Sofie Dinesen, 1871 - 1960.
Kirkebøger.
Født i Kølkær (Ringkøbing amt, Hammerum herred) Rind sogn 16. januar 1871.
Gift med Anton Serup fra den 6. september 1906. Sammen fik de tre børn, alle på gården "Frødal", Kølkær, Rind sogn:
Kristian
Erik Harald
Sigrid Marie
Død i Kølkær den 9. maj 1960, 89 år gammel.
Folketællinger
1916 Sofie og Anton Serup med børnene Kristian, Erik Harald og Sigrid Marie samt to tjenestefolk.
1925 Samme som i 1916, plus et plejebarn, Henry Højland, kaldet Lille Henry.
1930 AFSLØRET: Se lige hvem der nu opholder sig på gården sammen med Sigrid - en tjenestekarl ved navn Viggo Skov Johansen, som hun i 1939 bliver gift med. Hun er atten og han er tyve... Ti år efter folketællingen er de gift og har købt gård nummer to i Tulstrup ved Ikast, deres helt egen, dvs. ikke overtaget fra forældre på særligt favorable vilkår.
Det er så heldigt, at Mor har været skrivende - jf. resten af "hendes" side - noget på opfordring og andet af ren og skær lyst. Underligt nok kommer hun i sin levnedsbeskrivelse slet ikke ind på sin allerstørste lidenskab: Haver.
På "Lykkens Prøve" anlagde og udviklede hun med karakteristisk jernflid og gå-på-mod en parklignende have, herunder en stor køkkenhave, som det var en fryd at komme i. I de senere år på gården hjalp hun far med de ting i bedriften, som krævede to personer, og han hjalp så til gengæld hende med haven. Det udartede sig endog til, at han hjalp med opvasken...
I et tilbageblik kan man ikke andet end beundre, at de ved egen hjælp gjorde sig i stand til at købe en forsømt gård, som de drev frem til et mønsterbrug. Og for mit eget vedkommede blev det afgørende, at Mor støttede mig, da jeg gik til hende med et ønske om at komme tilbage på skolebænken - med henblik på at forlade landbruget. - Hun havde ikke glemt egne skuffede ambitioner om uddannelse, som HENDES forældre IKKE kunne eller ville høre.
Til Børnene skrevet på mine gl. Dage
af Sofie Serup, formentligt i perioden 1955-60.
Forord til denne maskinskrevne udgave:
De originale optegnelser findes håndskrevet i et stilehæfte, som Sigrid Johansen, født Serup, i januar 1998 overdrog til undertegnede. Sofie Serup var i sine sidste år så stærkt plaget af gigt, at hun sad i rullestol, var ret dårligt seende, rystede på hænderne og kun kunne skrive med armstøtte, hvilket naturligvis alt sammen gik ud over skriften, så der kan og vil forekomme fejltolkninger. Overskrifterne er med et par undtagelser indsat af mig, det samme gælder nogle af fodnoterne, men ellers er alt lige fra manuskriptet.
Efter med nogen vanskelighed at have læst hæftet, er jeg overbevist om, at det også er af interesse for mange andre, i det mindste for hendes efterkommere. Det er åbenbart, at Sofie Serup har været et helt usædvanligt menneske, som i kraft af gode evner og en rig personlighed, har formået at sprænge de rammer, som ellers ville have låst hende fast derude på heden.
Læs og døm selv!
Esbjerg, januar 1998
Erindringer fra min barndom .
Jeg husker kun ganske lidt fra mine bedsteforældre. Kun ved jeg, at min Bedstefar var født i det gamle Elmholdtgaard, min bedstemor i Okkelsgaard. Jeg var kun 4 år, da vi flyttede fra Meldgaard i Søby derud på heden, hvor nu Niels Dinesens gård er, og hvor vred jeg var over at flytte derud på heden. Jeg vilde hjem, men jeg kan huske, da vi var noget større, fulgtes vi 3 ældste ad ned og besøgte bedsteforældrene. Jeg kan tænke mig, at min bedstefar er død omkring 1880. Vi var nede at se ham før begravelsen. Bedstemor levede i mange år efter, men hendes død ved jeg intet om, da jeg nok har været længere borte at tjene.
Min skolegang var til gamle Jens Studsgaard, en ganske alm. bondemand, som jo ingenting havde lært. Skolen var i en stue i Voulund. To lange borde, bænke ved hver side, alm. lergulv, så dengang brugte vi træsko både ude og inde. Vores vigtigste lektie var katekismus, den havde vi med i 7 års alderen og lærte udenad i. Jeg kan aldrig mindes at have haft ABC. Jeg kom i skolen i 7 års alderen, fik med det samme flere skriftsteder for i Luthers katekismus.
Vi fik tidligt lært at bestille noget. Før jeg kom i skole skulde jeg strikke og hjælpe ved alt, særligt være barnepige. I min skoletid fik jeg lært at spinde. Da jeg var 11 år kom jeg ud at tjene i Uhre Kær, 1. april. Min far og jeg gik de 3 mil derover. Jeg passede kreaturer og var barnepige, der kom nemlig en lille pige i maj måned. Det var jo tidlig op. Dengang arbejdede folk så længe de kunde se. 10 var almindelig sengetid, så begynde igen næste morgen ved 5 tiden. Jeg var hjemme én gang den sommer; da gik jeg den lange vej alene. Da jeg gik hjemmefra, græd jeg det meste vej. Jeg kom så hjem til november, men kom i plads i Fruergaard Ejstrup sogn. Gik i Hallundbæk skole, kom til at sidde sammen med en pige, som blev min bedste veninde så længe hun levede. Selv om det er 54 år siden hun døde, har jeg endnu breve, som hun har skrevet til mig. Det næste år var jeg så hjemme, fordi mor var så lidt rask, og så skulde jeg jo hjælpe ved alt udearbejde tillige med at køre mergel fra Kjeld Jensens (?) i Voulund med studeforspand. I min 14. år kom jeg til Fasterholtgaard at tjene, fordi jeg skulde gå til præst i Brande, en lang vej ved vintertid, sommetider i sne til knæerne.
