Militærtjeneste 1965 -1967.
Kun godt en uge efter studentereksamen og udnævnelse til blomsten af Danmarks ungdom blev jeg rekrut i Kongens Jyske Fodregiment i Fredericia, 4. kompagni, og dermed degraderet til røven af 4. Division… Det var virkelig en nedtur, "nederen", ville man sige i dag.
Jeg havde ventet, at militæret lige var noget for mig, jeg, som med fryd havde leget røvere og soldater samt jaget med luftbøsse og salongriffel, lige fra jeg var en lille dreng. Knud havde bestyrket mig i denne forventning, idet han fra starten af stortrivedes og i hastig rækkefølge først blev sergent og snart efter løjtnant af reserven, hvad han netop var i juli 1965 på tidspunktet for min indkaldelse til Bülows kaserne - han var på det tidspunkt på Ryes kaserne i udkanten af byen ved øvelsesterrænet.
Men det blev fra starten en stor skuffelse. Rekruttiden varede 4 lange måneder og var én lang prøvelse, ikke på grund af den fysiske uddannelse og træning ("FUT"), som jeg klarede med lethed, men på grund af en tåbelig, ja afstumpet holdning til os som mennesker, hvor det åbenbart kun gjaldt om at nedgøre os mest muligt, kort sagt finde et eller andet påskud til at “knalde” os på, hvilket indebar ekstra såkaldte beredskabsvagter. Ganske små "forseelser" blev som regel afregnet med 3x3 dages beredskabsvagt, der altid blev placeret således, at de dækkede to weekender, dvs. ingen orlov, hvor man absolut INTET meningsfuldt kunne foretage sig på den ellers mennesketomme kaserne.
Hverdagene gik med eksercits, FUT (gymnastik, bajonetfægtning, løb etc.), marchture med tung oppakning, skydeøvelser, civilundervisning (herunder en del om, hvorledes vi undgik, at tilfældige piger lokkede os til at gøre dem gravide) og hvorledes den militære organisation med grupper, delinger osv. fungerede. - Fjenden var de røde, dvs. russerne/Sovjetunionen, det lå helt klart. En god del af tiden gik med renholdelse af udrustning, herunder våben. Sergenterne sørgede altid for, at vi selv tillige med vores udrustning og våben altid blev svinet mest muligt til, f.eks. ved at beordre os til at kravle gennem eller kaste os i mudderhuller (det største mudderhul var med stor præcision døbt "Tyrens røvhul").
Efter hjemkomsten til kasernen skulle vi så vaske/rense og rengøre alt, så det var 100% rent samt efterfølgende stille til inspektion og godkendelse. Manglende godkendelse var ensbetydende med ekstra beredskabsvagter (= "bollevagt"). Seletøjet skulle "pibes", dvs. påføres noget grønt pulver, så det blev mindre synligt; dette kunne i og for sig være fornuftigt nok, hvis det ellers var meget synligt, men noget af det var gennemfarvet brungrønt, og så skulle man jo forvente, at der ingen grund var til yderligere foranstaltninger, men nej - det hele skulle pibes. Geværkolben afsluttes med en såkaldt kolbekappe af metal, dvs. jern, som desværre meget ofte var slidt ned til det rå metal og dermed rustede bare man kiggede på det. En lille rustplet blev naturligvis takseret til 3x3 dages beredskabsvagt, mere udbredt rust medførte indsættelse i arresten.
På Bülows kaserne blev vi indkvarteret på stuer med 10 sengepladser og et lille skab til undertøj, sokker og lommetørklæder. Inden morgenappellen blev stuerne inspiceret af en sergent, og så skulle sengene være redt i henhold til hærens forskrifter desangående, tæpper skulle ligeledes lægges sammen på én bestemt måde (en måde, som jeg pr. refleks stadig bruger...), og tøjet i skabene skulle ligge i pinlig orden, foldet med skarpe kanter. Vi havde ikke dyner, men tæpper.
Kompagniet skulle bruge adskillige med stort kørekort, og jeg var så heldig at blive udtaget hertil. Uddannelsen forgik med militære kørelærere og i militære lastbiler, der alle var gamle og meget slidte. Faktisk var de fleste fra de amerikanske overskudlagre, og nogle var fra (før?) 2. verdenskrig. Fælles for dem var, at gearkasserne ikke var synkroniserede, og det gjorde gearskift til en kunstart med dobbelt udkobling, mellemgas og et par bønner til Vorherre om, at gearskiftet ikke medførte forfærdelige lyde, når gearhjulene "børstede tænder". Men det gik fint, og jeg fik senere det militære førerbevis overført til civil og har faktisk stadig stort kørekort.
