert, violin, klaver og banjo. Da vi havde hørt et par numre, gik vi igen; vi gik ud over engen mellem Fruens Bøge og Hunderup skoven. Banen efter Bogense går lige i udkanten af skoven, vi gik et lille stykke hen ad banelinien. Vi kunne derfra se Dalum Papirfabrik. Det var en meget lummer aften, luften var ladet med elektricitet og det lynede i vest. Fra Hunderup skoven tog vi med sporvogn tilbage til Skibhusvejen og om aftenen var vi til kaffe hos fru Andersen.

3die dag, lørdag d. 24. juli.

Lørdag morgen var vi tidligt på tæerne. Allerede ved 8 tiden stod vi op og kl. ca. 9½ var vi på gaden igen. Det var torvedag og skulle vi til torvs kunne det nok ikke hjælpe at komme kl. 3-4 tiden om eftermiddagen; tilmed skulle vi til Langsted om eftermiddagen. Nå, vi gik altså til torvs, og jeg skal love for, at der er en slem forskel på en torvedag i Herning og en torvedag i Odense. Det myldrede af mennesker alle vegne og sikken masse grøntsager, jordbær, ærter, gulerødder, tomater og blomster, en mangfoldighed af alt muligt. Vi gik rundt og så på alle de fynske herligheder til klokken var ca. halv elleve og vi gik så et lille smut om ad Vestergade over Gråbrødre Plads forbi H. C. Andersens statue og videre hen til museet.

Museet var, ja jeg kan vist godt sige det mest interessante af alt det vi så. Der var gipsmennesker af så at sige alle stormænd, digtere, historikere, naturforskere, statsmænd og sprogforskere. Her skal kun nævnes nogle af de mest kendte som Thorvaldsen, Rasmus Rask, H. C. Ørsted, Ludvig Holberg. P. A. Heiberg, grev Reventlow, Bernstorf, Weyse, Willemoes, Rye, Dalgas, Ingemann og mange, mange flere. Desuden var der både grækere og romere: Diogenes, Sokrates, Platon, Homer, Virgil, Cæsar, Alexander den Store og Kain stod der også med sine skulende øjne, man kunne næsten blive helt bange for ham, og vore gamle guder Odin, Thor og Frigga. Niels Juel og dronning Margrethe skal til sidst tilføjes og Thorvaldsens gruppebilleder Forår, Sommer, Efterår og Vinter, ja der er så mange, at der er næsten umuligt at gengive blot en ubetydelighed af det der var. Også de mange store malerier, de heller ikke let glemmes. 1. etage findes en stensamling eller mineraler, thi det var ikke sten så nær alt sammen; blandt de mange mærkelige ting nævnes lava, glimmer, guldsand, diamanter i rå tilstand, rubiner, granat, rav, kalksten, pimpsten og kridt samt meget store vidunderlige konkylier og muslinger. Fra fugleverdenen var der også mange eksemplarer, selv den lille sydamerikanske fugl, kolibrien fandtes mellem de mange, og ræven, jan han hører jo ganske vist ikke til fugleverdenen, men derfor kunne han godt være der. Han stod med en and i munden og stirrede nok så listig på sine beskuere. I et værelse bag ved var der æg fra alle mulige fugle. En møntsamling fandtes da for resten også. Nede i kælderen var der samlinger fra Japan, Afrika, Kina, Indien, Australien, Grønland og Sydamerika. I den grønlandske samling fandtes et par grønlandske bukser og en kajak og selvfølgelig mange andre ting. Vi var kun en time om at se alle herlighederne, så det var kun flygtigt, at vi så det, man kunne udmærket gå her en hel uge for at få det hele at se, men det havde vi til al uheld ikke. Dagen da vi gik for at se museet, gik vi hen forbi arkivet, det er en stor grå bygning. På muren findes hvert af de fynske byers byvåben og hvert herreds navn. Kl. 12.57 afgik toget, som vi med til Nårup, så der var som sagt ikke lang tid at løbe på. Efter at have spist middagsmad gik vi til banegården; på vejen ud til banegården kommer vi forbi Park hotellet, som er et af de største i Odense. Kl. 13.36 var vi i Nårup og det kunne nok være at vi det lange ben foran og lod det gå tjep efter Langsted til. Det så rigtig ud til regn og der kom da også en skylle, før vi nåede Langsted. Marie måtte da i hvert fald have hatten ind under frakken, hun var bange for at den ikke kunne tåle at blive våd, og det så virkelig så morsomt ud, hun kom med der med hatten på maven og hatten var alligevel lidt våd, men det var et par leende piger, der kom til Karensminde efter udståede “genvordigheder”. Marie havde da fået hatten på hovedet ellers havde folk da vist troen noget forfærdeligt om os, det kunne nok ikke gå, at moster Anne fik den slags fremmede til huse. Om eftermiddagen havde pigerne og os - ja vi var da også piger - en hel lille diskussion om den frieste stilling i samfundet.

