I det følgende indledes med en meget koncentreret beskrivelse af den del af krigen, der foregår ved Dybbøl-stillingen.
I det følgende citeres fra en bog om krigen i 1864:
Efter tilbagetoget fra Dannevirke rykkede hovedparten af den danske hær ind i Dybbølstillingen på halvøen Sundeved mellem Vemmingbund og Als Sund. Befæstningsanlægget ved Dybbøl fremtrådte som en stærk naturlig bastion, der også havde gjort fyldest som flankestilling under Treårskrigen. Fæstningsværket omfattede ti skanser forbundet med løbegrave. Det var anlagt i en 3 kilometer lang bue på en højderyg hen over Sundeved, som danner brohoved til Als med hovedbyen Sønderborg.
Dybbølstillingen lå i en strategisk nøgleposition i bunden af den jyske halvø, hvor den under 1864-krigen teoretisk set kunne bruges både offensivt og defensivt. Fra denne base kunne danske tropper gore udfald, som kunne afskære de fjendtlige styrker højere oppe i Jylland. Men samtidig var Dybbølstillingen velegnet som forsvarsanlæg. Angreb fra landsiden kunne imødegås med artilleriild fra de højtliggende skanser. Kanonbatterier på Als gav den nødvendige rygdækning, og den danske flåde kunne afvise angreb fra søsiden. Samtidig var der anlagt pontonbroer mellem Sundeved og Als, således at afløsning og forstærkning kunne sendes hurtigt frem til skanserne, mens ornvendt frontmandskabet efter endt vagttorn kunne komme til hægterne i Sønderborg.
»Alt uforberedt...«
I realiteten befandt Dybbølanlægget sig imidlertid i en sørgelig forfatning i februar 1864. Stillingen var slet ikke i kampklar stand, da tusindvis af danske infanterister begyndte at marchere ind sydfra den 7. februar 1864. Umiddelbart efter ankomsten måtte en major ved generalstaben hovedrystende konstatere, at »alt var uforberedt til forsvar, skanserne langtfra i orden, magasinerne tomme, så at mandskabet i fem dage ikke fik brød«, mens de knoklede på livet løs for at gøre anlægget brugbart.
Bortset fra enkelte forposttræfninger blev februar dog en forholdsvis rolig måned for de 25.000 danske soldater, som var indkvarteret på Sundeved og Als og bemandede Dybbølskanserne på skift. Forpostlinjen befandt sig langt fremme i terrænet. Der var danske vagtstillinger syd for landsbyen Dybbøl - fjendens bevægelser blev fulgt meget nøje.
I starten af marts 1864 begyndte fjenden da også for alvor at røre på sig ved Dybbøl, og kampen om forpostterrænet intensiveredes. Trods mangler og utilstrækkelig vedligeholdelse frembød Dybbølstillingen en formidabel hindring for angrebstropperne. Der var et vidtåbent skudfelt foran de højtliggende danske skanser. Ethvert overilet stormløb ville blive mødt med en dræbende kanon og riffelild. Hvis Dybbølstillingen skulle erobres med minimale tab, måtte der gås langsomt og systematisk til værks. D6t var en opgave, den preussiske hærledelse løste på eksemplarisk vis.
For at sikre dækning til stormkolonnerne begyndte preussiske ingeniørsoldater at grave brede skyttegrave parallelt med skanserne på danskernes venstre fløj. Der første skyttegrav etableredes langt tilbage i terrænet. Men gennem marts måned blev de fremskudte danske enheder gradvis trængt tilbage mod skanserne, mens preusserne fortsatte det flittige gravearbejde. En ny skyttegrav føjedes til, og senere endnu en. Og mellem disse såkaldte »parallellen< anlagdes zigzagformede løbegange, så man kunne færdes i dem uden at risikere direkte beskydning fra de danske stillinger. Som muldvarpe rykkede preusserne deres frontlinje stadig nærmere på Dybbølskanserne.