Jeg blev så konfirmeret i foråret 1885. Denne sommer var jeg så hyrde; afsted enten det så var søndag eller hverdag ud i mosen og heden med kreaturer og en stor fåreflok, mindst 150. Der blev slagtet 18 hver efterår, så da bestod maden mest af fårekød, grønkål og boghvedegrød. Mælkebrød om morgenen, som vi søbede ind fra samme fad. Men den sommer, når jeg gik alene derude i hede og mosen, da gik det rigtigt op for mig: vent til jeg får tjent mig nogle penge, så vil jeg ud i verden og se mig om, så vil jeg på skole og lære noget.
Den vinter, da jeg blev 15 år, ramte mig den tunge dybe sorg. Min bror, som var 1½ år yngre end mig, døde pludseligt af en byld i halsen. Han gik oppe; dengang skulde der jo køres til Herning med studeforspand i stiv vogn for at komme til læge, og der var heller ingen som tænkte over, hvor alvorligt det var, da han kunde gå oppe. Om natten ved 12 tiden havde de været oppe og talt med ham; om morgenen var han død. Der kom bud til mig på Fasterholtgaard, så fik jeg jo lov til at komme hjem om søndagen efter, tillige til begravelsen. Hvor var det svært for mig; vi havde altid været som tvillinger. Han var givet ualmindeligt gode evner på alle måder, særligt hans sangstemme. Han tjente i Nørtoft den sidste sommer; der blev sagt af kyndige folk, at hans sangstemme af en 12 års dreng var langt ud over det almindelige. 2 år efter fantaserede jeg med ham i søvne, tænkte på ham om dagen. Altid syntes jeg at tale med ham så snart jeg sov. Jeg husker tydeligt, at den salme “Tænk, når engang den tåge er forsvunden, som her sig sænker over livet ned”, hvor levende den blev for mig og har været siden “Tænk, når engang i Himlens gyldne sale jeg med den ven, som jeg her på Jorden fandt, i lyset om et evigt liv skal tale”. Det kan ikke skrives med ord, hvor et barn kan længes og sørge. Ingen af de andre søskende gjorde det et sådan indtryk på, ingen af dem vilde det have været så svært at miste, men Guds veje er jo ikke vore veje; vi må jo tro det var Guds vilje.
Jeg husker også engang der i Fasterholt. En tidlig morgen var jeg sendt ud i marken og flytte får, og pludseligt blev det et så frygteligt tordenvejr. Jeg fik kreaturerne flyttet, men så blev jeg stående ét sted mindst en time; det lynede og tordnede, regnen styrtede ned. Jeg troede, jeg blev slået ihjel, så jeg stod som naglet til pletten, jeg syntes jeg mærkede lufttrykket, og jeg var for længst våd til skindet. Jeg bad Fadervor og læste de salmer, som min mor altid sang, når uvejret var værst, for jeg syntes altid, at dengang var tordenvejr meget værre. Jeg husker, da som barn det slog ned og brændte naboejendommen.
Det næste år, da jeg fyldte 15-16 år, tjente jeg i Nørtoft, det var gode mennesker. Grethe i Nørtoft har ligesom været en god engel på min vej, der gled tiden så roligt og godt. Da blev Hanne født, deres eneste barn. Vi har været venner med familien siden, det vil sige Hanne og børnene, hun blev tidligt enke. Nu er det så over 70 år siden. Efter 2 års forløb skulde de så have en anden, da de godt kunde nøjes med en 14 års pige.I mit 17. år kom jeg så til at tjene i Birk hos en som hed Kr. Jørgensen, en rigtig menneskeplager. En dag i april måned stod jeg ude og spredte gødning i kulde og rusk regnvejr og havde mæslinger. Da jeg kom hjem i varmen, var jeg helt rødbroget, da var de jo rigtigt kommet ud, så måtte jeg jo til sengs i nogle dage. Der sled jeg sådan, at når jeg vågnede om morgenen, kunde jeg knap nok trække i tøjet, det var senest ved 5 tiden og så ud at malke. Han havde 22 malkekøer; mælken kørte han selv til Herning. I høstens tid, når det var månelyst, kørte vi korn hjem til 1-2 tiden om natten - sikken en lettelsens suk novemberdag, da jeg flyttede hjem.
Så kom jeg til Voulundgaard i 3 år . Der oplevede jeg også meget af både sorg og glæde . Dengang kom jeg dog af og til hjem, det var jo så nært. Der lavede jeg smør og ost. Vi bagte en tønde rug, sikke en mængde store brød, når de kom af ovnen. Når de kom ud, var ovnen passende til sigtebrød. Vi slagtede 12 får hver efterår og mange kalve, vi var jo 8-10 daglige folk. Dengang blev der intet købt hos købmand. Konen kom op hen på formiddagen, så jeg havde en drøj tur hver morgen. Ved 5 tiden skulde jeg ud at malke 10 køer, dernæst give karlene morgenmad, skære frokost til dem, mens de spiste, de havde jo langt i marken, alt inden jeg fik noget at spise. Der var mit meste arbejde inden døre, om vinteren snurrede spinderokken, og jeg syede lagener og alt andet med hænderne, da var der ingen symaskine. Om sommeren var jeg altid med, når der skulde køres korn og hø hjem. Jeg husker et år, da var der 72 læs agerhø ude nord for gården, hvor nu Enggård og Hans Nielsen er. Og ude hvor Sigvald og Dines Post ejendom er, da var jeg flere gange slet ikke hjemme om middagen. De kørte til med 3 vogne, så var det af den ene vogn over på den anden. Det sidste år jeg var der, døde konen i naboejendommen af tuberkulose, hende passede jeg meget. Da oplever man jo meget ved en sådan sygeseng, især da den yngste kun var 2 år. Konen bad mig så inderligt om at tage dertil til november for at passe huset og den lille, men det måtte jeg sige nej til.