4de dag, søndag den 25. juli

Søndag morgen tog vi os en ordentlig skraber. Klokken var halv ti, før vi stod op, men så gik påklædningen i en fart. Kl. 10 var hele familien, som jo nu var blevet to medlemmer større, til kirke i Verninge. Der var kort før kaldet en præst, pastor Nygaard, som før var hjælpepræst hos gamle Morten Larsen i Holstebro. Verninge kirke er en korkirke med takkede gavle og tillige meget gammel. Den er bygget i det 11te århundrede. Om eftermiddagen spadserede vi hen til nabo, Thorvalds, og på hjemegnen førte vi en passiar med Sørensen, en herre, der havde sejlet over Atlanten 14 gange og ville af sted den 15de gang. Ved 8 tiden kørte vi til Nårup i jumbe. Ved 10-11 tiden gik vi i seng.

5te dag, mandag den 26. juli

Mandag morgen sov vi til kl. 10. Efter morgenkaffen var Valborg og jeg nede i byen; da vi kom tilbage skulle N. M. netop ud i Bankerne (?). Han var så nådig at give os tilladelse til at komme med. Oppe på Bankerne kan man i klart vejr skimte Lillebælt, skønt der er 3-4 mil, og der kan tælles 6-7 kirker derfra. Der er en meget smuk udsigt over det vestlige Fyn. Lidt over middag cyklede Marie og jeg til Espe, der er ca. 3½ mil og det blæste en del, men vi havde sat os i hovedet, at vi ville af sted, enten det kriblede eller krablede. Det var heller ikke så skægt at cykle derud, som vi havde tænkt os. I Nr. Broby var vi også var vi ude på kirkegården, det var også en gammel kirke; det var det i det hele taget en sjældenhed at se en rød kirke med tårn og spir. En halv mil fra Nr. Broby ligger Sdr. Broby og her ligger det gamle herresæde Brobygård, som ejes af greveslægten Schaffalitzky de Muckadell.  Vi kom også forbi herregården Gelskov, der lige så vel som så mange andre fynske herregårde kan tælle adskillige år på “bagen” Avlsbygningerne er nyopført efter en brand i 1913.

Det tog ca. 1½ time at cykle til Espe. De vidste ikke spor om at vi var i farvandet, så de blev naturligvis meget forbavset over at se os. Vi var rundt i hver krog fra kælder til loft, i mark og stald, og det var rigtignok et rigtigt mønsterlandbrug. Ikke ret langt fra Espe ligger herregården Egeskov. Kl. 7 startede vi igen for at komme tilbage til Karensminde, før det blev aften. Da vi kom til Brobygård, stod vi af cyklen for at se nærmere på gården. På hovedbygningen står B.T.F.T.B.1673. På den anden side af vejen er der rejst en sten for en af ejerne, og der står følgende:
Kammerherre Lensgreve
Albrecht Christoffer Schaffalitzky de Muckadell
født 24. marts 1800 på Arreskov
død på Brobygård d. 6. april 1858
sattes dette minde af grevskabet Muckadell’s fæstere og andre,
som alle i forening med inderlig høiagtelse og taknemmelighed
mindes den afdøde.

Og på bagsiden af stenen:
Ej blot på dette sted vi reiste ham et minde.
I hjertets kjerlighed en større er at finde
Den anden side Nr. Broby kom N. M. os i møde, men cyklen var gået i stykker, og derfor gik vi omtrent resten af vejen hjem. Om aftenen var der fremmede. To af Grethes kammerater, Johanne Larsen, Chr. Waldsgaard og Marie Nielsen.