Det preussiske arsenal havde dog andet end spader at byde på. Tungt belejringsskyts blev transporteret nordpå fra Berlin Den 13. marts måtte danske officerer gennem deres kikkerter se passivt til, mens fjenden påbegyndte opstillingen af kanonbatterier på Broager Land. Selv om batterierne befandt sig godt 2,5 km borte på den anden side af Vemmingbund, var Dybbølstillingen rigeligt inden for skudvidde af preussernes 12 og 24 punds riflede bagladekanoner.
Batterierne åbnede ild den 15. marts, og dermed forvandledes indeslutningen af Dybbøl til en egentlig belejring. Det første døgn faldt der 4-500 granater i skanserne - det var optakten til et månedlangt bombardement, som skulle blødgøre de danske forsvarsstillinger forud for stormløbet. De første par uger var beskydningen dog ikke så intensiv. Bortset fra enkelte fuldtræffere i danske blokhuse krævede de preussiske granater ikke mange dødsofre. Men fæstningsmandskabets nerver og moral blev sat under pres. Allerede den 17. marts, hvor det kom til en heftig forpostfægtning foran skanserne, havde en dansk officer svært ved at drive sine folk ud i kamplinjen: »det hjalp ikke at jeg tiggede og bad, slog og skældte, de feje slyngler lagde sig plat ned på jorden og ville ikke frem.«
Dog var ikke alle enheder lige demoraliserede. Ikke mindst blev der gjort en ihærdig indsats for at reparere skanserne. Selv om preussernes granater faldt præcist, var skaderne i starten ikke større, end at mandskabet kunne nå at udbedre dem i løbet af natten. Men kombinationen af hvinende granater og uophørligt fysisk arbejde krævede sin pris, specielt hos de ansvarlige officerer: »flere var gået komplet fra forstanden og talte i vildelse; nogle gik sovende omkring og så de dejligste paladser«, skrev en dansk officer senere.
Den 2. april 1864 planlagde preusserne at erobre Dybbølstillingen ved et overraskelsesangreb. En landsætningsstyrke på 15.000 mand skulle sejles til Als i småbåde og falde de danske forsvarere i ryggen. En voldsom snestorm bevirkede dog, at planen måtte opgives. I stedet satte den preussiske hærledelse fornyede kræfter ind på at forberede det afgørende frontalangreb.
De næste seksten døgn bød på 6n uafbrudt kanonade fra de fjendtlige batterier. Dag og nat faldt granaterne tættere og tættere, dels fra Broager Land og dels fra de preussiske frontalbatterier, som nu også var blevet udrustet med tungt riffelskyts. Både Dybbølstillingen og Sønderborg by befandt sig i en ødelæggende krydsild. Der landede i tusindvis af fuldtræffere. Bombardementet krævede stadig flere døde og sårede i skanserne. Og skanserne blev langsomt, men sikkert skudt i smadder. Der var ikke længere tid til at reparere dem. For overhovedet at overleve måtte det meste af mandskabet tværtimod søge ly i løbegange og dækningsgrave et godt stykke bag de egentlige fæstningsværker. Samtidig gravede de preussiske tropper sig stadig længere frem. Til sidst befandt deres forreste »parallel« sig kun 300 meter fra de danske forsvarsværker. Når stormsignalet lød, ville kampen forme sig som et regulært kapløb mod skanserne.
Og de danske styrkers moral og modstandskraft blev svækket dag for dag. Ganske vist roterede man enhederne, således at fire dage i skanserne efterfulgtes af tre dage bag frontområdet. Men bombenedslagene i Sønderborg bevirkede, at tropperne aldrig kunne få hvilet ud. En uge ind i april var den danske generalstab klar over, at Dybbølstillingen ikke kunne holdes. Mandskabet var nedslidt. Skanseartilleriet var stort set sat ud af spillet. Fjenden var materielt og talmæssigt overlegen. Og de veluddannede og topmotiverede preussiske soldater befandt sig nu få hundrede meter fra skanserne.