Ollerup.
Næste forår slog den glædelige time, da jeg rejste til Ollerup Højskole. Det var et stort øjeblik, da vi nåede dertil og hvor husker jeg tydeligt, da jeg satte mig på bænken. Nu syntes jeg var nået det store mål, jeg havde længtes efter. Det blev 3 vidunderlige måneder sammen med 90 unge piger; hver morgen samledes vi til morgenandagt og sang vore gode morgensalmer; dernæst holdt Kr. Randers (?) sit fordrag, han var jo en ypperlig fortæller. Alt det han kunne flette med ind i sine bibelhistoriske foredrag. Og alle de festlige ture vi var ude på. Jeg husker en søndag, hvor vi var på Tåsinge. Vi stod oppe i tårnet af Brejninge Kirke og kunne se over omtrent hele Fyn. Vi var på Langeland ved Valdemar Slot; da tænkte jeg jo med vemod på stakkels Ambrosius Stub. Vi så alle de redskaber, som var brugt under stavnsbåndet og hvad de havde plaget bønderne med.
Vilhelmsgave ved Fåborg.
Jeg rejste så med en af mine veninder hjem og fik plads på Vilhelmsgave i nærheden af Fåborg, det var jo veludviklede gode mennesker. Datteren, som var hjemme, havde været husjomfru i 5½ år hos frk. Sperling på Sanholdt. Hende som var på skole med mig, tog hen hos en søster, som var gift med en (?), blev mejerske på et mejeri. Det var jo skik dengang, at det var mest kvindelige, som forestod mejeribruget. Der på Vilhelmsgave blev jeg så i 2 år. Det første år var egentlig sørgeligt. Hen på sommeren kom der en datter hjem fra Amerika fulgt af læge og sygeplejerske. Hun var blevet sindssvag; det tog så hårdt på den gamle mand (hendes far han var 70 år), at han døde nogle dage efter. Det var jo svært for dem alle; en tid efter kom hun på Middelfart Sindsygeanstalt og levede der i 25 år. Den gl. kone var i 60’erne men levede til hun var 94 endskønt hun havde haft 14 børn på 16 år. Jeg skrev hvert år til hendes fødselsdag. Det var det første hun spurgte om: Har Sofie husket min fødselsdag. Hun døde hos den ældste datter, som var hjemme den gang jeg tjente der. - Der var jeg jo med til at lave ost og smør.
Rødding.
Pr. 1. maj 1894 fik jeg pladsen som husbestyrerinde og mejerske på Rødding Højskolegaard, da min veninde fra højskolen skulde giftes. Nu begyndte livet ret for alvor, at jeg fik et stort ansvar, der var jo 4 karle, dvs. bestyrer, fodermester, 2 karle, 1 pige og mig. Der så jeg første gang rigtig roedyrkning (?). Der i højskolegården var kirken, dvs. frimenighedskirken. Sognekirken lå tæt derved, der blev kun talt tysk.
Der kom de i store skarer til kirken. En alm. bondemand var kirkesanger. En søndag eftermiddag i hver måned var der stort møde i forsamlingshuset, som stødte op til kirken. Der kom folk både 2 og 3 mil fra, de havde deres madkurv med. Jeg lavede kaffe og kom meget omkring i de sønderjyske hjem; én oplevelse må jeg have med: den ene af karlene, en prægtig sønderjyde, blev forelsket i mig, men jeg gengældte det ikke. Vi har talt meget sammen, men ikke et om det, han var en så dannet og fin personlighed, så det eneste han forlangte, da vi tog afsked med hinanden: må jeg få din adr., vil du skrive til mig. Underlig egentligt, det var mig klart at jeg elskede ham ikke; så en nat længe efter drømte jeg at sad i en kirke, vistnok Brande kirke, jeg var så flot pyntet som brud, men jeg var bundulykkelig; jeg sagde til mig selv: hvordan er det dog gået til, men så kommer Grethe fra Nørtoft ind ad døren, kom lige hen til kirkestolen og siger: Du kunde have ventet. Jeg tog det som et vink, at jeg ikke skulde skrive mere til ham. Han er jo også nok en af de 10.000, som faldt i den 1ste verdenskrig.
Sollerup på Fyn.