6te dag, tirsdag den 27. juli

Den sidste morgen var vi oppe lidt før 9. Da morgenkaffen var sat til livs, var jeg nede i haven og få en passiar med “Jens…”, der hentede kartofler til middagen. Lidt efter kom Valborg fra præsten; Grethe og Inger kom også. Grethe skulle ud i skoven med noget til moster Anne, og vi gjorde hende følge. Der stod vi og snakkede så længe, at det var middag, inden vi kom hjem. Så snart middagsmaden var sat til livs, var det på høje tid at komme i tøjet af sted til toget. Denne gang behøvede vi ikke at gå til stationen, N. M. kørte med os. Vi tog igen billet til Jelling, der var nemlig god tid, så vi kunne besøge vores gamle bekendt, Sigrid Andersen. Kl. 3 var vi Jelling; det tog omtrent en halv time for os at gå til Hotel Skovdal. Hotellet ligger meget idyllisk nedenfor en skovklædt bakke og til højre derfor Fårup Sø, og længere fremme er der igen en række høje bakker. Der kunne man med sandhed sige:
Du skønne land med dal og bakker fagre
med grønne enge og med gyldne agre.
Efter at have drukket kaffe, gik vi en tur ned til søen; der traf vi en gammel søulk, som havde været omkring på havene og blandt andet også været i Amerika. Han lovede os en sejltur i sin motorbåd, hvad vi var meget glade for.

Ved halv otte tiden gik vi ned til søen for at få den lovede sejltur, og i den skønne sommeraften gled båden gennem det dybe blå vand, medens solen sank i vest og mosekonen bryggede. Søen er 3 km lang, ikke ret bred. Hotel Skovdal ligger ved den sydlige ende af søen, og ved den nordlige ende ligger Fårupgård højt oppe på den skovklædte bakkeskråning. Fårupgård er rekreationshjem, den ejes vistnok af kommunehospitalet i København, og der er plads til 80 patienter.

Først ved 9-tiden tog vi fra Jelling, og på vejen fra Hotel Skovdal til stationen færdedes ungdommen fra Jelling og omegn, de var ude og lufte sig i den smukke sommeraften. Vi havde også på hele turen haft udmærket vejr; det var næsten det meste sommervejr, vi havde det år, så det havde vi været meget heldige med. Fra Jelling til Kølkær var vi ene i kupeen, vi kunne derfor ugenert drøfte vores oplevelser og vi var enige om, at det havde været en overordentlig morsom og interessant tur. På stationen var der et køretøj efter hver af os. Det var i grunden helt rart at være hjemme igen, og det forekom, som om det var meget længere siden vi tog af sted. Men i de 6 dage var de nye steder, vi så, og de nye indtryk vi modtog, noget vi skulle leve på og tale om, når vi kom sammen, og der har vist heller ikke været en eneste gang, når Marie og jeg siden har truffet hinanden, at vi ikke har opfrisket en eller anden oplevelse fra vores sommerferie.

2den september 1927. 2den november 1928.

Sigrid Serup

Kilde: Håndskrevet notatbog

Imponerende af en pige fra landet, som kun har gået syv år i en landsbyskole efter den vestjyske skoleordning, dvs. kun hver anden dag.

Ca. 60 år senere skriver hun et julebrev til et barnebarn (Nina Riis):

Dette er en lille fortælling om, hvordan det var at fejre jul i 1920.

Det er Ninas bedsteforældre, Farfar og Farmor, f. 1910 og 1912, og det er ude på landet, det foregår. Der er meget, der er helt anderledes end i dag. Det er det, jeg vil prøve at fortælle om.

Forberedelser til julen.
En morgen kl. 6 – det var bælgmørkt – kom en slagter. Gruekedlen kogte med vand til at skolde grisen i. Grisen blev stukket, skoldet og skrabt før børster. Derefter blev den hængt på en stige for at køle af. Så fik alle kaffe og et lille pusterum, før det gik løs med at partere grisen, lave blodpølse, medister-, rulle- og lungepølse, fars og hvad ved jeg.

Der blev bagt i lange baner, især en masse pebernødder. Med til juleforberedelserne hørte også, at der skulle pudses. Vi havde petroleumslamper og flagermuslygter til stalden – mon I ved, hvad det er?  I stuen hang en messinglampe over bordet, den skinnede om kap med lysene.

Juleaften var der hvid dug på bordet. Pynten var et æble foran hver kuvert; der blev lavet et lille hul til at sætte et lys i. Når vi var færdige med at spise, måtte vi beholde æblet, ellers fik vi kun et stykke. Juleaften fik vi ribbenssteg og bagefter æblekage med flødeskum. Det var omtrent den eneste gang om året, vi spiste flødeskum. Juletræ havde vi da, pyntet med flag og masser af roser af papir, blegrøde, mørkerøde og hvide. De var flotte, og så var der selvfølgelig flettede hjerter og kræmmerhuse.