Hærledelsen anbefalede en tilbagetrækning. Men regeringens afvisende svartelegram var ikke længe undervejs: »Dybbøl må forsvares til det yderste«. Dybbølstillingen var blevet en brik i det storpolitiske spil. Fredsforhandlinger i London stod for døren, og for at kunne hævde sig d6r måtte danskerne først vise styrke på slagmarken. Derfor stod Monrad fast, da generalerne den 14. april 1864 i indtrængende vendinger gentog deres anmodning om at måtte blæse tilbagetog fra en stilling, de vidste var dødsdømt. Nogle dage senere anbefalede også krigsminister Lundbye en dansk retræte. Men Monrad var ubøjelig. Selv ikke udsigten til store danske tab fik regeringschefen til at ryste på hånden.
Det mandskab, som befandt sig ude i de sønderskudte stillinger, nærede dog ikke ubetinget den fornødne offervilje. Den 15. april var flere regimenter således på randen af åbent mytteri. De nægtede at adlyde deres egne officerer, og kun ved general Gerlachs personlige mellemkomst lod de sig til sidst overtale til at gå i skanserne. Men tiden var da ved at løbe ud for de danske tropper i Dybbølstillingen, thi den preussiske overkommando havde sat dato på det afgørende stormangreb: 18. april.
Efter et velfortjent hvil bag linjerne rykker 2. regiment i stilling i skanse 5 og i løbegraven mellem skanse 5 og 6 sidst på eftermiddagen den 17. april. Stemningen er anspændt.
Aftenen og natten igennem tordner kanonbatterierne på begge sider af fronten. Fra de danske stillinger på Als flyver granaterne »som lysende raketter« hen over skansemandskabet, inden de slår ned omkring preussernes fremskudte løbegrave. Men fjenden svarer endnu voldsommere igen. En korporal i skanse 5 ser »tusinder takkede bly og jernstumper, splinter, sandsække og jord« stryge gennem luften.
Og det er kun en forsmag. Kl. 04.00 ved daggry indleder de preussiske batterier en veritabel trommeild. Gennem de næste seks timer eksploderer granaterne med sekunders mellemrum i skanserne. Det er umuligt at opholde sig i dette inferno. Bortset fra enkelte observatører har mandskabet da også forladt skanserne og i stedet gravet sig ned i dækstillingerne leengere bagude.
Præcis kl. 10.00 indstilles bombardementet. Af skanse 1 til 6 er der kun jord og grusbunker tilbage. Der befinder sig omkring 11.000 danske soldater i Dybbølstillingen. Men til det egentlige frontforsvar på den sydlige fløj er kun afsat to reducerede regimenter på i alt godt 2.200 mand. Den preussiske kronprins trækker sin sabel og kommanderer: Angreb!
Fra sin forpoststilling ud for skanse 7 og 8 ser en ung dansk løjtnant, hvordan de preussiske tropper springer op fra skyttegravene. Han har haft svært ved at drive sine egne folk til »slagtebænken på Dybbøl Banke«. Det krævede, skriver han, »megen tordentale og et par rap med den flade klinge«. Men de fjendtlige stormkolonner har kurs mod de næsten tomme skanser til venstre for løjtnanten og hans folk. Gennembruddet er nøje planlagt. Den første angrebsbølge klipper de danske trådgitre i stumper og smider halm og sandsække hen over de improviserede
pigspærringer, som er udlagt i terrænet foran skanserne.
Derefter har de preussiske infanterister frit lob op i forsvarsstillingerne. Geled på geled stormer frem, dækket af riffelild fra skyttegravene. »Geværkuglerne faldt så tæt, som når man kaster ærter på en tallerken,« beretter en af de danskere, som er med til at forsvare skanse 5. Denne jyske korporal og hans kompagni når frem i skansen, akkurat som preusserne stormer, og de oplever et kaotisk og blodigt sceneri: »håndgemæng, bajonetfægtning, kolbeslag, en forvirret blanding af geværskud, hyl og skrig og dødssuk og jamren«. Kampen er hård og kræver store danske tab. Alligevel er de preussiske stormkolonner kun få minutter om at lobe skanse 1 til 6 over ende, og vejen er nu åben for resten af den 37.000 mand store angrebsstyrke.