Da jeg længtes efter Fyn, og jeg fik brev fra Sollerup om at komme der og passe mejeriet, tog jeg imod pladsen. Det blev en herlig tid. Birgitte og Anders var vore folk og arbejdet tyngede ikke. Når malkepigerne kørte gennem porten og skulde ud i marken at malke, så vendte jeg mig på den anden side og fik en lille blund i 1½ time. Så blev der først kærnet smør, inden vi spiste; det var en hest som blev spændt for kærnen. Bagefter ordnede jeg smørret og lavede forskellige oste; min eneste rengøring var at holde spandene, som skummede fløden i, og smørtruget rene. Alt det øvrige var smørpigernes deres bestilling, men så havde jeg jo ostene at passe. De blev først lagt i et kar med saltlage; efter et døgns forløb kom de på hylderne i ostekammeret. De blev vendt og gnedet med en klud hver dag, der var jo dato og månedstal på hver ost, så kunde der jo altid holdes orden på alderen. Vi havde en hejse (?), som blev løftet med en stang, så de hver dag kunde vendes efter nogle timers forløb i ostekopperne (?). Smørret blev solgt til fine huse i Fåborg. Vi kørte derud en gang om ugen, nogle kom selv til vognen efter det, andre steder skulde vi jo levere det. Derfor var forpagteren altid med derud, han fik en højere pris end som alm. smør kostede. Ved lejligheder kunde vi ikke få det til at slå til, så fik vi fra V. Hessinge mejeri, det gik jo for samme pris. Om eftermiddagen (?), når jeg havde tid, hjalp jeg Birgitte med børnene; jeg holdt jo også den pæneste stue i orden. Birgitte og jeg holdt også pyntehaven i orden, det øvrige have holdt malkepigerne. Vi var efterhånden flere jyder, så vi nød ret livet i den dejlige fynske natur, var på flere gode ture, blandt andet til Sønderborg. Vi sejlede fra Fåborg kl. 6 om morgenen, kom til Sønderborg kl. 11, tog ind på Hotel Danmark og nød livet. Jeg tror ikke jeg fik ret meget, da jeg var så søsyg, at det hele kom op igen. Vi var rundt ved Dybbøl Mølle, var inde i et gammelt hus og besøgte den gl. møller, han levede dengang. Vi så guldhornene (?) og var ude ved skanserne, hvor de hårde slag stod i 64 og hvor der ligger så mange danskere begravet, nogle med 100 andre med over 200 i hver grav. Der ved Skanse No 2 stod bedstefar i Søby, han var født i 1840, så han kom hjem til oktober. Krigen kom i november. Den 1. december gik han på sine ben fra Meldgaard i Søby til Fredericia. Vi kan tænke os, at det har været vemodige tanker, han har haft den lange vej, da han ikke kunde vide noget om han kom hjem mere. Han var med i den værste kugleregn, jeg beklager at jeg ikke har hans dagbog, jeg var jo ude i så mange år. Der var flere fremmede husbestyrerinder, så den er blevet borte.
Nu må jeg så vende tilbage til Sollerup. Vi var også til en høstfest i Fåborg; vi havde en høstvogn godt læsset til, hvor mange husker jeg ikke. Det var en herlig september aften, mild og dejlig. Jeg husker endnu vi sad nogle sammen og nød den dejlige fuldmåne, som spejlede sig i vandet. Bordene var helt inde over vandet, der var også danse(?), det kan jeg ikke mindes jeg var med til. Tæt ved Sollerup lå der en stor gård, Birkebæk. Der var en datter på min alder, vi har vandret i Sollerup skoven mangen dejlig aften. I udkanten af skoven var der en overgang over Birkebæk, der lå nogle sten. I skoven tæt ved var der faldet store træer, så roden egnede sig til siddepladser. Der sad vi så mangen en gang, Ida Birkebæk og jeg, og betragtede bækkens rislen mellem stenene. Vi tænkte om sådan svinder livet, det risler så stille år efter år, så er det færdig, en ny slægt begynder.
På Sollerup var der hvert efterår et stort høstgilde. Når det var høst, kom alle husmænd, som kørte dertil og svang leen, 11 i 2 rækker, konerne bandt op. Alle der havde været med ved høsten var så indbudt til gildet. De fik suppe, steg og dessert; der var serveret i laden og bagefter dansedes den hele nat. Hen på natten fik de kaffe med brød, senere bollepunch som ? vor ? ene bord stod midt på gulvet. Det kom ind i en stor terrin, alle stod op og der blev holdt taler, skåltaler, men ingen fik så meget at de blev fulde, blot i et vældigt humør. Vi var også på Brahetrolleborg, der er kirken i selve slottet, så der var ikke så langt som til Ø. Hæssinge, der hørte vi jo ellers til; men gå en mil på sine ben til kirke, så var man træt og så gå en mil tilbage igen, der var jo intet andet befordringsmiddel, cykler kendtes ikke.
Om vinteren sad v 4 piger og spandt. Der var også en kokkepige. Uld blår og slør, underligt at tænke nu så mange timer vi arbejdede dengang. Hvis nogen vilde byde en pige at bestille noget en vinteraften. Dog kunde vi altid få tid både at få vort eget holdt i orden og få lavet udstyr.
Nykøbing Sjælland.
Men så midt i det hele, da jeg havde begyndt på andet år, kom der brev fra Nykøbing på Sjælland, at min bedste veninde var død, efter at der var kommen en vistnok 1 md før. Det var som et bombenedslag for mig. Jeg husker, jeg stod med brevet med den sorte kant i hånden, kunde ingen ting sige, så kom Birgitte om der var død nogen derhjemme. Jeg lod dem læse brevet, da redaktør Vallentin Nielsen bad om at få mig derover med det samme. De var meget kede af at give afkald på mig, nu syntes de jo at alt var gået så godt. Jeg var mest ked af at komme til at passe et nyfødt barn og to skolesøgende børn i huset, men han klagede sådan ved at få en helt vildfremmed i huset. - Det var jeg jo også, men eftersom han vidste at jeg var Kirstines bedste veninde, håbede han det ved fælles hjælp skulde gå. Men jeg var langtfra glad derved, men som de gode mennesker de var på Sollerup, kunde de ikke sige nej.
