Kærshovedgaard

Skærbæk Mølle

Gjesse, Lykkens Prøve

Vinding

Vinding, Thygesen

Bogmærker i dette dokument: Peder Olesen, Ole Pedersen, Niels Pedersen Gjessøe, Lykkensprøve

Skærbæk Mølle

Skærbæk Mølle, som lå ved Skærbækken, var den betydeligste af de to små vandmøller før Ansø. Selv om den lå i Vrads Sogn, kom de fleste af kunderne fra Them sogn og fra Hammerum Herred ude vest på

Skærbæk Mølle var den øverste af de vandmøller, der 14 ved Salten Å og dens tilløb. I våde perioder står vandet højt på Sepstrup Sande, og der er vådt på begge sider af Skærbækkens løb. Bækken vokser hurtigt og begynder at få mere fald. Et vadested et stykke øst for den nuværende Faurholt Bro førte den gamle byvej fra Hjøllund og Faurholt til Sepstrup og Them. Her var bredderne nogenlunde faste, og bækken var ikke kommet for dybt ned i terrænet. Lidt længere mod øst svinger Skærbækken mod syd ned mod Ansø, og her i svinget lå Skærbæk Mølle med sin mølledam.

Møllen lå midt i hedelandet, for nord for bækken strakte Sepstrup Hede sig op mod Sigten og Pårup, og øst for lå de store hedestrækninger i Fogstrup og Vorret. Mod vest lå Vipskov, Hjøllund, Faurholt og Kolpensig, alle med magre og sandede jorde, men lidt længere mod vest lå Kjærshoved med de gode enge langs Storåen. Kjærshoved var indtil 1970 i Vrads Sogn.

Syd for møllen lå møllens egen jord, og Skærbæk Mølle var den eneste af møllerne omkring Salten Å, der havde jord af betydning inden for sit ejerlay. Arealet blev ikke opgivet ved matriklen i 1688, men opmåling af det gamle ejerlav viser 126 tdr. land, som ved matriklen i 1688 var takseret til 0-5-0-1 td. htk. Mellem 9 og 10 tdr. land var opdyrket.

Mange spor førte til møllen fra forskellige verdenshjørner, og selvom Skærbæk Mølle lå i Vrads Sogn, havde den søgning fra Hammerum Herred ud efter Ikast. Vrads Herred har haft skiftende amtslige tilhørsforhold, som afspejler, at herredet hverken kun er Øst- eller Vestjylland. Herredet var under Silkeborg Amt, som blev sammensluttet med de nordlige

Mariager og Dronninggård amter. I 1792 kom herredet i stedet under Ringkøbing Amt, i 1822 under Århus Amt, og i 1824 kom herredet så under Skanderborg Amt.

Skærbæk Mølle har tilbage i middelalderen og renæssancen haft en anden ejendomshistorie end andre dele af Vrads Sogn. Godt nok har Skærbæk Mølle som mange møller været klostergods, men orienteret i en helt anden retning, for efter alt at dømme har møllen været under Tvis Kloster i nærheden af Holstebro.

Tvis Kloster blev i 1547 solgt til biskop Oluf Munk, som siden reformationen i 1536 havde forlenet klostret mod at underholde de tilbageværende munke, som fik lov at blive, hvis de ville „leve kristeligt og prædike evangeliet uden al menneskelig digt og påfund". Skærbæk Mølle kom dog i 1617 tilbage til Kronen ved et mageskifte med Christoffer Gersdorf til Søbygård ved Hammel. På den tid konstateredes et hul på dæmningen „som har været fra Arilds tid. " Det var formentlig dæmningen og ikke hullet, der havde været fra så langt tilbage i tiden, de gamle på egnen kunne mindes. Men uden dæmning intet hul.

Den gamle mølle blev udbedret, og efter et kort frasalg i 1626 til Niels Trolle, som ejede mange godser, hvoraf det nærmeste var Pallisbjerg i Staby Sogn, formodes møllen hurtigt at være kommet tilbage i kongens eje. I 1634 var den ny fæster, Dynes Christensen, nævnt i Hald Lens jordebog.

