Efter en hel del hjemlån om emnet og studier i samme var det min oprindelige hensigt at lave et sammendrag heraf. Jeg måtte dog hurtigt indse, at dette ville være dømt til at mislykkes: Emnet er ganske enkelt for stort og varieret til, at det med rimelighed ville være dækkende.
Undervejs fandt jeg så Skov- og Naturstyrelsens Internet-bog fra et Skarrildhus-seminar, og den forekom både at være rimelig aktuel, og den er efter min opfattelse en tilstrækkelig dyb og bred beskrivelse af den danske lynghedes historie.
Seminaret blev afholdt den 21. september 1998 med den danske hede som tema. Den resulterende bog/rapport blev meget fornuftigt gjort tilgængelig på deres hjemmeside, endda med links til hvert kapitel...
I sommeren 2020 opdagede jeg så, at alle links nu er "døde".
Ved lidt søgning fandt jeg imidlertid rapporten i sin helhed som et pdf-dokument, som jeg så bare linker til her. Desværre bliver dokumentet svær læsbar på en telefon, da den ikke bare kan gøres responsive. Men interesserede kan download'e den og læse den på stor skærm. Som en lille appetitvækker følger nedenfor titlerne på hvert kapitel:
Mine studier i hjemlånt materiale har dog ikke været helt spildte, idet jeg (som sædvanligt) fandt ud af, at der ikke var mange huller i min uvidenhed - heller ikke om hedopdyrking, Hedeselskabet og hedebønder. Lidt beskæmmende, idet min forslægt vrimler med hedebønder, heraf to oldeforældre og morfar, der er præmierede med sølvbægre for deres indsats som hedeopdyrkere. Men jeg har nok ikke hørt godt nok efter, hverken i skolen, hjemme og/eller fortællingerne har ikke været ganske udtømmende.
For underholdningens skyld vil jeg godt gøre nærmere rede for nogle af mine (fejl-)opfattelser mm.:
- Heden kom nærmest væltende, landskabet "sprang i lyng", såfremt man ikke dyrkede den. Nej, det normale er, at hede, som får lov at passe sig selv forsvinder og bliver til skov. - Fredede hedearealer har således vist sig særdeles pasningskrævende, idet de ellers forsvinder helt af sig selv...
- Heden var der ikke på trods af hedebønderne, men i kraft af deres udnyttelse af den, som i virkeligheden var en pleje af den. Bortset fra kontrollerede afbrændinger, som kom ud af kontrol, og som kunne fritlægge sandet under lyngskjoldet, hvilket efterfølgende kunne forårsage enorme ødelæggelser pga. sandflugt.
- Hedebønder var af mange forskellige slags. De var langtfra alle fattige, tvært imod var en del af dem, især hedebønder med eng, undertiden endog meget velhavende, jf. f. eks. skiftet efter Zidsel Dynesdatter i 1830.
- Hedeselskabet opdyrkede IKKE hede, det gjorde hedebønderne. Hedeselskabt blev først stiftet i 1866, hvor hedeopdyrkningen var ganske godt på vej. Selskabet blev i stedet stiftet med følgende hovedformål, jf. de oprindelige vedtægter,
§ 1: Selskabets formål er at fremme frugtbarheden af de jydske Heder
§ 2: Dette Formål skal fortrinsvis opnaas ved at befordre Engvanding i større Stiil, ved at fremme Plantning og ved at søge udvirket, at Veiene i Heden forøges og forbedres. a) Det er af sørste Vigtighed for Hedens Opkomst, at Hedeopdyrkningen gives en ny Basis foruden det allerede bestående Agerbrug i Hedens Udkanter; og en saadan sund Basis af stor Udstrækning kan skaffes tilveie ved Fremkaldelsen af Enge langs Hedelandets mange mægtige Aaløb. Selskabet skal derfor lade høie Dalstrøg undersøge, for bestemt at kunne paavise de Steder, hvor Aavandet med Fordeel kan trækkes ind over Heden, samt dernæst virke hen til, at Engvandingsarbeiderne bliver fremmede, og at Lovgivningen letter disse Arbeiders Udførelse. b) Selskabet anseer Plantninger i Heden for en nødvendig Betingelse for Hedens Opkomst. Det skal derfor saa meget som muligt søge at fremme Trækulturen, iblandt Andet ved at opmuntre til Indhegning, ved at lette Beboerne Adgang til gode Planter og til at erholde god Anviisning om Plantningen, ved at søge at formaae Communer eller Corporationer til at anlægge Plantager og være didse behjælpelige med Vejledning og Raad m. m., ved at frede om de i Heden endnu bestaaende Egekrat og ved at erhverve Kiendskab til de Hedestrækninger, der fortrinsviis egne sig til Plantning. c) En nødvendig Betingelse for Hedens Opkomst er tillige gode Communikationsmidler i tilstrækkelig Antal. Da denne Betingelse ikke er opfyldt, skal Selskabet stræbe hen efter at kunne paapege de Mangler, som det er nødvendigt at hæve, og hos rette Vedkommende virke for og paabegynde Bygningen af de manglende Landeveie og Biveie.