Så startede jeg efter Sjælland, men ret glad ved at være der blev jeg aldrig. Jeg kunde slet ikke lide redaktøren; han troede at jeg havde været lige så let at fange, som Kirstine havde været, men han opdagede snart at han blev holdt tre skridt fra livet. Et tydeligt bevis fik han en dag jeg børstede sko; kan kom og vilde være kærlig, så fik han en af skobørsten og fingrene. Så spurgte jeg, om han var klar over situationen. Jeg rejste til november. Han fik en fæstet fra Holstebro egnen, de var dus med det samme, blev gift, et år efter skilt, jeg var på Vallekilde sammen med hendes søster.
København.
Der i Nykøbing blev jeg kendt med stadsgeolog Melter (?); vi boede i samme hus, så vi fik mange hyggelige aftener sammen. Hans kone var en datter af gl. Sofus Høgsbro. Hun overtalte mig til at tage til København til november til Københavns Højskoleforening til hendes søster, som var gift med folketingsmand Harald Holm. Der fik jeg så pladsen som kokkepige . Det blev en indholdsrig tid, der kom jeg i forbindelse med mange. Der kom mange præster og højskoleforstandere; vi var 5 piger og jeg syntes vældig godt om fru Holm. Der fik jeg lejlighed til både at komme i Dagmar Teatret og Det Kongelige.
Men hen i april måned kom der brev fra min far, at det var så dårligt både med min mor og min søster - om jeg kunde komme hjem og hjælpe dem om sommeren. Det blev en svær overgang for mig at komme ud på den jyske hede under så små forhold. Jeg blev dog en tid for at se mig om, var rundt til alle seværdighederne i København, inden jeg drog ud på heden.
Hjemme igen.
Men hvor jeg længtes, hvor arbejdet var hårdt ved mig, især at malke, som jeg ikke havde gjort i flere år. Jeg pintes sådan i mine arme, at jeg lå om natten og slog dem mod sengestokken for at få liv i dem. Da vi kom hen på sommeren i de lyse stille nætter, da sad jeg ene ude på havediget, et jorddige af jord med nogle fyrtræer på og længtes. Da var jeg langt nede, men som ved et under kom Kold’s ord til mig: “Gud elsker mennesket at han også vil unde dig så meget glæde at du kan leve”. Så kom denne salme i mine tanker:
“Du slægt (?) der som en storm i høst hen over jorden haster, men aldrig i dit eget bryst til bunden loddet kaster, du som vil granske livet ud, men glemmer livets kilde, søg dog engang dig selv og Gud - Vær stille! - Hør op at færdes uden ro mellem livets døre! hvor kan i slig en larm du tro, at du Guds røst kan høre; han drager ej i hjertet ind som tordenstorm i skoven, han kommer som en sagte vind fra oven.
Oh lyt (?) til disse stemmers klang du travle slægt, dit øre der kommer dog den tid engang da du får lov at høre, når gravens dybe klokker slår, når dag og nat sig skiller og døden råber kold og hård: Vær stille!”
Da gik det op for mig, hvorfor jeg skulde hjem, ikke blot for at hjælpe de syge og tage mig af hjemmet. Så tog jeg fat med fornyet kraft på arbejdet der hjemme, ude og inde.Året efter døde mor 61 år gammel og søster Sine gik det ned ad bakke med. Hun kom til Frydenstrand ved Frederikshavn, en kuranstalt. Bagefter kom hun på Horne Højskole der i nærheden, en missionshøjskole som passede bedst til hele hendes indstilling - hun var en så god og gudhengiven pige, så det var også en stor glæde for hende, da Terkelsen kom her til Rind som præst. Vi kørte til kirke, når hun så havde i armene på 2, så kunde vi hjælpe hende i kirken. Den tid derefter vor streng for mig, når Sine skulde i bad. Vandet skulde bæres ind og ud og varmes på komfuret, men vi plejede hende på det bedste. Der var bygget et hus i haven, hvor Sine og far boede. Der døde Sine så i juni 1905. Jeg var en tur på Fyn, vi havde bedstefars søster, Marie i Ringe (ell. Espe), så var Sofie i Lind der mens jeg var borte. Så fik hun pludseligt lungebetændelse i begge lunger, så vi var klar over at hun nok ikke stod det igennem. Selv om hun i mange år var forberedt på at døden ville komme som en overraskelse, så tænkte hun alligevel ikke, da hun blev syg, det så hurtigt bar mod enden; men hun fik en skøn død. Den aften det blev os klart, at det blev den sidste, da begyndte hun på denne salme:
Går det, Herre, som jeg vil,
må mit hjerte råde,
da, så længe jeg er til,
trøster mig din nåde;
siden i dit Himmerig
sidder jeg til bords med dig
og hos dig og dine
glemmer død og pineDet sidste vers læste hun også, men ikke så højt at vi kunde høre det, men vi kunde se hendes mund bevægede sig, derefter var hun bevidstløs til kl. 2 om natten til døden indtrådte. Jeg sad alene den sidste tid ellers sang Marie på Fyn en salme for hende. Jeg har altid hørt, at det sidste som forlader et menneske er hørelsen. Så kommer Sofie Lind farende ind. Hun havde hørt sangen, det lød noget så vidunderligt, hun troede det var englesang - tror I ikke, sagde hun, at det lød som englesang i menneskeskikkelse for Sofie? Sofie havde jo været syg i 8 år, det var en rygmarvssygdom.
Vallekilde og Vestbirk.