At tiden 1659-60 var ond, som det flere gange er skrevet, bestyrkes af et tingsvidne fra Vrads Herreds Tingbog, hvor Wedde Michelsen fra nabomøllen, Sillerup Mølle, beretter om Niels Jensen i Skærbæk Mølle; „Mølledammen afbrudt, møllebroen sønderkørt, flodgyden var opbrudt, al stål af kværnen borttagen. Yderhjul sønderslagen, overstenen ganske forslidt og mølleren et halvt år forjagen af møllen, som er udplyndret og beskattet, så mølleren er moxen (næsten) forarmet. "

Skærbæk Mølle efter 1664

Skærbæk Mølle under spekulationstidens skiftende ejere. En periode ejes den af en mand, der 50 år før Palle Møller oprettede jernmanufakturer ved Mølleåen og ejede sølv og kobberværker i Norge. Han vidste måske ikke engang, at han ejede en lille vandmølle på heden.

Ved matriklen i 1664 lå Skærbæk Mølle under Lønborg Bispegård, der samme år blev udlagt og tilskødet panthaveren, rigets senere rentemester, Henrik Muller. Henrik Muller var kun ejer af Skærbæk Mølle i en kort periode, og han viste det måske knap nok, så derfor var hans ejerskab næppe af den store betydning og ikke værd at nævne, hvis det ikke var for Henrik Mullers meriter inden for mølledrift, så Mullers ejerskab af Skærbæk Mølle kan bruges til at trække nogle spor til møller i andre dele af landet.

Henrik Muller kom fra Itzehoe. Han blev kammerskriver og tolder, og snart drev han en omfattende handelsvirksomhed. Han blev en af landets største ejendomsbesiddere og var uden tvivl en dygtig mand, men med en noget tvivlsom handelsmoral. Allerede i 1648, næsten 60 år før Palle Møller fik smedet den første le på Nørre Mølle, havde Henrik Muller erhvervet Hjortholm Kornmølle, som lå ved det nuværende Frederiksdal ved Furesøen. Her oprettede han et stort messing- og kobberværk, som ud over et møllehjul til en kornmølle havde yderli­gere 7 møllehjul til kobber- og messingværkerne. I 1652 indrettede han tillige et kobber-, messing- og jernværk i Nymølle, som i forhold til Frederiksdal lå et stykke nedstrøms den korte, men flere steder forholdsvis brede å, Mølleåen. Senere erhvervede han sølvværker og kobberværker i Norge, så det var storindustrien, der havde hans interesse, og næppe en lille kornmølle ved en ubetydelig hedebæk. Henrik Muller overtog omkring 1660 som panthaver mellem 13 og 14000 tdr. htk. fra kronen, bl.a. Dragsholm i Odsherred og andre store sjællandske godser, men 20 år senere, hvor han stod på magtens tinde, gik det den anden vej. Han kom i vanskeligheder og måtte pantsætte og sælge sit gods, og da der yderligere konstateredes uregelmæssigheder i hans embedsførelse, gik det galt. Han døde, om end ikke så fattig som den berømte kirkerotte, for det gør forhen rige folk sjældent, men dog så ubemidlet, at kongen forbarmede sig og bevilgede 500 rdl., så den fallerede rentemester kunne komme standsmæssigt i jorden, - et beløb, der kunne have betalt flere hedegårde. Skærbæk Mølle var formentlig inden fallitten sammen med Lønborggård overdraget til en søn, som hed Henrik ligesom faderen.

Skærbæk Mølle havde ejere, der boede langt fra den, og ifølge „Kronens Skøder" fik Michel Buron Dubreuil i Åkær i 1666 på egne og medarvingers vegne bl.a. Skærbæk Mølle efter oberstløjtnant Toussaint de Beaufort. Disse navne bringer et næsten internationalt skær over den lille mølle, og ejerskabet nævnes i sammenhæng med, at der blev givet et årligt afslag på kronens andel af tienden i Vrads Sogn. Ved matriklen i 1688 var købmand Jens Christensen Basballe fra Århus ejer af møllen, som han havde været det i 1679, da han krævede syn på møllens brøstfældighed, fordi han havde fået mistanke om at have købt „katten i sækken". Mølleren på den tid hed Christen Nielsen og var formentlig en søn af den forrige møller, som hed Niels Jensen og selv var møllersøn, men fra Ansø Mølle.