§ 3: Selskabet vil envidere søge at vække Interesse for og udbrede Oplysning om Forholdene i Heden og i den Anledning selv forskaffe sig Kjendskab til Hedens Udstrækning, Beliggenhed, Bonitet, Udskiftningsforhold, til Mergelens Beliggenhed og Godhed, til Grundvandets Dybde, samt overhovedet til hvad der kan have Betydning for Cultiveringen. Disse erhvervede Oplysninger skulle dernæst gjøres let tilgængelige for Publicum. Faaer Selskabet dernæst Evne til at fremme sit Hovedformaal på endnu flere Maader, maa de nærmere Bestemmelser i saa Henseende vedtages i Henhold til den nedenanførte § 9. (Mine understregninger; hedens opkomst, må her betyde hedens opdyrkning. Fra Fridlev Skrubbeltrangs bog "Det indvundne Danmark", bind 1, der udkom ved Hedeselskabets 100 års jubilæum i 1966).
Det centrale er altså, engvanding, infrastruktur i form af veje, plantning, mergling og nøje kortlægning og (jordbunds-) undersøgelser af heden samt formidling af den opnåede viden. Imponerende, synes jeg. At man langt op i det tyvende århundrede nok gik for vidt, er en anden sag; det er ikke let at stoppe en success.
- E. M. Dalgas (1828 - 1894) forbindes som oftest (og fejlagtigt) med sentensen "Hvad udad tabes skal indad vindes" efter krigen i 1864. I virkeligheden kan den store landvinding tilskrives Udskiftningen efter de store landboreformer, som påbegyndtes med Stavnsbåndets ophævelse i 1788. I forbindelse med udskiftningen kom de store fællesområder, overdrevene, fri af fælleskabet, de kunne nu udstykkes til selvejere og opdyrkes. De jyske heder fungerede langt hen ad vejen som gigantiske overdrev, herunder også områder, som ejedes af kronen, såsom Alheden. Uden udskiftning ingen mulighed for ny anvendelse af de tidligere fællesarealer.
- Alheden. Tidligere troede jeg, at "Al" henviste til jordlaget al, der faktisk er udbredt på/under Alheden. Men "Al-" henviser ligesom i Alfarvej til "almen" eller alles. Alheden = den fælles hede. (Som godt nok tilhørte kongen, men han - og hans amtmand - var så tilpas fjerne, at man i praksis kunne gøre, hvad man ville med hensyn til afgræsning).
- Vestjylland vs. Østjylland og især København. Vestjylland og især de vidstrakte heder var efterhånden en torn i øjet på centraladministrationen, repræsenteret ved enevælden, der blev indført i 1660 og lovfæstet med kongeloven af 1665, og som var en helt ny forfatning. Magtens hierarki var herefter kongen->regeringen/statslige institutioner->amtmænd (kongens øverste repræsentanter ude i landet = magtens udøvere)->herremænd (godsadministration)->fæstere og selvejere. Imidlertid var der næsten ingen godser i Vestjylland og de få der var, havde ofte fæsterne spredt over meget store afstande, ligesom der som regel var meget langt til amtmanden (begge veje). Hertil kom en elendig og næsten fraværende infrastruktur af brugbare landeveje. Det var med andre ord svært, grænsende til det umulige, at "styre" de jyske hedebønder. I det omfang de var orienteret ud over fødesognet var det snarere mod hertugdømmerne og Hamborg, hvortil eksport af levende kvæg da også gik. Grænsen mellem Jylland og hertugdømmerne, Kongeåen, var kendetegnet ved en livlig smugling, som myndighederne stort set var magtesløse overfor. Alt dette indebar, at skatteindtægterne fra Vestjylland var endog meget små; den jyske holdning i så henseende har lange rødder! Kongens/regeringens/Københavns "vestjyske" interesser var således tofoldige: Forøgelse af skattegrundlaget og administrativ underlæggelse af Vestjylland, så man kunne komme ud over uvæsenet med folk, der gjorde, som det passede dem, såsom opretholdelse af hedebrug, kombineret med givtige bierhverv som hosebinderi, pottemageri, kniplingsfabrikation, teglbrænding, brændevinsbrænding, studeopdræt osv. osv.; alt sammen karakteriseret ved, at indtægterne herfra var skattefrie, og som kunne bringe anselig velstand til huse. Under disse forhold havde Stavnsbåndet stort set ingen virkning i Vestjylland, mens der ofte var Fæstebønder, idet det de store jordbesiddere i stedet kunne være præster eller dygtige og velhavende selvejerbønder. På baggrund heraf - og måske også på trods heraf - var der alligevel en ret livlig debat om Jylland/Vestjylland.