Jeg kom hjem i 1897, min mor døde i 1898. 1902, altså 4 år efter, var jeg så en tur på Vallekilde Højskole. Da havde jeg fået fat på en rar husbestyrerinde til dem der hjemme. Hvor trængte jeg til at komme ud blandt mennesker igen. Derefter var jeg på Fyn i 3 måneder; jeg havde nemlig en husbestyrerinde med hjem fra Vallekilde. Der havde jeg så stiftet bekendtskab med Ragnhild Hedeager fra Vestbirk. Det blev så bestemt, at skulde i hendes hjem at lære kunstsyning. Der var jeg så i sommeren 1903, kom med på højskolen en time hver morgen til Grønvold Nielsens foredrag. Der havde jeg en rigtig hyggelig sommer. De stille stunder, når vi hver aften sad inde hos den gl. bedstemor Hedeager, vi bad aftenbøn og sang en aftensalme. Så gik turen hjem igen om november for at pleje Sine til hendes død, som jo er fortalt, men efter den tid gik jeg ligesom i en døs, tænkte og tænkte: hvor går vi hen efter døden, i hvilken tilstand befinder vore kære sig i? Men drømmer jeg at jeg var i dødsriget, der så jeg mange som for længst var døde, fromme mennesker, som var gået hjem til hvor der var godt at være. Men pludseligt får jeg øje på Sine; hun siger så til mig: vil du også bede med mig? ja, siger jeg glad. Vi begyndte på Fadervor, da vi kom til “frels os fra det onde” bliver jeg vækket. Hvor var jeg ked af det. Dat var så levende en oplevelse, men en vil jo gerne vide noget mere, hvad der findes bag død og grav. Men efter den tid fik jeg ro i mit sind. Nu vidste jeg, at Sine var hjemme i den store helgenskare, men en præst har engang sagt, at vi ikke kunde tåle at vide hvad der lå bag ved døden, så hørte vi ikke mere hjemme her på Jorden. Så længe vi lever, skal vi elske livet, hver eneste dag sige tak for dagen, tak for livet, tak for hver en god stund, vi oplever med vore kære.
Så var jeg blevet forlovet, tænkte så på at ordne noget udstyr. Anton tog til Vestbirk Højskole vinteren 1905-6. Så i foråret da han kom hjem fra skolen brændte ejendommen her . Underligt, det var ligesom en Guds styrelse, det havde nemlig haft ild i det året forud på samme dato, 31. marts, da blev det slukket. Nu skulde det så være sådan, at det netop skulde vente, sådan at vi kunde overtage det, men det var under fattige forhold. Anton havde kun de nødvendige klæder. Her var 4 køer, kun den ene var noget værd, den døde så efter kælvning det første forår. Så var der et par gl. russiske heste, hvoraf den ene var så halt. Det kneb hårdt i mange år, her var jo ikke ret meget jord, kun 18 tdr. opdyrket. Så begyndte vi jo at købe mere jord, fik noget mere opdyrket.
Det første år (12/5 1907) kom tvillingerne, den ene døde 10 dage efter. Kristian var meget svag i flere måneder. Alle de timer jeg sad i ængstelse for at han skulde dø. Jeg husker endnu, jeg altid bad. Herren gav, Herren tog, men jeg kunde ikke lade være med at bede om, at dog måtte få lov til at leve. Da anede jeg mindst af alt, at det var ham (Kristian), som skulde tage sig af os på vore gl. dage.
Godt 2 år efter (22/8 1909) kom så Erik. Det var så naturligt at han fik min brors navn, Erik Harald. Det var jo et gammelt slægtsnavn; jeg håbede så, at han måtte gå frem til noget godt. Vi glæder os jo nu på vore gl. dage, at han er gået så godt frem. Jeg husker så tydeligt hvor urolig jeg tit var i de år, han var i mejerilære, at der intet ondt skulde ramme ham. Min bøn var da altid: Herre tag i din stærke hånd barnet som leger ved stranden. Jeg kunde aldrig lægge mig til ro, førend jeg havde bedt for dem alle, men især Erik. Det var også underligt, dengang han væltede på landevejen ovre ved Assens. Da drømte jeg den nat, han lå og var død, jeg stod og løftede på ham. Så vågnede jeg ved at mine arme var så trætte; så slog han øjnene op, jeg blev jo så glad ved han dog var i live. Det var som om englene bragte bud; det pinte mig meget, at jeg ikke kunde komme over og se til ham - det var ved november og vi skulde skifte folk.
Som rosinen i pølsen kom så Sigrid (16/2 1912). Hun skulde så have min søster Sines navn, for jeg ønskede, at hun måtte blive lige så god, som hun var.
Så gik tiden. Før vi anede det, voksede de til, men hver dag var en eneste stor arbejdsdag fra tidlig morgen til aften sent. Særligt i den 1ste Verdenskrig. Børnene var små og Anton skulde afsted i sikringsstyrken. Hvor husker jeg tydeligt, at jeg led undertiden af en så grusom hovedpine, men måtte arbejde, hvor dårlig jeg end var. Jeg skulde altid kaste op så hæsligt, jeg undrer mig blot over, at jeg har levet så længe. Men da jeg blev over 50, blev det meget bedre med mit hoved, men så tog gigten til, men vi havde jo gode folk til hjælp. Pigerne havde vi i flere år. Da Sigrid blev 16 år, vilde hun ud at tjene. Det skal de også have lov til, for det er først de lærer noget, når de kommer ud i gode pladser.
Nu er der så hengået 45 år som én stor arbejdsdag. Så håber jeg ikke det skal komme i fremmede hænder, men at det må fortsætte i slægten, som er mere dygtig som vi har været.