I begyndelsen af rekruttiden blev vi underkastet nogle intelligenstest, som givetvis også blev sammenholdt med vore præstationer under den fysiske uddannelse og træning samt den militære "anstand". Jeg blev tidligt udpeget som emne til sergent-skolen, hvilket ville betyde 24 måneders tjenestetid, og søgte derfor i stedet MP-skolen, som kun ville give 18 måneders tjeneste. Bortset fra kørekortet var det umuligt at forbinde noget nævneværdig positivt med rekruttiden hos Kongens Jyske Fodregiment, så overgangen til MP-skolen var bestemt med håb om bedre tider.
MP-skolen holdt dengang til på Østerbrogades Kaserne lige ved siden af Idrætsparken og Østerbrohallen. Opholdet varede i fire måneder fra 1/10 65 - 28/2 66.
Mit MP-hold
Klik på billedet for at åbne det i fuld opløsning.
Den fysiske træning var endog meget hård, men stemningen var en ganske anden end i Fredericia. På MP-skolen blev man behandlet som voksne mennesker og med respekt. Der blev stillet nærmest absurde krav til den personlige fremtræden, beklædning og udrustning, men det havde her et formål, nemlig at der aldrig skulle kunne sættes en finger på os. Skolechefen var en ældre major, som vi næsten aldrig mærkede noget til. Uddannelsen blev varetaget af nogle yngre officerer og befalingsmænd, samt politifolk fra rigspolitiet. I uddannelsen indgik både boksning og judo, idet vi jo helst skulle kunne klare os i nærkamp uden våben. Vi var til eksamen i begge "fag"; jeg husker her specielt, da vi var "oppe" i boksning. Mens jeg ventede på min tur blev to af mine kammerater båret bevidstløse ud... - De var i sandhed slået ud over deres eksamenspræstation. En af lærerne i nærkamp var den navnkundige seniorsergent Mogens "Mugge" Tøttrup, der var højt dekoreret fra hans tid som FN-soldat i Congo. Han var en ren kæmpe, men meget vellidt og vel efterhånden også en smule fordrukken. Der blev også gjort meget ud af køreundervisningen på motorcykel med og uden sidevogn, f.eks. kunne vi køre med løftet sidevogn, således at sidevognsmanden kunne skifte hjul, alt mens vi kørte! Endelig blev der undervist i politimæssige fag, nøjagtigt som på den civile politiskole, idet vi jo både skulle kunne fungere som færdsels- og ordenspoliti.
Tiden gik hurtigt, også fritiden, hvor vi kom lidt rundt på de københavnske værtshuse, bl.a. kom jeg et par gange på den navnkundige “Laurits Betjent”, hvor man kunne opleve såkaldte kunstnere sælge egne værker samt lidt af hvert. Nogle gange mødtes jeg med Søren Ryge, der var på sergent-skole. Vi gik undertiden i Det Kongelige Teater, hvor jeg sov bravt, en anden gang var vi inde og se en kult-film, der handlede om en syditaliener, der var rejst til Norditalien for at arbejde, og som så om aftenen sad på sit værelse og længtes noget så grueligt hjem, mens han skrev lange breve om sine lidelser. Det står for mig som højdepunktet af det mest røvkedelige, jeg nogensinde har oplevet, men Søren mente nu den var god. På den tid var der endnu sporvogne i København, således at man på ingen tid kunne komme rundt i den indre by, hvortil Triangelen/Østerbrogades kaserne hørte.
Efter endt uddannelse og udnævnelse til MP-korporal kom jeg og ca. halvdelen af holdet til Hvorup Kaserne, hvor den jysk-fynske del af MP-styrken havde base. Opholdet startede med en overlevelsesøvelse, hvor vi blev kørt ud i nærheden af Vesterhavet, læsset af enkeltvis med et kort og et kompas samt oplysning om næste post, hvortil vi kun måtte bevæge os (enkeltvis) om natten. Terrænet var klitter og klitplantager, næsten mennesketomt, men med enkelte spredt beliggende gårde. Slutmålet lå et ukendt sted 4-5 døgn fremme i tiden, bevogtet af en stor styrke, som skulle søge at fange os og aftvinge diverse oplysninger på samme måde, som når man befinder sig bag fjendens linjer og skal tilbage til egne styrker med vigtige informationer. - Se det var jo en ægte gang røvere og soldater.