I forbindelse med matriklen i 1688 karakte­riseredes Skærbæk Mølle ved, at den havde „en overfaldskværn, som drives af en bælt, der kommer af bakkerne og går i Ansøe Søe. Dæmningen falder noget vanskelig at holde vedlige, såvelsom også afløbet for møllen gør med sand som falder ned ad en sandbakke ganske efterstoppes så den af bevånerne må dagligen opkastes. Langt ringere end den Ansøe Mølle som dog står ringere i matrikuler og haver bedre søgning, men er noget bedre end Sillerup, såsom søgningen til Sillerup Mølle falder der forbi." Det hed endvidere „Haver ingen eng eller fædrift, men fornøden ildebrand af heden og ingen anden herlighed."

Ligeledes fra 1688 hedder det: „Drives af en ringe dam. Stenene synes at kunne holde udi 10 år. " Hertil nogenlunde det samme som ovenfor. Skærbæk er et beskedent vandløb, og mølleskylden nedsattes fra 6 tdr. htk. til 2 tdr. 1 skp, mens ager og eng blev fastholdt på de 5 skp. 1 alb. De nærmeste gårde, Faurholt og Vipskovgård (Huibschouf) havde været øde i henholdsvis 7 og 26 år.

Ved matriklen i 1688 oplystes det i øvrigt for en del gårde, hvilke møller, de fik malet deres korn på, og på baggrund af markbøgerne fra 1683 har tidligere museumsleder fra Struer Museum, Benny Boysen, udarbejdet en skitse over møllesøgningen i Hammerum Herred. Den viser, at omkring en snes gårde fra Sigten (Christianshede) og ind mod Ikast søgte til møllerne ved Ansø, flest til Ansø Mølle. Tilsvarende notitser om brug af mølle findes ikke for Them og Vrads sogne. Fæstebønderne kunne af ejeren være pålagt en pligt til at benytte bestemte møller. På den måde kunne godsejeren sikre en fæstemøller en vis indkomst. Når gamle kornmøller ind imellem lå øde, har man naturligvis set stort på en sådan pligt, hvis nogen overhovedet kendte til den. Mølleren kunne selvfølgelig forsøge sig med, at visse gårde havde pligt til at få malet korn på netop hans mølle, men det var ikke sikkert, at bønderne rettede sig efter ham. Begreber som mølletrang og mølletvang vil yderligere blive omtalt under Ansø Mølle.

Skærbæk Mølle kom næppe under Skanderborg Rytterdistrikt, for i 1721 kapitaliserede kongen sin tilbagekøbsret (reluitionsretten) på såvel Skærbæk Mølle som Kolpenknob (Knopgård) sydøst for Vrads. Ellen Ottesdatter, som havde ejet møllen en del år, måtte nu betale sig fra risikoen for tilbagekøb. Ellen Ottesdatters far var præst i Grønbæk, Otte Jensen Hosleff, af hvis otte børn de fire drenge blev præster og de fire piger præstekoner. Det kan man da kalde selvrekruttering, og som 19-årig blev Ellen som tidligere omtalt gift med præsten i Them, 45-årige Niels Cortsen Bidsted, som var enkemand. Niels Cortsen havde på auktion over kongeligt gods i 1703 købt halvdelen af St. Hjøllund. Skærbæk Mølle og Kolpenknob blev ikke erhvervet samtidig, men uanset, om Niels Cortsen havde ejet Skærbæk Mølle eller ej, solgte Ellen Ottesdatter Cortsen i 1742 møllen til assessor Jens Jørgen Bredal, Hammergård. Assessor Bredal, som var en af Palle Møllers kreditorer, har muligvis lagt møllen under hovedgården Rørbæk, for Rørbæk solgtes i 1755 til oberstløjtnant Jean Trappaud, som allerede året efter videresolgte gården til prokurator Arnt Peter Engwari. Og denne fik i 1756 ligeledes skøde på Skærbæk Mølle.

Møllerne på Skærbæk Mølle hører man mest til i forbindelse med ægteskaber og børnefødsler. Der var naturligvis tætte familierelationer mellem møllerne, som der generelt var det inden for nærområdet, men de mere slægtshistoriske forhold er ikke dyrket. Skærbæk Mølles funktion som mølle er kun sparsomt beskrevet, og det er især møllernes funktion som handelsobjekt, der kan følges.