På en lyngbakke nær sin fødegård i Fly med udsigt over agre, enge og åen, der satte Jeppe Aakjær en sten: “Her vendte far sin plov, så mangen, mangen gang, når grålærken højt over sandmarken sang, her gik min stille moder i sin grove grå kjole - og så med tynget blik mod den synkende sol - her satte deres søn denne liden grå sten til minde om en færd, der som duggen var ren.” Denne kærlighed til forældrene og denne respekt for den stille er i pagt med noget evigt menneskeligt.
Den dag Anton Serup fyldte 60 år, stod der i Herning Folkeblad:
Gårdejer Anton Serup fylder 60 år. Hans far, Kr. Serup, var en af de gl. hedebønder, som H. P. Hansen, Herning, har omtalt i sin bog: Fra gl. Dage. Da Anton pr. 31/3 1906 vendte hjem fra Vestbirk Højskole, var hans første syn, da han nåede Voulund Bakke, hans barndomshjem stå i lys lue. Samme år overtog han ejendommen, da hans far var gl. Samme år blev noget af stuehuset og noget af kostalden bygget. Besætningen dengang var 4 køer, den bedste døde en tid efter, da den havde kælvet. Når der nu kan holdes 21 køer tillige med ungkreaturer, og der omtrent noget hvert år, så kan der uden overdrivelse siges, det er gået godt fremad. Nu ligger der en gård med flere tilliggende huse, indlagt elektrisk lys og vand med alt i maskiner. Foran ejendommen en stor smuk have. Ejendommen ligger ret højt og synes især smuk, når man kommer med vejen fra Fjederholt mod Kølkær. Hans dygtige hustru har været ham en uvurderlig hjælp i bedriften, da Anton Serup har været meget optaget uden for sit hjem. Til forår kan han holde 25 års jubilæum som vurderingsmand for Den Alm. Brandkasse. A. Serup var formand for Søby Mejeri, da det brændte 1920 og da det blev vedtaget at bygge blev han også dets formand her i Kølkær. Som ejendomsskyldvurderingsformand for Rind Sogn har han udført et stort arbejde. Desuden var A. Serup i menighedsrådet, aktiv deltager i det grundtvigske ungdomsarbejde og formand for foreningen i flere år.I 1929 fik vi så Sølvbægeret, da havde vi opdyrket 60 tdr. land. Hvem der så skal have sølvbægeret, når vi andre er lagt under mulde.
At være gammel.
Nu er vi gamle, år er lagt til år. Det er nu det vigtigste for os, at vi ikke har glemt det først fornødne, men at vi får lært at gå så stille med Himlen i vor favn. At bøje knæ i Jesu navn, det faldt så mangen svært, den største kunst til sjælegaven kun få fik rigtig lært. På ydmyghedens lave vang, der gå den bedste vej, der på vil Himlens gud engang til Himlen føre mig. Kærligheden her på Jorden er så lille, så stykkevis, men den er dog den alen, hvormed vi måler den himmelske kærlighed, den er den trappestige, fra hvilken vi ser ind i egne, der skal byde os en langt mægtigere følelse. De tider, vi føler os dybest grebne, da vi kan mærke Guds hånd om vort hjerte, bliver den målestok, hvormed vi måler vort religiøse liv. De tider ser vi hen til med større længsel end i barndommens lykkelige dage, de er for mange paradisets evige glæder. De salige øjeblikke bliver oftere, mon jeg tør tage det som et tegn på, at jeg modnes til det evige liv i Gud? Beviset for kristendommens ægthed er dette, at samfundet med Gud har bæreevne, gør livets kilder friske rindende for mig, gør mig ydmyg og kærlig mod mine medmennesker.
Ja, når vi har levet vor længste tid og armen er blevet af sliddet øm, hvor herligt da at opleve en rigtig skærsommernatsdrøm. Kommer den dog ikke her, som hjertet har håbet på, så ved vi at hisset en evig sommer i strålende flor vi får.
Et menneske kommer hjem til Gud, når det lader sig favne af Guds kærlige arme, får det personlige møde med Gud i sit ord. Gud bor i sin menighed i sit levende ord, der har jeg fået et personligt møde med ham, der hviler jeg i hans favn, hver gang jeg bærer det ord frem, han har talt til mig, frem som min bekendelse ..?
Vi kommer altså ikke hjem til Gud ved at dø, men gennem døden må vi gå for at nå til det land, hvor livet er fuldkomment, og hvor vi skal se Gud som han er. Fra den stund da vi kom hjem til Gud, kan vi delvist se ham med vort åndelige øje, men først når vi er blevet som ham, bliver som han skabte os, først da kan vi tåle klart at se ham som han er. Derfor går vi med et slør for vore øjne, og det er Guds nådes gerning (?) at få dette draget til side, men dette slør hindrer os sandelig ikke i at være hjemme hos Gud.
Barmhjertighed bringer os nåde, ond adfærd ej enes med fred. Vi kunde ej såre og skade og finde sand glæde derved. En spurv føler sig hjemme i luften, i havet en fisk svømmer frit. På kærlighedsvejen vi trives, der lyser Guds skønhed så blidt. Guds nåde ej købes for penge, ej fanges som fiskene i net, de ting vi må lide tit gavner os mer end det der går let.
