DTU og Askov Højskole 1967 - 1/9 1968.

Efter endt militærtjeneste begyndte jeg den 1. September 1967 på Polyteknisk Læreanstalt (nu Danmarks Tekniske Universitet) i Lundtofte nord for København for læse til civilingeniør med svagstrøm som speciale. Forinden havde jeg sidst i august med stort besvær fundet mig et værelse i Herlev. Samtidigt hermed blev jeg klar over, at jeg var syg, men regnede fejlagtigt med at det nok ville gå over af sig selv. En af de første dage i september søgte jeg læge, som ud fra en urinprøve mente, at jeg havde blærebetændelse og indledte en behandling heraf. Således gik tiden indtil midt i oktober, hvor jeg var hjemme på en uges ferie og stadig fik medicin mod blærebetændelse. Tilfældigvis slap den op, og Mor sendte mig til familiens læge i Ikast, som omgående konstaterede, at der ikke var tale om blærebetændelse, og et par dage efter blev jeg indlagt på Herning Centralsygehus, hvor jeg behandlet for en urinvejsinfektion i over en måned indtil omkring den første december. Ved indlæggelsen var jeg ret dårlig, havde tabt mig meget og sov det meste af døgnet. Det var faktisk endog meget deprimerende.

I tilbageblik er det bemærkelsesværdigt at servicen fra sundhedssektoren  dengang i 1967 var langt bedre end 50-60 år senere: Ingen ventetid, ingen problemer med at jeg jo boede i København, bare af sted og i gang med behandlingen, som bestod i penicillin indsprøjtninger hver fjerde time døgnet rundt.

Jeg lå på en 10-sengs stue, der af personalet blev betegnet som slyngelstuen, men det det betød bare, at vi 10 mænd - med løbende udskiftning - faktisk hyggede os gevaldigt. Der gik dog rygter om, at de yngre blandt det kvindelige personale helst ikke vovede sig ind til os alene. Med en enkelt undtagelse var ingen af os livsfarligt syge, men det var jo aldrig helt til at vide. Nogle af os, herunder nogle fra andre stuer og afdelinger inkl. kvinder var helt eller delvist oppegående, og vi kunne samles i et fælles opholdsrum, hvor der med højt humør blev spillet kort fra morgen til aften. Jeg husker en mand, der var blevet opereret i rumpen, og som derfor var nødt til at stå op under spillet, andre måtte helst ikke komme til at grine pga. operationssår, hvorfor alle bestræbelser naturligvis gik ud på netop dette. Tilfældet ville, at min grandonkel, August Dinesen, noget af tiden var indlagt på samme afdeling pga. vandladningsproblemer. Han var på dette tidspunkt vist over 90, men mente med sin karakteristisk formuleringsevne, at "almenvelbefindendet"  stadig var udmærket. Faktisk udviklede min indlæggelse sig til at blive en hyggelig periode med søde mennesker, god mad og fast middagssøvn.

Efterhånden klingede sygdommen af, og til sidst blev jeg udskrevet med udtalte forhåbninger om aldrig at se mig igen. - Jeg tolkede dette derhen, at de håbede, jeg var helt helbredt for sygdommen. Som følge af min sygdom var jeg vel højst på halv kraft, da jeg startede på Polyteknisk Læreanstalt og efter yderligere 1½ måneds totalt fravær, var jeg kommet så langt bagud, at jeg ville være nødt til at starte helt forfra.

Askov Højskole 15/1 - 30/4 1968.

Søren Ryge, som i mellemtiden var begyndt på et højskoleophold i Askov, og som jeg havde holdt orienteret om min uheldige studiestart på grund af sygdom og langvarig indlæggelse, inviterede mig til en stor fest på højskolen midt i december måned. Vinterholdet 1967/68 bestod af godt 300 elever med et flertal af piger, som satte deres meget charmerende præg på festen, og det var - som de fleste nok kan tænke sig - tæt på mine forestillinger om at komme i paradiset. Paradiset forlader man som bekendt ikke frivilligt, så næste dag stillede jeg på skolens kontor og forhørte mig om mulighederne for snarest at blive optaget som elev. Det var der lykkeligvis mulighed for med start den 15. januar 1968.