Enevælden ønskede ensartethed, dvs. ud med hedebønder og ind med (i 100.000-vis af) agerbrugere som på øerne, mens andre "meningsdannere" gik ud fra, at heden var et stort spild, at hedebønderne var til det yderste forarmede, og at det alt sammen var enevældens skyld. Hedebønderne sang med i koret om deres yderste fattigdom, men ville dybest set nok helst fortsætte som hidtil uden utidig indblanding fra statsmagtens side.
- Hedens natur. Titel på en bog af Kenneth Olwig, oprindelig engelsk udgave 1984, revideret og udvidet dansk udgave udgivet på Teknisk Forlag, 1986.
Bogens tema er natursyn og naturanvendelse gennem tiderne fra oldtiden til i dag, her eksemplificeret ved den jyske hede fra ca. 1750 til i dag. Natur er et vanskeligt begreb (!). Oprindeligt betød det en proces, en norm eller et styrende princip for udviklingen. I dag opfattes naturen derimod som en ting - som skal beskyttes mod udviklingen. Dvs. to opfattelser i strid med hinanden. Problematikken illustreres glimrende af diverse fredningssager, hvor man ønsker at fastholde en bestemt (natur-) tilstand ved at forbyde den hidtidige udnyttelse, f.eks. hedefredninger som ved Kongenshus Mindepark - hvorefter det så viser sig, at heden forsvinder i løbet af få år, såfremt man ikke iværksætter tiltag som afbrændringer, græsning og rydning af invaderende planter. Heden var altså ikke natur i den moderne opfattelse, og man står med det dilemma, at fredning, forstået som opretholdelse af en bestemt æstetisk tilstand, forudsætter løbende pasning og pleje - og hvor er så freden og naturen blevet af, og hvor naturligt er det at pleje naturen med kunstige metoder?
Bogen handler om de ideer og følelser, der bevægede de mennesker, som i den jyske hede først så en opdyrkningssag og senere en fredningssag, der i dag vil gøre området til "marginal jord", altså en landvindingsbevægelse, som gled over i en naturfredningsbevægelse, og hvor de "marginale jorder" glider over i "marginale mennesker" alt mens store dele af tidligere "indvundne" heder glider ud af produktionen igen.
Bogen behandler fra start til slut emnet ud fra litterære tekster. Blandt de fremtrædende danske forfattere er, naturligvis, Blicher, H. C. Andersen og Jeppe Aakjær. - Bogen har min varmeste anbefaling; den kan købes antikvarisk og ellers lånes på biblioteket.
- Hedens Hemmeligheder. Livsvilkår i Vestjylland 1750-1900. Titel på en bog af Peter Henningsen, Overgaard Bøger, Grindsted 1995. I denne moppedreng på ca. 450 sider søger historikeren Peter Henningsen at afdække ny viden om den vestjyske hede baseret på et studium af seks hedesogne i Koldinghus og Lundenæs Amt, nemlig Grindsted, Grene, Hejnsvig, Vorbasse og Sdr. Omme. Blandt et meget stort antal kilder har han også Kenneth Olwigs bog. Det vil føre for vidt at give et bare nogenlunde dækkende referat af bogen her, men et hovedformål med den er at gendrive tesen om de fattige hedebønder, og det forekommer at lykkes ganske godt. Den er oven i købet ikke helt uden lune. Anbefales.