1757 var Palle Møllers dødsår, men også året, hvor Skærbæk Mølle handledes igen. Køber var Hans Seidelin Møller. Han havde da solgt Ansø Mølle og Sillerup Mølle, men ejede stadig Smedebæk Mølle i Ejstrup sogn. Efter faderens død blev han imidlertid fæster på Nørre Mølles kornmølle, og i 1759 solgte han Skærbæk Mølle til Peder Olesen i Maedbjerg Mølle. Og det er en mølle, der nok kan give anledning til overvejelser, for der findes ikke nævnt en mølle af det navn i Trap Danmark. Madbjerg er til gengæld navnet på en bakke i Sepstrup, ikke langt fra det gamle vadested over Skærbækken på vejen mellem Sepstrup og Faurholt. Teoretisk set kunne en lille mølle have ligget opstrøms Skærbæk Mølle, men det ville i så fald dreje sig om en ikke tidligere omtalt mølle. Det er næsten utænkeligt, og da der ikke er yderligere oplysninger, må det blive ved den utænkelige tanke. Men se fodnote [1] for sidste nyt. Skærbæk Mølle blev i 1765 pantsat til Johan Petersen, men om han blev ejer, fremgår ikke. Retur til toppen af siden herfra.

Skærbæk Mølle bliver selvejermølle

Skærbæk Mølle får en kort periode som selvejerkornmølle. Den gamle historie om, at de tre møller ved Ansø er en eller to for mange, genoplives af Frederik Møller på Ansø Mølle, og Skærbæk Mølle bliver stampemølle i 1823.

Omkring 1780 beboedes møllen af selvejermøller Ole Jørgensen, som i 1785 efterfulgtes af stedsønnen, Ole Pedersen. Der var ikke stort folkehold på møllen, for ved folketællingen i 1787 boede den 29-årige ugifte selvejermøller Ole Pedersen med sine stedforældre og to tjenestepiger. Samme år blev han dog gift, nemlig med Mette Marie Jørgensdatter fra Kærshovedgård, som Ole Pedersen blev ejer af ved giftermålet, og da landbruget på den forholdsvis store gård åbenbart var mere attraktivt end mølleriet, solgte han møllen. Retur til toppen af siden herfra.

Fra 1790 kom igen nogle hurtige ejerskifter, men Godtfred Pedersen, som var ejer fra 1793 til 1800, købte i 1798 56 tdr. land øst for Skærbækken, som kaldtes Vorret Kolkær. Området var efter udskiftningen af Vorret tillagt den tidligere ryttergård, Vorretgård. Den fulgte med Silkeborg Hovedgård, som Henrik Muhle Hoff købte af sin far, og det var Hoff, der solgte kæret fra. Det var formentlig et godt tilkøb til Skærbæk Mølle, da der ellers ikke var eng af betydning til møllens jord.

Ved folketællingen i 1801 var der to familier på møllen, nemlig den ny ejer, ungkarl Svend Pedersen, 39 år, samt Godtfred Pedersen og hustru som indsiddere.

Overraskende nok boede nu også en skoleholder på møllen, den ugifte 26-årige Erik Madsen. Der har næppe været skole på møllen, der lå helt ude i sogneskellet, men i nabosognet Them lå på den tid en skole i Asklev, og der var ikke så langt fra Skærbæk Mølle til Asklev.

Svend Pedersen havde møllen til 1806, hvor den ny ejer, Niels Sørensen Møller, kom til. Heller ikke han har efterladt sig det store eftermæle. Dog nedbrændte møllen totalt d. 8. maj 1809, og da møllen var blevet brandtakseret kort tid inden branden og blev det igen efter genopførelsen, gives et godt billede af Skær­bæk Mølle.