Da de preussiske tropper for alvor strømmer ind over de erobrede skanser, risikerer danskernes højre fløj med 6t at blive omgået og faldet i ryggen. Fra de erobrede stillinger beskyder preusserne de løbegange, som stadig er på danske hænder. Den unge løjtnant, som for måtte drive sine folk frem med sabelen, må nu zigzagge sig i dækning, mens granaterne eksploderer omkring ham. Han ender med at søge sikkerhed bag to dræbte kammerater, »den ene uden hoved, den anden flænget fra øverst til nederst af granatsplinter.«
Frontbrigaden er nu rullet op og tilintetgjort. Den skulle for længst have haft forstærkning af 8. brigade, som under hele bombardementet har bivuakeret i kampklar stand 1,5 km bag skanserne på den sydlige fløj. Men begivenhederne udspiller sig så hurtigt, at reserven først kommanderes frem, da gennembruddet er en realitet. En menig infanterist ser pludselig »den tyske fane oppe på skansen« hvorpå der gives stormsignal. 8. brigade sætter ind med et rasende modangreb, som den preussiske generalstab giver anerkendende omtale i sin kamprapport. Dette resolutte fremstød bevirker, at kampen om Dybbølstillingen kommer til at strække sig over flere timer. Preusserne trænges midlertidigt tilbage, mens 8. brigade under store tab støder næsten frem til Dybbøl Mae. En af de fremstormende danske infanterister mærker lufttrykket fra fjendens kugler om ørerne og beskriver, hvordan de rammer »som en haglbyge om fødderne«, så støvskyer rejser sig mellem de kæmpende linjer. Kommandosituationen er dog til sidst så kaotisk, at det danske modangreb ender med at gå i opløsning. Mange af de overlevende tages til fange. Et af de deltagende kompagnier er blevet reduceret fra 170 til 40 mand, og næsten alle befalingsmænd er på tabslisten.
De få, som slipper helskindet fra modangrebet, følger under heftig granatbeskydning den danske hærs almindelige tilbagetog mod Als Sund. To regimenter dækker brohovedet, mens resten af tropperne retirerer over pontonbroerne og bringer sig i sikkerhed i Sønderborg.
Tidligt på eftermiddagen den 18. april er kampen om Dybbølstillingen forbi. Under hvide våbenhvileflag transporteres døde og sårede bort fra slagmarken. Det har været en kostbar dag for den danske hær, hvis samlede tab løber op i knap 5.000 mand, heraf 378 døde og 910 sårede — resten blev taget til fange. Stormløb på er befæstet stilling skulle normalt have kostet angriberne langt dyrere end forsvarerne men preussernes minutiøse militære planlægning har båret frugt — deres tab andrager blot 263 døde og 909 sårede. Der er da også jubel blandt de tropper, som nu indtager de rømmede skanser. Fra deres løbegrave på Als kan de danske soldater se fjendens generalstab højt til hest i Dybbølstillingen, mens et militærorkester istemmer stolte sejrshymner.
Kilde: John Christensen & Henrik Stevnsborg: 1864 – Fra helstat til nationalstat, side 68-78..
Krigen blev erklæret af Preussen og Østrig den 31. januar 1864 og varede til 20. juli samme år, hvor der blev indgået våbenhvile. Krigen blev formelt først afsluttet den 30. oktober ved en fredskonference i Wien og førte til, at Danmark mistede hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig helt op til Kongeåen.
I den kollektive bevidsthed indgår forsvaret af Dybbøl-stillingen vel næsten som selve KRIGEN, men oprindeligt var krigens hovedscene for forsvaret af Danmark tænkt henlagt til Dannevirke.