Ret hurtigt mødte jeg nogle af mine kammerater, som jeg slog følge med de næste dage. Den første nat ( begyndelsen af marts måned) sov vi på ladet af en landbrugsvogn i et maskinhus og det var der jo ikke meget ved, så næste dag spurgte vi familien på gården, om vi ikke måtte sove i laden, hvorpå de flinke mennesker prompte inviterede os ind, så vi kunne sove i deres gæsteværelser, der var indretter til sommerturister. Der tilbragte vi de næste to døgn, hvor vi blev bespist på det hjerteligste med hjemmelavede frikadeller og legede med børnene. Da vi jo var kommer noget bagud i tidsplanen, tilbød manden at køre os hen i nærheden af den næste post, men da var det var nu lige ved at gå galt, idet han nær havde sat os af lige i favnen på fjendens styrker.
Øvelsen var således tilrettelagt, at der var sat en endelig tidsfrist for sidste post. Jeg og et par stykker ventede indtil umiddelbart før denne frist, hvilket viste sig klogt, idet de styrker, som lå i en ring omkrig posten nu var træt af at vente og lavede en masse spektakel, bl.a. affyring af løse skud, så vi kunne undgå dem ved at holde os helt ude i yderkanten øvelsesområdet, og slap igennem som de eneste. Det viste sig bagefter, at de lynhurtige var blevet fanget flere døgn forinden og afhørt/torteret på det grusomste. Ak, ja sådan kan det gå her i verden…
Billedet er taget i Århus, 1967
Et par måneder senere søgte jeg til MP-stationen i Århus, der blev bemandet døgnet rundt af to vagthold i vagtskifte på 3 døgn, dvs. 3 døgn med vagt og 3 døgn fri. Jeg lod mig indskrive på universitetet og gik til nogle forelæsninger i matematik, men da vagtplanen jo betød alt for stort fravær, blev jeg ret hurtigt hægtet af, men med universitetet som begrundelse fik jeg faktisk et helt år i Århus, hvor en stor del af fritiden endte med at blive brugt hjemme på Lykkens Prøve med bygningen af en kornsilo med indbygget korntørreri. Opgaven viste sig langt mere omfattende end først antaget og der var flere perioder, hvor jeg forbandede min letsindighed, men den blev med særdeles godt resultat færdig til høsten, - og så ser man jo tilbage på sliddet med den tilfredshed, som vel udført gerning altid giver.
Opgaverne på MP-stationen var normalt ikke særligt ophidsende, vagttjeneste for Vestre Landsdel Kommando, kurerkørsel, patruljer i byen og på banegården, opsporing af desertører (!) eller folk, der udeblev fra tjenesten og lignende, men engang imellem skete der da noget, som f.eks. ved flådebesøg, hvor vi arbejdede sammen med de besøgenes MP-ere. Ved et amerikansk flådebesøg blev vi således inviteret til middag og rundvisning i en stor ubåd. Ved anden lejlighed blev vi dog kaldt ud til Botanisk have, fordi nogle soldater var kommet i slagsmål der i forbindelse med et stort arrangement med hundredvis hvis ikke tusindvis af mennesker; og det kunne nær være gået galt for os, idet vi kom i en jeep, to mand høj, med røde kasketter, hvilket havde cirka samme virkning på de civile, som tyrefægterens røde dug har på tyren. Vi blev lovet tæsk, mange tæsk, rigtig mange tæsk, og hvorfor vi ikke fik dem, er stadig lidt af en gåde for mig, men vi har måske alligevel set tilpas barske ud...
De sidste uger af tjenestetiden foregik i Hvorup i sommeren 1967. Jeg havde lidt sommerferie til gode, og den blev brugt på en mindeværdig tur sammen med Søren Ryge i kajak ned ad Trene i Sydslesvig, næsten fra udspringet lidt syd for Flensborg til Friederichsstadt med flere teltovernatninger undervejs. Vejret var helt eventyrligt, nordeuropæisk, når det er bedst, høj, blå himmel, skyfrit. - Søren gentog i øvrigt senere denne tur som bryllupsrejse med sin første kone.
Set i tilbageblik var min tid i militæret særdeles træls de første fire måneder i Fredericia, men herefter ganske hyggelig omend ikke specielt udviklende. Kørekort til MC og lastbil kom jeg aldrig til at udnytte, men den lønnede del af tjenestetiden gav da rigeligt til en brugt VW 1200 og desuden lidt penge i banken, min allerførste opsparing. - En jordomrejse over et år havde sikkert været en bedre ballast.