Den nedbrændte møllegård var et 4-længet anlæg med møllehuset nord for stuehuset. Stuehuset lå i vest og var på 12 fag og knap 6 meter bredt. Hele huset var indrettet til beboelse med tre stuer, tre kamre, forgang, køkken og bryghus. Huset var af egetømmer med fyr i overtømmeret, murede tavl, stråtækt, med vinduer, døre og to skorstene med brændte piber. Der var loft over alle fag og trægulv i den 3 fags store storstue. Huset var takseret til 960 rdl. Møllehuset nord for var på 4 fag og godt 7 meter bredt. Vandhjulet var forbundet til 2 kværne, en rugkværn og en grynkværn. Den første havde 2 rhinske sten og den anden formentlig sandsten. Der var spil og vejekiste med videre tilbehør, i alt takseret til 1670 rdl. Det nordlige hus var 14 fag og 4,50 meter bredt. Det var bygget på samme måde, men med lervægge, og det var indrettet til stald, huggehus, tørvehus, hølade og firehus. Det østre hus var kun 5 fag langt og konstrueret som det nordlige. Det var indrettet til hestestald, hakkelseshus, hølade og vognport. Endelig var det søndre hus 8 fag, af bredde som de andre, og bygget tilsvarende. Her var tærskelo, kornlade og fæhus. I alt var takseringen på 3500 rdl., og ved brandsynet dagen efter fandtes nogle træ- og jernstumper, der kunne genanvendes. Værdien af dem, 25 rdl., blev fratrukket, og Niels Møller fik udbetalt 3475 rdl.

Den gamle Skærbæk Mølle var ikke noget lille anlæg, og beboelsens størrelse - 3 stuer og 3 kamre - fortæller, at det ikke var så ringe endda at være møller på Skærbæk Mølle.

Noget af huset kan ind imellem have været brugt til aftægtsbolig, og med den megen plads var det ikke underligt, at der var en logerende i 1801.

Ejendommen blev genopbygget efter branden, men tilsyneladende kun i to længer og et møllehus. Stuehuset opførtes i nord. Det blev kortere og lidt bredere, 10 fag og 10 alen, men ellers byggedes på samme måde med ege- og fyrretømmer. Den ene af stuerne blev til et kammer og bryghuset blev udeladt, så der nu var to stuer, fire kamre, køkken og forgang og stadigvæk 2 skorstene. Takseringen lød på 1200 rdl. Bryghuset blev flyttet og kom ud i den nye vestlænge, der ligeledes var 10 fag lang, men kun 9 alen bred. Også dette hus udførtes med murede tavl i en bindingsværkskonstruktion i eg og fyr. Der var bageovn og selvfølgelig skorsten, og huset havde loft over 2 fag. Foruden bryghus indrettedes huset med tærskelo og kornlade, og det takseredes til 800 rdl.

Møllehuset blev lagt „norden og vesten i gården ibygt stuehusets vestre ende og det vester hus nørre ende." Møllehuset var nogenlunde af størrelse som det gamle, 4 fag langt, der her er specificeret til 12 alen, altså at 1 fag udgør 3 alen, ca. 1,88 meter. Fagbredden regnes ellers normalt til at være 2½ alen, hvilket er 1,56 meter. Møllehusets bredde var 8 alen, og her var brugt over- og undertømmer af henholdsvis eg og bøg. Møllehuset havde plankevægge af bøg og var tækket med lyng. Takseringen på huset var på 500 rdl. og 1500 rdl. på værket.

Hvor der tidligere havde været to kværnværker, blev der nu tre. Foruden rugkværnen med to rhinske sten, 6 kvarter i diameter og 11 tommer tykke, var en pilkværn, som angives at have to sandsten på 7½ kvarter i diameter og 8 tommer tykke. Desuden var der etableret en boghvedekværn med to sten, 5 kvarter i diameter og 5 tommer tykke. Der var dobbelt skæreværk og vejekiste. Knaghjul, mølleaksel, vandhjul og vandkarm er nævnt, men vandhjulet er ikke nøjere beskrevet. Det har utvivlsomt været et overfaldshjul, som det var ved matriklen i 1688, for selv om der har været problemer med erosion fra sandbakkerne ned i sø og afløb, har der været gode opstemningsmuligheder i den forholdsvis dybe dal. En større møllesø har der også været plads til, hvilket har været nødvendigt med Skærbækkens forholdsvis beskedne vandmængde.

Mølleren havde tilsyneladende opgivet at genopbygge de fleste af landbrugsbygningerne, og landbruget så ud til at komme lidt i baggrunden. Dog blev der opbygget et fæhus på 10 fag og 9 alen dybt vest på i marken. I 1818 viser det nye matrikelkort dog en søndre længe, men til gengæld er der ikke indtegnet et hus i marken. Der skulle gives bevilling til den ny boghvedekværn, og i forbindelse med den synes Skærbæk Mølle at have fået retten til kornmaling fra Sepstrup til Bredlund.