Men en streng vinter var på fjendens side, idet de sumpe og vådområder, der fandtes på begge sider af fæstningsværkerne simpelthen frøs til og dermed blev fremkommelige: I stedet for et frontalt angreb på en stærk forsvarsstilling kunne han i stedet lave en omgående bevægelse, dvs. omringe og nedkæmpe hele den danske hær. Denne katastrofale kendsgerning var baggrunden for hærledelsens beslutning om den 5. februar at forlade Dannevirke for i stedet at føre krigen, dvs. forsvare landet, fra Dybbølstillingen.
Niels Dinesens (Herefter hovedsageligt benævnt ND) ansøgningen om erindringsmedaljen er behørigt gemt i Rigsarkivet, hvor en venlig ven af huset tilbød at kigge efter, når hun alligevel var der i anden anledning. Fundet og affotograferingen heraf gav nogle helt afgørende konkrete oplysninger om hans militære tilhørsforhold, nemlig:
Rang: Menig
Militære afdeling: 8. regiment, 4. kompagni.
Nummer: 360.
Periode: Fra 9. december 1863 til oktober måned 1864.
Ikke såret men har ligget på lazaret i København.
Heller ikke taget til fange.
Lægdsrulleoplysninger er endnu ikke fundet og gennemset, men der er planer om et besøg på Landsarkivet i Viborg. Der er nok ingen grund til at skrue forventningerne højt op, men for god ordens skyld bør sådanne oplysninger graves frem.
For at kaste lidt lys over ND’s omtrentlige krigsoplevelser er der brugt bøger om krigen, som på daglig basis redegør for, hvor hærens regimenter og underafdelinger befandt sig i 1864-krigen.
Der vil derfor også blive gjort et forsøg på at følge Niels Dinesens enhed fra rømningen af Dannevirke og besætningen af Dybbøl.
Tilsvarende interessant er opklaringen af kampen om Als i juni måned. De sidste danske soldater forlod Als den 1. juli.
Men først forsvaret af Dybbøl-stillingen i 1864.
Der er skrevet næsten ufattelig meget om Dybbøl, og det er derfor uoverkommeligt at gennemse bare nogle få procent af denne litteratur - hvoraf en meget stor del i øvrigt også vil være ubrugelig til formålet: Et forsøg på en afdækning af, hvor ND opholdt sig med sin enhed på hvilke tidspunkter, og hvilke træfninger han med stor sandsynlighed deltog i.
Nedenstående er (foreløbigt) baseret på følgende fem kilder:
1. ”Forsvaret af Dybbølstillingen i 1864” af kaptajn i infanteriet F. Schøller. Udgivet så tidligt som 1867. En inscannet version af bogen (minus bilag) er tilgængelig her.
2. ”Dybbøl 1864” af oberstløjtnant Jens Johansen. Udgivet af generalstaben i 1942. Iflg. Forordet er der tale om en kritisk behandling af emnet, og der bliver da heller ikke lagt fingre imellem – sammenlignet med F. Schøllers fremstilling.
3. ”Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864” af Tom Buk-Swienty, Gyldendal 2008. Denne fremstilling har især gjort nytte med en meget omfattende litteraturliste, men den er da også interessant ved, at dens vurdering af de ledende officerers indsats igen er meget forskellig fra Jens Johansens.
4. ”Den dansk-tydske Krig 1864”, II Del. Udgivet af Generalstaben 1891. Dens redegørelse om slaget den 17. marts er inscannet og gengives her. Omtale af 8. regiment er markeret med gul farve i margen af teksten.
5. ”Bismarck’s first war” af Michael Embree, Helion & Company 2006.
F. Schøllers bog om Dybbøl redegør for forløbet næsten dag til dag og med ret omhyggelig henvisning til de militære enheder, dvs. divisioner, brigader, bataljoner, regimenter og (desværre kun til dels) kompagnier. Den er derfor helt naturligt blevet min hovedkilde til mit forsøg på at følge ND.