Vi gik rundt om træet og sang salmer. Din oldefar, Nina, havde en god sangstemme, og han kunne spille på violin efter gehør. Vi syntes, det var en fest med julen. Gaver, ja, I tror det måske ikke, men dem var der næsten ingen af. Bedstefar siger, han hvert år fik ”Min egen Julebog”. Den kostede 1 krone, og det var ikke større ting i mit hjem.

I Bedstefars hjem fik de suppe, og svesker med fløde, ellers var det nok omtrent det samme. Efter juletræet legede vi julelege med pebernødder – ”effen og ueffen”, ”Min gris er løbet i skoven, hvad træ ligger den under?” – Det ved I slet ikke, hvad er, men det er også meget længe siden.

Fjerde juledag var vi til juletræ i forsamlingshuset. Træet gik lige til loftet; hvert barn fik en pose med slik. Det var også et af højdepunkterne, og vi legede bagefter de mange sanglege.

Det er foregået i en landsby tæt ved Herning, og dine oldeforældre og længere tilbage var med til at forandre heden til marker.

Sigrid Johansen, J. P. Jakobsens vej 35, 7430 Ikast.

KIlde: Brev dateret 25-11, men desværre uden årstal. Boligen blev fraflyttet i 1995.
Nina er født i 1977, så et kvalificeret gæt er omkring 1987-89.

 

I 1998, tæt ved slutningen af livet, skriver hun - efter et mildt pres - følgende koncentrerede selvbiografi. Hun påstod da hårdnakket, at hun ikke længere hverken kunne huske eller stave, men beretningen synes nu at dementere begge dele:

Marts - april 1998.

Min barndom og tidlige ungdom

Da jeg var fire år, var jeg med min mor på Fyn. Jeg mindes ganske svagt, vi sejlede over Lillebælt. Vi besøgte mors ungdomsveninde på Midtfyn. Det var på en gård, hvor der var en dør ud til haven, og rundt om døren voksede der blå blomster. Vi børn legede i køkkenet, men Kristian og Erik drillede, jeg smed en bold efter dem, men ramte vinduet, så det gik i stykker - og da blev far gal i hovedet. Det er den eneste gang, han var ved at give mig tærsk.

Min første dag i skolen kan jeg også huske. Da lærer Rolfsted sagde, at jeg skulle stave, sagde jeg stolt som en pave: Jeg kan altså læse. Skoletiden var en god tid. Jeg havde let ved at lære, regning var mit bedste fag og det var til sidst på kanten til matematik. Der hørte et lille bibliotek til skolen og jeg husker endnu, at jeg læste Haslund Christensens (Se Note 1) rejsebeskrivelse fra Tibet, om “Frams” (Se Note 2) rejser og de forskellige Grøndlandsfarere, alt blev læst med rub og stub. Dengang brugte vi petroleumslamper og det var først når al olien var brugt og vægen med, at jeg kunne holde op, jeg læste alt hvad jeg kom i nærheden af.

Da jeg var 11-12 år skulle jeg malke og ellers hjælpe til med de ting jeg kunne, men vi havde jo altid hushjælp. Én ting, jeg levende husker var, når vi pudsede messingtøj, lamper og lignende, for så fortalte mor om de oplevelser, hun havde haft som ung.

Jeg gik til præst i Herning valgmenighed, og det fik den betydning at jeg kom til kende Elna Hauge og hele familien i Sdr. Hauge, også Ejnar Hauge, som vi kom sammen med hele livet.

Da jeg var konfirmeret skulle jeg hjælpe til i huset, men det andet år blev jeg syg. Jeg gik til gymnastik i Herning og blev udtaget til holdet i Hammerum Herred, som skulle til landsstævne på Dybbøl. Jeg cyklede til Herning for at træne og det gav godt nok nogle forfærdelige jag i siden, som jeg ikke regnede for noget, men en nat blev jeg meget syg. Da de kom og så til mig, havde jeg over 40 i feber og kunne ikke gå. Far bar mig ned i soveværelset og de fik fat i Gl. Hansen, der var vores læge, men dengang var der jo ikke noget, der hed penicillin. Den niende dag var krisen, klarede man den, gik det. Hansen sagde, at det var lungebetændelse plus lungehindebetændelse, men også dengang var jeg sejlivet, så det gik jo. Det var en hård omgang, og der gik lang tid, før jeg kom til kræfter.