Niels Møller fortsatte ikke som møller men lod i 1811 møllen gå på auktion. Måske havde han foretaget en for stor satsning, for selv om den nærliggende Sillerup Mølle på den tid var nedlagt som kornmølle og mølleskylden lagt under Ansø Mølle, var mølledriften næppe nogen guldgrube, og Ansø Mølle så naturligt nok ud til at blive den overlevende mølle. Køberen, Svend Andersen, købte yderligere en parcel fra Faurholt, så Skærbæk Mølle nu med Kolkær kom op på nøjagtig 1 td. 4 skp. htk., og landbruget fik en større vægt, mens Skærbæk Mølles tid som kornmølle gik mod enden. Lauritz Jepsen, som fik auktionsskøde på ejendommen i 1823, havde allerede et par måneder før lavet en købekontrakt med Frederik Møller på Ansø Mølle om, at denne skulle erhverve mølleskylden, næppe for at drive møllen, men for at koncentrere kornmalingen fra de tre møller på Ansø Mølle.

Skærbæk Mølle efter nedlæggelse af kornmøllen

Skærbæk Mølle købes af mølleren på Sillerup Mølle. Den omdannes til stampemølle og lægges senere under den nyoprettede ejendom, Lykkensprøve.

Den 5. juli 1823 gav det kongelige rentekammer tilladelse til, at mølleskylden for Skærbæk Mølle kunne underlægges Ansø Mølle. Frederik Møller købte godt nok hele møllekomplekset på auktion året efter, men han videresolgte møllens oprindelige jordtilliggende med møllebygningerne til Jørgen Pedersen, stampemølleren fra Sillerup Mølle. I 1824 udlejede Jørgen Pedersen Skærbæk Mølles landbrug på livstid til Thomas Eskesen og hans hustru Johanne Marie Larsdatter, og de boede på ejendommen ved folketællingen i 1834 med 3 børn i alderen 7 til 20 år. Da var Thomas 61 og Johanne 44. De var noteret til at bo i Stampehuset, så Jørgen Pedersen havde også indrettet stampemølle ved Skærbæk Mølle. Da Jørgen Pedersen og hans hustru begge døde omkring 1835, overtog datteren, Mariane Jørgensdatter, som eneste arving ejendommen, og hendes mand, Andreas Jensen i Løgager, fik i tidens mandsdominerede samfund „adkomst" til den i 1838. Ved folketællingen i 1840 var der to huse på ejendommen, Skærbæk Stampehus og Skærbækhus. I Skærbækhus, som må have resterne af landbrugsdelen med et nyt stuehus, boede Thomas Eskesen og Johanne Marie Larsdatter og nu to børn, så de var flyttet til Skærbækhus fra Stampehuset, som til gengæld var beboet af en 34-årig enke og pottemager, Ane Johanne Jørgensdatter.

Andreas Jensen benyttede sin nyerhvervede ejendomsret til straks at skille sig af med møllen. Køberen var kroejer Niels Pedersen Gjessø fra Ll. Hjøllund Kro. Det var i 1838 eller 1839, og Niels Gjessø benyttede stampemøllen, som det bliver fortalt under Lykkensprøve. Skærbæk Mølle kom nemlig fra nu af til at følge Lykkensprøve, først fra Niels Pedersen Gjessø til sønnen Niels Nielsen Gjessø i 1851 og siden, ved salget i 1898, til F.L. Smidth & Co.

Ane Johanne Jørgensdatter blev boende i Stampehuset i hvert fald indtil 1870, mens Skærbækhus endnu i 1860 var beboet af Thomas Eskesen. Skærbæk Mølles bygninger blev nedrevet i 1871, hvorefter de slettedes af brandforsikringen. Herefter flyttede Ane Johanne Jørgensdatter ud på Blæsbjerg i Blæsbjerghus.

Bækken kom til at give navn til Skærbæk Plantage, som de tre civilingeniører og kompagnoner i F.L. Smidth & Co. etablerede med Alexander Foss som den mest ivrige i tilplantningen. Skærbæk Mølle, som dengang lå åbent og centralt, findes ikke mere, og møllested og veje er efterhånden godt skjult af skov.