Overordnet kan det således fastslås, at ND’s regiment har være en del af infanterireserven, som IKKE var involveret i forsvaret af Dybbølstillingen under stormen den 18. april, jf. bogens Bilag II, som opregner regimenternes ”whereabouts” i perioden 7. februar – 17. april 1864, begge dage inklusive. – Den 18. april ophørte forsvaret af Dybbøl jo, men det vil så være interessant, hvad der siden hændte ND under forsvaret af Als, hvor hans enhed kan have været involveret i kamphandlingerne.
8. regiment indgik sammen med 15. regiment i 5. brigade, der udgjorde infanterireserven, på hhv. 1.508 og 1.639, dvs. i alt 3.147 mand. - Der er desværre ikke hos Schøller redegjort for antallet og størrelse af kompagnierne, men andetsteds fremgår det, at et fuldt bemandet kompagni talte 180 personer.
De militære enheder er organiseret hierarkisk:
Hæren -> Divisioner -> Brigader -> Regimenter -> Bataljoner -> Kompagnier
Michael Embree oplyser på side 361, at 8. regiment sammen med 15. regiment den 1. februar 1864 udgør hærens infanterireserve. Hvert regiment består igen af to bataljoner á 4 kompagnier, hvortil kommer to ambulancer og magasiner. 8. regiments 4. kompagni indgår i II bataljon. – Han oplyser her intet om brigadetilhørsforhold, men udviklingen i kamphandlingerne affødte ikke overraskende flere ændringer. Således kan man hos Jens Johansen (side 154) læse, at infanterireserven opløstes efter kampen den 17. marts. (Dette bekræftes i (Litt. 5, side 184, hvor det tilføjes, at 8. og 15. R. fra 19. marts indgår i 2. division, som i øvrigt også ”Livgarden til fods” underlægges). JJ skriver bl.a.:
”2. Divisions Fodfolk havde herefter følgende Sammensætning:
Livgarden til Fods.
4. Brigade: 4., 6. samt 12. R (fast afgivet til Kjær Halvø)
5. Brigade: 8. og 15. R. (OBS: Her har vi altså ND. JRJ)
6. Brigade: 5. og 10. R.”
Niels Dinesen indgår altså efter den 19. marts i 2. division, 5. brigade, 8. regiment, II. Bataljon, 4. kompagni.
De forskellige enheder har været indsat efter en turnusordning, hvor man vekslede mellem:
A ”I stillingerne”, hvor man igen kunne være ”På forpost” eller ”I skanserne”,
B ”I reserve”, hvor man kunne være ”I barakkerne” (bag skanserne, indtil de blev skudt i smadder), C ”I brohovederne” (ved overgangen til Als), ”I Sønderborg”,
(- ”Til bevogtning af Kjær halvø”,)
(- ”Til bevogtning af Als-Nordland”)
D ”I Cantonnement på Als”, dvs. privat indkvarterede hos private.
De to opgaver i parentes har ikke været aktuelle for ND. Undervejs op mod den 18. april sker der store ændringer som følge af fjendens fremgang, som dels trænger forposterne tilbage og dels umuliggør brugen af barakkerne bag skanserne; det sidste pga. artilleriild.
Forsvaret af Dybbøl-stillingen kort fortalt.
Tilbagetoget fra Danevirke dateres til 5. februar 1864 iht. En beslutning blev truffet aftenen før mellem overgeneralen, de Meza, og de øverste officerer. Hovedstyrken nåede Flensborg aftenen efter og allerede den 7. februar nåede den bag Dybbøl-skanserne, som var i en ussel forfatning pga. politikernes manglende bevillinger. De forfølgende østrigere blev afvist ved Sankelmark efter et reelt slag.
Fra og med den 7. februar og til med den 18. april foregik bemandingen af hele befæstningområdet inkl. forposter i henhold til en turnusplan (kilde 1), som også omfattede baglandet, dvs. Als.
Turnusplanen er på regiment- og brigadeniveau, og det er derfor muligt dag for dag at fastslå, hvor ND har befundet sig detaljeret helt ned på:
Som en del af infanterireserven kunne man måske tro, at 5. brigade/8. regiment loppede sig på Als, mens resten af hæren kæmpede i Sundeved, men dette er ingenlunde tilfældet.