Far var meget udadvendt, var i mange bestyrelser, vurderingsmand og jeg ved ikke hvad. Mine forældres døre stod altid åbne for den store Serup-familie og der var altid mange på besøg. De mennesker, der tjente der, tog de sig godt af, og de kom også og besøgte dem, mange år efter at de var rejst.

Hjemmefra

Det gik sådan til, at en pige, der havde tjent i Kølkær og som var blevet gift med en lærer i København, formidlede, at jeg fik plads i Kildevældsgade. Første gang jeg rejste hjemmefra, var jeg 17 år; pladsen var hos et gammelt lærerægtepar på Østerbro, og jeg så Kildevældskirken blev bygget op. Fra vinduerne var der udsigt over Ryvangen, men ingen kunne dengang forudse, at det blev tyskernes henrettelsesplads.

Kort efter at jeg var kommet derover, var far til mejeriudstilling, men det var nok for at se, hvad jeg var havnet i; jeg var jo ikke fyldt 17 år, så det var tidligt at komme så langt hjemmefra. Det var isvinter; han var i Korsør, men kunne ikke komme over på grund af is, færgerne var jo ikke ret store dengang.

Det var en god plads, jeg fik. Fru Møller tog mig med i teatret, både Det Kongelige og flere andre teatre. Vi var også i biograf og så den første tone- og talefilm, der kom til landet, “Sonny Boy”, tror jeg den hed. I hver uge var der en frieftermiddag, så der var tid til seværdighederne.

Jeg havde en faster, der boede langt ude på Amager, hun hed Kristine. Der var fem børn. De boede på  nær én derhjemme i en toværelses lejlighed. Min onkel var flyttemand og han drak, så det var min faster, der holdt hjemmet kørende.

Der var også en kusine, hun og hendes mand var fra Randers, han var maskinarbejder på B&W, men arbejdsløs og de var utroligt fattige; i deres stue var der et spisebord med stole og en divan, et bart gulv ok niks mere. Min kusine hed Meta Sofie Marie Serup, manden hed Carl Emil Junge; hun stod meget tidligt op og tog på arbejde uden for byen, mens han lå på divanen. Der var som regel en kammerat der, de hentede øl - og det gik deres dag med.

Der var i de år stor arbejdsløshed, folk stod i flokke på gadehjørnerne, men der var aldrig uro. Jeg cyklede rundt og var aldrig bange for at færdes. Marie Dinesen Feldbak kom også til København og fik plads. Vi fulgtes ad for at se byen. Min bror Kristian var indkaldt til “Landstormen”, men det var kun 2 mdr.

Der var også Grundtvigs Hus, hvor der samledes mange piger fra landet, og hvor der var forskelligt underholdning. Det står lyslevende for mig endnu, at professor Vilhelm Andersen læste Gamle Anes Jordefærd af Johs. V. Jensen - det var en oplevelse.

Engang sidst i tyverne var farbror Mikael og hans kone hjemme fra USA. Jeg fulgtes med dem en dag, var med ombord og så hvordan de boede. Det var et dansk udvandrerskib og der var en del, der skulle med for første gang. Jeg havde lysten til at rejse med, men ikke det fornødne mod. Børn og børnebørn har nok arvet rejselysten og haft modet - og det glæder mig.

Efter nogen tid skulle jeg være hos fru Møllers datter, der var cand. pharm.. De havde 2 små børn, det var dejlige mennesker at være hos. Til maj 1930 kom jeg på Vallekilde Højskole og derpå hjem i en periode. Højskolen var ikke den store omvæltning; jeg skulle ikke kæmpe for at komme der. Når jeg ser tilbage, må det have været en stor skuffelse for min mor, at jeg ikke blev “grebet” af højskolen som hun selv blev det og som prægede hele hendes liv. Højskolen arrangerede ture; vi var på Sejrø, Dragsholm Slot, Fårevejle Kirke og en tur gik ud på Odden og Odden Kirkegård, hvor Willemoes ligger begravet.

Fra 1931 - 33 var jeg hos pastor Glarmann, først i Thyregod og siden i Skødstrup. Det var en god tid. Glarmann holdt jeg forbindelse med, så længe han levede og han blev 93 år.