I foråret 1967 havde jeg med opsparet løn fra forsvaret købt en brugt folkevogn, som mageligt kunne rumme alt hvad jeg ejede, nemlig lidt tøj og nogle få bøger, så pakningen var hurtigt overstået, og afsted gik det mod Askov til nogle måneders frihed fra den brogede verden med al dens nød og strid, et ophold, der på samme tilfældige måde som roekulen 6 år tidligere skulle give min tilværelse en helt ny og uventet retning.

Askov var dengang folkehøjskolernes flagskib både med hensyn til størrelse og ry. Den blev oprettet i 1865 efter tabet af Sønderjylland, hvorved Rødding Højskole lige netop kom til at ligge på den prøjsiske side af grænsen, og derfor stiftedes få km derfra skolen i Askov. Skolen var - naturligvis - baseret på Grundtvigs tanker, og langt op i tiden, dvs. vel til begyndelsen af tresserne - først og fremmest rettet mod landboungdommen med den hovedopgave at give oplysning om folkelivet og menneskelivet. Senere blev litteratur dog et hovedfag, men alt var centreret om det talt ord ved daglige foredrag. Ret tidligt efter starten oprettedes en udvidet højskole for andetårselever med udvidede fag; dette gjorde det muligt at tiltrække de allerbedste lærerkræfter til undervisning i praktiske fag, såsom fysikeren Poul la Cour (fysiker, opfinder, vindmølleforsøg), Jacob Appel (civilingeniør, kulturminister mm.) og J. Th. Arnfred (civilingeniør). Da jeg ankom den 15/1 1968, var forstanderen Knud Hansen (teolog, præst, litteraturforsker), og han var bare den fjerde forstander siden 1865 - og nummer tre, J. Th. Arnfred, var stadig sprællevende og aktiv på stedet. Der var desuden en perlerække af lærere: Niels Højlund, Ebbe Reich, Jørgen Knudsen, Richard Andersen, Helge Skov, Uffe Geertsen, Poul Schmidt og S. Juul Andersen samt mange, som jeg ikke husker navnene på.

Allerede på vinterholdet 1967/68 var der (for længst) sket et skred i elevsammensætningen, således at landboungdommen udgjorde er klart mindretal. Den vakse læser vil ud fra årstallet, 1968, straks tænke "ungdomsoprør", men faktisk var vi det sidste vinterhold, inden helvede brød løs og forandrede Askov (og samfundet) for altid. De første ansatser var dog begyndt at stikke hovedet frem, idet flertallet var klart venstreorienterede med Mao's Lille Røde som bibel og helhjertet støtte til Pol Pots Kmer Rouge og al den salgs. "Internationale" blev afsunget dagligt, så taget var ved at løfte sig, men det er nu også sådan en herlig sang. Hashtågerne i Hvide Hus, hvor jeg boede i starten, var ret ofte så tætte, at sigtbarheden var nedsat til få meter. Lærerstaben var holdningsmæssigt vist delt nogenlunde lige over, men alt dette tænkte jeg/vi nu ikke meget over dengang. Set i bakspejlet har det slået mig, at de samme oprørere, som rasede mod alle former for autoriteter og begrænsninger, med begejstring og uden forbehold tilsluttede sig og tilbad klodens mest autoritære og forbryderiske diktatorer som Mao, Pol Pot og Fidel Castro. Men de var også på forsvarlig afstand og havde enkle løsninger på svære spørgsmål.