En god præst har sagt: Jeg tror ikke stort på kristendom, hvor den viser sig kun i kirke og missionshus, men ikke i dit hjem. Den bedste kristendom i verden er den der smiler ved bordet, arbejder flittigt ved symaskinen og møder én med kærlighed i hjemmet.Kirkeminister Hermansen fortalte ved sin mors båre: Jeg har set mange dø, men ingen som mor. De sidste øjeblikke i hendes liv var de lyseste. I de allersidste sekunder efter en periode med bevistløshed klarede ansigtet op. Hvad hun så ved vi ikke, men vi så et ansigt, som den der kommer fra en lang vandring i mørke, træder ind i en stue, hvor der er lys og varme, hvor gode venner venter. En usigelig fred. I et sådant øjeblik bliver alle diskussioner om evigt liv unyttige, for i det øjeblik evigheden var inde for hende, da så hun ind i en verden, som var skjult for os, med usigelig og overvældende glæde, genspejlet fra hendes ansigt. Det var just som julesneen faldt, det var som luften var fuld af engle, det har den sikkert også været, det var blot os, som ikke så det, men en træt kone blev glad i dette syn. Hun havde hele sit liv ængstet for døden. Men nu kom den som noget der blot strejfede hende. Det var ikke dødens gru, men den himmelske herlighed, vi så i dette ansigt i livets sidste stund.
Har du den lykke at eje en mor, en skat dig er skænket, usigelig stor, en herlig guds gave, den største i livet dig derved til velsignelse er givet. Thi da er din livsvej bestrøet, jeg ved, med livets ømmeste kærlighed og forbøn. Og derved de varmeste tanker omslutter dig, hvor du i verden end vanker. Hvem plejede dig med opofrelse stor, dengang du var lille? Mon ikke din mor? Og da du blev større, hun slet ikke mindre udøste for dig af sit hjertes indre. Så skøn du på gaven, alt mens du har den, det er alt for sildig, når døden den tager. - Hvor mange stod ikke ved graven beklemte, fordi de så mangt og meget forglemte. - For sent er et trist og et hjerteløst ord, lad derfor med blomster os glæde hverandre, så længe vi sammen på jord skal vandre.
Jeppe Aakjær skrev til sine forældre: “Når I læser Herrens ord, når I beder Fadervor, når jeres barneblide tro op mod Jesus danner bro, når I føler trygt og kært, at Vorherre er jer nær, tænk da lidt på mig, tænk på sønnen, løft mig op til Gud i bønnen. - Ak, hvor hastigt flygter ej minuttet, ingen dødelig standse kan dets løb, knap det er begyndt, før det er sluttet. Ligefuldt kan fødes i det samme, kærligheds og hadets blomsterløv, mangen en liden gnist i luften summer, ak og mangt et saligt håb kan dø. Mange glæder i det kan nydes, mangen en lænke tung kan lægges på, mangt et løfte troløst brydes, mangen ærlig ven fra os gå. - Nyd da glad ethvert minut i livet, gør det gode, gør det nyttige, giv en skærv af det som dig blev givet til den usle, til den trængende. Da skal du i dødsminuttet smage trøst og styrke mod fra håbets grund, kaste glad et takfuldt blik tilbage, slumre sødt udi din sidste time. - Et minut udgør så mangen lykke, skaber fryd i mangen ynglings bryst. - Et minut og glædens blomst kan smykke sorgfuld barm, som just var uden trøst.” - Fra gl. dagbog.Mindeblomster.
Nu pipper op af mulde, så kønt ved busk og hæk, kodriver og erantis, krokus og vintergæk, lidt spinkle og forfrosne, i kulde de vil stå, men varsler dog om lystid, om grøde og om vår.
Med vemod mer end glæde, jeg ofte ser på dem, thi minder de om hende for mig kalder frem, om hende der var blomsternes allerbedste ven, men nu før vårens komme i døden brat sov hen.
Hver liden blomst, der fryder min have her og der, og er solid rodfæstet, er hendes værk især. Med nænsom hånd og omhu hun plejede dem tro og skabte yndig hygge om vort lille bo.
Det er som om en hilsen de fra hende bringe mig til trøst og til opmuntring på ensomhedens vej. Men savnet næsten føles mer stærk netop derved, og til mod kirkegården, jeg liste må afsted.
Og når jeg så til graven, lidt træt, er nået hen, en takkestrøm da vælder mod min hjertens ven, den flittige og stærke lille mor, der til smuk eksempel har efterladt dig spor.
For den der stort har mistet og byrden er lagt på, kun ét sted der for alvor er hjælp og trøst at få, hvor han den store mester, der styrer over død og som en påskelilje, af jordens skød frembrøde.--- ooOoo ---
Kilder og henvisninger:
- Slægten Dinesen, om efterkommerne efter Ane Marie og Niels Dinesen udgivet o. 1982 af Erik Serup.
- Hedebønder i tre slægtled, af H. P. Hansen, udgivet 1958 af Foreningen af Jyske Landboforeninger.
Noter
Dines Jensen, født o. 1804, død i ?, gift med kusinen Sofie Jensdatter fra Okkelsgaard, født 1807, død i?
Ane Marie (25/2 1837 - 30/3 1898) og Niels Dinesen (16/4 1840 - 14/9 1913) er Sofie Serups forældre.
I Voulund gik vi sommetider til Brande i kirke, 2 mil frem og 2 mil tilbage. 4 mil på én dag, så kan man nok tænke, det ikke blev så tit.
Larsine Marie Dinesen, * i Søby 2/5 1876, Ui Søby 9/6 1905. Begravet på Kølkær kirkegård sammen med forældrene.
Mor (Sigrid Serup) har fortalt, at dette skal forstås helt bogstaveligt: Anton Serup var på hjem efter endt højskoleophold (til fods naturligvis) og da han kom op på Voulund Bakke med fri udsigt til Kølkær, så han barndomshjemmet stå i lys lue. Der var tale om en skorstensbrand, som havde bredt sig
Kilde: Håndskrevet