Fra Skødstrup gik turen til Brande, hvor jeg var et halvt år, siden et halvt år i Herning. Derfra gik turen igen til København, men det var nu ikke lykken og næste program blev Odense. Der fik jeg det også godt, men jeg havde struma og det skulle jeg opereres for, fordi det havde sat sig på stemmebåndet. Dengang blev man kun lokalbedøvet, og det var ikke rart. Jeg husker ikke, hvor lang tid det tog, men var i hvert fald hjemme et stykke tid uden at kunne bestille noget. Derefter var jeg igen i Odense, men helbredet var ikke godt, og derfor rejste jeg til Hellerup hos et par ældre mennesker, der havde levet i Indien som missionærer. Der havde jeg det i grunden godt og kom til hægterne igen. Hjemme på ferie havde jeg flere gange truffet Viggo, og det endte med at han kom hjem og var bestyrer for Bedstemor Karen (hans mor) og skulle så tage hjem til Kølkær.

Maj 1937 blev Erik mejeribestyrer i Holeby; jeg skulle derned for at starte en husholdning for ham. Han havde Else og hun ventede barn, men hun havde aldrig lavet mad. Med bestyrerpladsen fulgte ca. 10 mand på kost. Det var noget af en mundfuld at købe udstyr, potter og pander til så mange. Det gik dog fint; Else og Erik blev gift i juli. De fæstede en kokkepige; det må have været hårdt for Else den første tid, men hun skulle jo lære at stå på egne ben og hun blev da også en dygtig husmor.

Tilbage i Jylland

Jeg traf Viggo, da jeg var 16, og han blev fæstet som 2. karl, men han så nu ikke efter mig. På det tidspunkt var der en gartneruddannelse inden for det Kgl. Danske Landbrugs- og Husholdningsselskab, men der skulle en lægeattest til, og den ville min læge ikke give, da han ikke mente, jeg var robust nok til de strabadser, der fulgte med.

Viggo blev 2. karl det år han fyldte 18 år. Han kom altid på besøg, når han var hjemme i Kollund. Der var dog ikke noget med kæresteri, ikke før vi var omkring de 25 år. På det tidspunkt var jeg klar over, at det var utilfredsstillende at have plads i huset. I dag kan jeg slet ikke forstå, at jeg ikke prøvede at få en uddannelse.

Da jeg vendte hjem igen, blev det sådan, at vi skulle prøve at finde et landbrug og stå på egne ben. Det var i december 1938, vi flyttede til Christianshede og blev gift den 14/1 1939. Det var svært at komme i gang, vi havde ingen penge. Da Viggo fik plads fra landbrugsskolen, opnåede han at få den højeste løn af eleverne. Det var 900 kr. fra april til november. Den højeste løn jeg fik, var 60 kr. om måneden, så det var ikke let at spare op.

Men vi fik da begyndt. Jeg husker endnu, at da vi kom til Christianshede, skulle jeg til købmanden efter almindelige dagligvarer. Da jeg kom hjem var der 5 kr. tilbage i Viggo’s pung og så sagde han: Det her går aldrig. Men det gjorde det altså, og det varede ikke længe, før vi kunne se at det kunne løbe rundt. Der var 80 tdr. land til, men det var høj, tør jord. Det andet år kom tørken, så vi avlede alt for lidt. Så hittede min mor på, at vi kunne komme hjem og få gården, men da det kom til stykket, ville hverken Kristian eller Bedstefar (Anton Serup) slippe den, - men da var gården i Christianshede allerede solgt. Jeg var nu ikke ked af, at vi ikke fik gården i Kølkær, det var Viggo derimod. Han tilgav aldrig min far, at han løb fra sit ord, og alting var måske blevet anderledes for jeres vedkommende, hvis I var vokset op i Kølkær.

Vi fandt så “Lykkens Prøve” i Tulstrup ved Ikast i december 1940. Det var meget forfaldent både ude og inde, men jorden var af betydelig bedre kvalitet. Det tog 16 år, før vi var igennem stuehuset. De forskellige forbedringer blev betalt kontant - det var Viggo’s princip. Da gården blev solgt efter 35 år, var den så godt som gældfri.

Familie og venner

Viggo’s familie fra Vester Hauge er vi altid kommet sammen med. Aksel fik det gamle hjem. Ham og Signe spillede vi kort med i 30 år, det var til en kasse og når der var penge nok, tog vi på tur og soldede dem op. Engang var vi i Hjørring, hvor vi overnattede og kørte helt til Kandestederne; jeg havde gas med og vi lavede mad undervejs. Det blev til mange ture gennem de mindst 30 år og efter nogle år kom Peder Lambæk med, men det blev det kun bedre af. Nu er de alle væk. Aksel blev 75 år, Signe godt 80 og Peder Lambæk langt op i 80’erne. Hele familien i Vester Hauge er i dag borte.