Med skam at melde husker jeg ikke ret mange detaljer om den daglige "skolegang". For mig var opholdet et kærkomment frikvarter efter månederne med sygdom og de mange uger på hospitalet. Dog husker jeg timer med Juul Andersen og Ebbe Reich; sidstnævnte havde et kursus baseret på Frantz Fanons bog "Fordømte her på jorden", der tager afsæt i Algeriets løsrivelseskamp og afkolonisering. Bogen er (også) en slags håndbog i koloniers løsrivelse fra koloniherrerne, og hvad der så derefter risikerer at ske - nemlig at de indfødte overtager disses undertrykkelse, dvs. revolutionen æder sine egne børn. Enhver (de fleste) læser(e) af bogen vil vist give mig ret i, at den på lange stræk er tung at danse med, men Ebbe Reich formåede med legende lethed og elegance at "oversætte" den, eller uddrage essensen, så den stod klart og selvfølgelig tilbage. Hos Juul Andersen var jeg med i et kursus om Katanga-provinsens forsøg på løsrivelse fra Congo og den efterfølgende borgerkrig. Skolen havde/har et fremragende bibliotek med flere store internationale tidsskrifter på engelsk, hvor man kunne dykke ned i snart sagt ethvert tænkeligt emne.

Blandt de mange fremragende eksterne foredragsholdere husker jeg Ole Wivel, Ejvind "Mangeord" Larsen og Søren Krarup, der jo var en ung mand, men som også dengang æggede til modsigelse i et venstreorienteret miljø. Der blev virkelig givet og taget af et godt hjerte; engang besvarede han et nærgående spørgsmål med "Det rager ikke dig".  

Tiden - mine fire måneder på stedet - var i sig selv præget af store omvæltninger: I Vietnam iværksattes den 30/1 1968 Tet-offensiven, der endte med amerikanernes forsmædelige nederlag i Saigon. Der var folketingsvalg og Danmark fik den 2/2 1968 VKR-regeringen, der jo på papiret var borgerlig, men som reelt kom til at indebære den hidtil kraftigste vækst i den offentlige sektor, akkeja. Martin Luther King blev myrdet den 4/4 1968. (Robert Kennedy godt to måneder senere, den 6/6). Ved en fest den 23/2 samme år blev jeg stærkt optaget af en af de mange yndige piger, nemlig Jytte, der dengang vel vejede sine 20 pund mere end i dag. Hun så overmåde sund ud og fyldte godt i bukserne, jf. nedenfor. Søren Ryge havde introduceret os for hinanden lige ved indgangen til spisesalen (!) Jytte begyndte efter festen at inviterede mig på overdådige anretninger på pigekammeret i Blågården, og det er der vel ingen der i længden kan modstå? I hvert fald har vi holdt sammen siden, og hendes evner inden for madkunsten fejrer stadig daglige triumfer. - Sjovt nok er begge vore børn født den 23/2, tilfældigt eller? Ved et at mine besøg medbragte jeg en buket med et lille vers (mit livs hidtil eneste forsøg som digter...). Det lyder sådan:

Til Jytte i anledning af en martsdag!

Jeg overdra'r dig hermed disse kviste
- gid dine bukser aldrig måtte briste
husk på dem dagligt at vande
- kvistene altså - med vand fra en kande.

Vi var solnedgangsholdet. Knud Hansen stoppede som forstander, og lærergruppen sprængtes i to stridende grupper, hvoraf den stærkt venstreorienterede forlod Askov for at grundlægge Kolding Højskole, der fik en levetid på ca. 25 år, inden den gik konkurs. Og Askov udviklede sig til en skygge af sig selv.

Efter Askov skulle jeg beslutte mig for enten at vende tilbage til Polyteknisk eller finde på noget helt andet, og da DTU for mig var blevet ensbetydende med sygdom, endte det med økonomistudiet ved Århus Universitet, dels fordi jeg havde haft en soldaterkammerat, som var begejstret cand. oecon., men nok mest fordi Jytte boede i Århus. Månederne fra maj til september udnyttede jeg til en karriere som ismand ved Premier Is depot i Herning med rang og løn som arbejdsmand, faktisk var det nogle gode måneder, som gav helt godt og som gav mig mulighed for at vende tilbage i ferierne flere år frem i tiden.

---