#12 Christen Christiansen Serups slægt.

Oprindelsen til navnet er -stadig - ukendt.

Tidligere museumsinspektør i Herning og folkemindesamler H. P. Hansen har i bogen "Hedebønder i tre slægtled" skrevet 6-8 sider om Serup-slægten på Kølkær hede i kapitlet "Nybyggere i Kølkær". Foruden mange sjove og spændende erindringer kommer han også ind på Serup-navnet oprindelse og viderebringer den i og for sig nærliggende teori, at navnet kan henføres til Serup sogn lidt nord for Silkeborg. Dette er helt forkert, jf. links til H. P. Hansens beretning og mine undersøgelser af oprindelsen til Serup-navnet.

Hedebruget, der senere blev til gården "Frødal", blev købt af Christen Serups far, #24 Christian Peder Christensen (Serup). Stedet var oprindelig fæstet (lejet) af hans far, #48 Christen Christensen (Serup), ham der viste sig at være født i Vorgod sogn i 1772, jf. link "Serup-navnet". "Frødal" er min mors fødehjem og i lige så høj grad udgangspunktet for slægtshistorien som Riis-navnet; oven i købet findes der her længere personlige beretninger fra hhv. min mormor, #7 Sofie Dinesen, og mor, #3 Sigrid Marie Serup, jf. deres persondatasider.

I denne ejendom på Kølkær hede løber flere interessante slægtslinjer sammen: (1) Serup og Mikkelsen fra Tulstrup med dybere rødder i Kærshovedgård, og (2) Serup og Dinesen med rødder i Okkels- og Eriksen slægterne.

Som allerede nævnt er oprindelsen Serup-navnet stadig uopklaret, men det er dog lykkedes at følge slægtens spor et par generationer længere tilbage - ikke mindst takket være Alice Sachse.