Det gik sådan, at Ejnar i Sdr. Hauge købte gård i Pårup, og det var kun godt 1 km fra, hvor vi boede i Christianshede, så det var helt selvfølgeligt, at vi besøgte hinanden og spillede Hjerterfri; stikkene kostede 2-3 ører, men vi hyggede os.

Vi boede 2 mdr. hos Bedstemor Karen, efter at vi havde solgt. Da vi så skulle på besøg hos Ejnar og Signe i julen, cyklede vi til Ikast og tog rutebilen. Der var to unge mennesker med, de stod af undervejs, men dagen efter var de også med på tilbagevejen. Vore cykler stod på kroen i Ikast; da vi begyndte at gå, kom min fætter, Chr. Svendsen, hen til os og jeg kunne også kende ham. Han vidste, at vi havde købt “Lykkens Prøve”, og nu skulle vi med hjem og hilse på familien. Og hvem kom så der - de to unge mennesker fra bussen, Else og Peder; det er nu snart 60 år siden. Siden kom vi også til at kende Helene og Henning Ovesen, Grethe og Verner Overgaard. Verner døde 1 måned før Viggo, han havde haft sukkersyge i en årrække, hans hjerte havde været dårlig i lang tid, til sidst var han næsten blind; han blev 76 år. Kirstine Svendsen klarer sig endnu, hun er 93 år. Chr. Svendsen er forlængst død. Hans mor var Line i Bording, min fars ældste søster. En af de ting, der gør det svært at blive gammel, er, at de alle disse mennesker, familie og venner, er borte. En gang spurgte jeg Viggo, hvad han lå og tænkte, da han lå til sengs meget af tiden, og han svarede mig: “Jeg snakker med mine gamle venner”. Det var da pænt sagt.

Hvis der skal føjes mere til min beretning, må det blive om vore få ture til udlandet. Første gang var jeg med fru Skov til Mallorca, hun blev 70 år og det er mindst 25 år siden. Det var den 6. april ??, det var snevejr her, vi kørte op til bakkerne for at komme fra gården, men det var sommer, da vi kom til Middelhavet, og vi havde en ganske dejlig tur. Næste gang gik turen til London. Aage var derovre for at afslutte flyvelederuddannelsen. Jeg fløj fra Billund til Stansted, en lille lufthavn omkring 50 km uden for London. Det var en meget stor oplevelse. Hotellet var i mange etager i et område, der hedder Elephant & Castle. Værelserne var små og beskedne. Jeg kom til at bo sammen med en dame, der havde været i London under krigen, så hun var perfekt i engelsk. Det var Tjæreborg, jeg rejste med, så jeg skrev mig på til alle deres ture og vi fik set en masse. Westminster Abbey, Madame Tussaud’s vokskabinet, Stratford on Avon og der var en lang tur til Stonehenge. Dronning Margrethe var på besøg, så kongeskibet Dannebrog lå på Themsen. Vi var ude for at se Windsor Castle, men på grund af dronningens besøg var der ikke adgang til så meget. Der var to dage til fri afbenyttelse, men til al held traf jeg en far og en datter, der spurgte, om jeg ville følge med dem. Det var dejligt; han var cand. pharm. og datteren bibliotekar, så de talte godt engelsk. Vi så mange ting, var i Soho, hvor vi spiste på en kinesisk restaurant, det var med pinde og kinesisk mad. Det var i øvrigt sammen med dem jeg var hos Madame Tussaud, og så var vi ude i den botaniske have. Det var først i maj, rododendronerne blomstrede, sikken et syn, Themsen løb langs med haven, der var kæmpe stor. Jeg ville gerne se det igen. Vi var med tog tilbage til byen, det var i jernbanevogne, som vi havde i tyverne. British Museum besøgte vi, men vi blev hurtigt klar over, at vi kun kunne nå at se en lille del. Vi så blandt andet Gutenbergs bibel og de ægyptiske samlinger. Sammen med selskabet besøgte vi Hampton Court, et sted hvor Henrik den VIII (Se Note 3) boede sammen med de forskellige kvinder, han lod henrette efter tur, Anna Boleyn bl.a. Det var et kæmpe slot, intet her i landet kan sammenlignes med det, og parken var så skøn, der var opstammede tujaer på flere hundrede år og blomsterne stod i fuldt flor, det er jo langt tidligere fremme derovre. Themsen løb lige forbi, så kongen kunne sejle fra Tower derud. Oxford fik jeg også set.