Ud fra kilde 1 har jeg udarbejdet en statistik over 8. regiments opgaver i 71 døgn, fra og med 7. februar og til og med 17. april. Regimentet har tilbragt
21 døgn i stillingen
7 døgn i barakkerne eller brohovederne, dvs. umiddelbart bag stillingen
7 døgn i Sønderborg
36 døgn i kantonnement på Als.
Dvs. ca. 30% af tiden i forreste stilling, ca. 10% lige bag skanserne og ca. 60% af tiden på Als. Der var tab næsten hver eneste dag blandt de danske soldater, dels som følge af skærmydsler med de fjendtlige styrker og dels som følge af fjendens artilleri.
Ved flere lejligheder udartede en træfningerne sig til egentlige kampe med ganske store tab. Den 17. marts skete netop dette, og ND’s kompagni tog del i kamphandlingen. Generalstabens detaljerede redegørelse kan – inklusive er skitse af forløbet - læses her. (link). (Kilde 4). Supplerende og til illustration af 8. regiments involvering oplyser kilde 1, at regiments tab udgjorde:
Faldne |
Sårede |
Sårede og tilfangetagne |
Tilfangetagne |
Savnede |
58 |
261 |
55 |
272 |
31 |
17 |
52 |
12 |
73 |
12 |
Tallene i første række er de samlede danske tab, mens 8. regiments tab er anført i nederst række. Blandt regimentets faldne er dets chef, oberst Hveberg. Det er i øvrigt karakteristisk for krigen i 1864, at de procentvise tab er langt størst blandt officererne, fordi de ledede kampene i spidsen for deres mænd, en skik der i høj grad siden er gået af mode. Regimentets tab skal også ses på baggrund af, at langt fra alle dets otte kompagnier var ligefuldt involveret i kampen. ND indgik som tidligere nævnt i II bataljon bestående af fire kompagnier, nemlig 3., 4. 6. og 7. kompagni. Lad os citere fra kilde 4, side 177:
”8. Reg.’s II. Havde Kl. 3 ¼ erholdt Ordre til at afmarchere gjennem Slugten mellem VI og VIII (skanser) til Understøttelse for 7. Regiment. Da Bataillonen under Komando af Kapitain G. F. Møller omtrent Kl. 3 ¾ ankom til Byen, hvis østlige Udkant den forefandt besat af 7. Regiment, udviklede den sig til Fægtning, stillede foreløbigt 3. og 4. Kompagni bag Ruinerne af de yderste Huse i Byen, 7. Kompagni på et Høidestrøg tæt S. for Chausseen (syd for landevejen) i Høide med Dybbøl Byes østlige Udkant og beholdt 6. Kompagni i Reserve for Centrum og venstre Fløi, ½ Kompagni på hvert Sted.
Der foretoges derefter et Angreb af de fem Kompagnier af 7. Regiment i Forening med 8. Reg.s II. (Dvs. alle fire kompagnier i II. Bataljon) Ved dette lykkedes det vel at kaste Fjenden tilbage indtil Midten af Dybbøl; men her opstod en Gadekamp, i hvilken der fra begge Sider kæmpedes med stor Hårdnakkethed.
3. og 4. Kompagni af 8. Regiment (førstnævnte yderst paa høire Fløi) forsøgte at skaffe Luft og naae frem til Byens vestlige Udkant ved en omfattende (omgående) Bevægelse; men Kompagnierne bleve heftigt angrebne i Front og Flanke. De behøvede Forstærkning, og da de manglende 3 Kompagnier af 7. Regiment indfandt sig, sendtes derfor de to af disse (4. og 6. Komp.) frem til den nordlige Del af Byen, medens kun 7. Kompagni fulgte Hovedstyrken gjennem Byens Midte. ”
Lige her, med dato og klokkeslæt, har ND’s kompagni altså med sikkerhed været direkte involveret i heftig kamp.