Året efter vi flyttede til Ikast (1975), fulgtes vi med Henning og Helene til Spanien på en 14 dages tur. Vi kørte ned gennem Tyskland, kom over grænsen ved Aachen, det var et hjørne af Belgien, og derfra til Paris, hvor vi overnattede 2 gange. Viggo var meget imponeret af deres kornmarker. Høsten var begyndt, det var først i juni. Det var hvede og atter hvede. Længere nede var der vinmarker; det var en god tur, der kunne fortælles meget mere om. Næste gang vi tog afsted, var til Østrig, da fulgtes vi ikke med nogen, men vi blev hurtigt kendt med to ægtepar, som vi havde meget sjov med. Det ene par var fra Herning og vi fortsatte bekendtskabet et stykke tid, men det er for længst ebbet ud. 

Den sidste tur var til Norge med den storslåede natur. Vi boede et sted i højfjeldet, der hedder Beitostølen og vi var på en udflugt længere op til Jotunheimen, men vejret var ikke ret godt, det var regn og tåge. Det var også et meget kedeligt rejseselskab, slet ikke den samme slags mennesker, der tager sydpå og som er indstillet på at have det festligt. I Oslo var vi på museum og så polarskibet “Fram” og Thor Heyrdals Kontiki (Se Note 4) samt på Holmenkollen. I Oslo var vejret meget bedre, men sejlturen hjem var ret urolig. Nej, Norge fristede ikke til et gensyn.

Vi har flere gange holdt ferie med Hennings, én gang i Sønderjylland, hvor vi kørte til grænsen hver dag efter øl og vin. Vi besøgte dem også i Nordsjælland, dog kun én dag; en anden gang var vi på Falster sammen og besøgte ved samme lejlighed Else og Erik i Glumsø, det var sidste gang Else var i live, hun nåede ikke at blive 70 år, nu er de begge borte.

--- ooOoo ---

35 år på “Lykkens Prøve” og 20 år i huset på J. P. Jacobsensvej. Den største glæde har været, at de tre drenge vi fik, var dygtige og vidste, hvad de ville, selv om det ikke blev landbruget. Børnebørnene er voksne og klarer sig godt; der er kun grund til at være taknemmelig for livet, selv om jeg ikke synes, at det har været så interessant, at der skulle skrives om det. Det har været fyldt med arbejde, altid arbejde; nu da jeg er blevet alene, slår tiden bedre til, nu er det blevet sådan, at jeg ikke kan arbejde.

-----------
Fodnoter:

Note 1:
Henning Haslund-Christensen, 1896-1948, dansk forskningsrejsende. Deltog i forskellige ekspeditioner til Centralasien 1923-30. Retur

Note 2:
Norsk polarfartøj, bygget 1892 i Larvik, 900 BRT. Benyttet af Fritjof Nansen til nordpolsfærd  1893-96, af O. Sverdrup til rejse i farvandene ved Vestgrønland 1898-1902 og af Roald Amundsen til sydpolsekspedition 1910-11, hvor han nåede Sydpolen den 14. 12 1911, en måned før R. F. Scott. Opstillet 1936 på Fram-museet i Oslo. Retur

Note 3:
Henrik den VIII, 1491-1547, konge fra 1509. Samme år gift med Katarina af Aragonien, som han lod sig skille fra, hvorved han kom i konflikt med paven. Konflikten endte i 1531 med et brud, som igen fra 1534 førte til, at han selv blev overhoved for den engelske kirke, hvorefter han kunne tilrane sig enorme rigdomme fra de kirkelige besiddelser. H. var gift seks gange. De fleste af konerne lod han henrette. Retur

Note 4:
Thor Heyrdal gennemførte i 1947 en sejlads over Stillehavet fra Peru til Tahiti med en flåde bygget af balsatræ og bambus for at sandsynliggøre en teori om, at der skulle have fundet en udvandring sted fra Sydamerika til Polynesien. Rejsen varede 101 døgn og strakte sig over ca. 8.000 km. Retur

Kilde: Håndskrevne sider 1998