Kærshovedgaard

Skærbæk Mølle

Gjesse, Lykkens Prøve

Vinding

Vinding, Thygesen

Vinding
Vinding, Vinding Skov, Langballe, Ulstrup

Historien om Vinding adskiller sig fra de fleste andre af de behandlede byer. Vinding vedblev for så vidt at være, hvad den var. En landbrugsby og en skov. Det meste af skoven kom godt nok med tiden under et af de nye skovgodser, og der blev oprettedes en større landejendom ved Vinding Tved, ligesom også et engelsk pensionat fandt vej til Vinding, men stiller man sig nu op på den største af bronzealderhøjene ved Otte Høje, så ser man skoven mod nord, mens man mod vest, syd og øst ser store marker. Hederne er væk, Sømosen er opdyrket, og landsbyen ligger og putter sig i en lille dal, mens de ikke-udflyttede gårde ligger rykket lidt tilbage fra den gamle landsbygade. Selvfølgelig har der været strukturtilpasninger, og de seneste års udskilningsløb om, hvilke gårde, der skal overleve, har allerede sat sig kraftige spor og vil yderligere blive intensiveret. Men for landskabet er den væsentlige ændring sket: Mange, store marker.

Tilbage i begyndelsen af 1800-tallet var det lyk­kedes for Jesper de Thygeson fra Mattrup også at opkøbe mange af de gårde, der ikke havde været under Skanderborg Rytterdistrikt. Efter opløsningen af stamhuset Mattrup købtes dets ejendom i Vinding af den svensk-norske vicekonsul, købmand og godsejer, Rasmus Secher til Tamdrup Bisgård. I lighed med situationen i Velling solgte han en del ejendomme til selveje, i visse tilfælde med frasalg af husmandssteder.

Tager man et tværsnit gennem århundredet og tager folketællingen i 1850 som skæringslinje, så var der 61 huse eller gårde i sognet med 364 personer. Der var 20 gårde, foruden Vedelsbo, som var opført som "hus og skovejendom", og husfaderen var tituleret "kapitalist". Her var ansat en lærerinde til børnene, som der i øvrigt også havde været på den nærtliggende Langballegård. Af håndværkere var der en murer, en snedker, en væver, en skomager og en smed, men ingen træskofolk, og af husmændene levede de fleste af deres jordlod. Der var daglejere og mange tjenestefolk. Der var præst og skolelærer, og en enke uden ejendom, men med fem børn, var almisselem, mens enker på de gode gårde hurtig blev gift igen, uanset børnetal. I byen var der også en aftægtskone med egen tjenestepige. Vinding var en landbrugsby med mange, gode gårde, og husmandsstederne var til at leve af.

Gårde i Vinding

Nogle af ejendommene i Vinding ser ud til at have haft en forholdsvis rolig historie op igennem 1800-tallet, mens andre har været igennem mere iøjnefaldende omskiftelser.

Matr. 8, Vestergård

Søren Rasmussen havde ved sin far, Rasmus Jensen Thøgersens død i 1824 overtaget fæstet på Vinding Vestergård, og i 1831 købte han gården (2-4-1-0) af konsul Secher. Faderen havde, mens han var fæster, købt nogle parceller af andre gårde, bl.a. to af Præ­stegården (0-6-3-21/2), og disse blev begyndelsen til ejendommen Vesterlund, som en anden søn, Jens Rasmussen Thøgersen, købte af faderen i 1819. En parcel af Vestergård (8b) blev vel i praksis dyrket sammen med Vesterlund, indtil den efter Søren Rasmussens køb af sin fæstegård kunne skilles officielt fra. Efter dette frasalg blev Vestergård ved den ny matrikel opskrevet til 3-6-0-21/2 td. htk.

Vestergård havde lodder helt i øst, men også en lod på den sydøstlige side af Sømosen. Denne lod skiltes ud til en lille selvstændig hedeejendom (8c) med navnet Liselund, sandsynligvis først som et fæstehus, men i 1854 solgt til Hans Christensen Møller. Det var det gængse mønster i Vinding, at sælge hedeparcellerne fra, for gårdene havde rigelig god jord tilbage. Liselund var ikke selvstændigt sat i htk. ved matriklen, og den har næppe været højt takseret. I 1874 overtog sønnen Søren Hansen Liselund, som han havde til 1885. Efter 5 års ejerskab af Anders Peter Andersen, kom Søren Peter Nielsen Due til i 1890. Han havde ejendommen til 1915, hvor han købte Katrinelyst (12b) som han havde til 1935. Herefter flyttede han til Vrads, hvor hans søn, Anders Nielsen Due havde købt Ryttergården.

I 1862 kom atter en søn til på Vestergård, nemlig Eske Sørensen, som var navngivet efter sin morfar. Hans frasolgte en del af Vestergårds skov til Vedelsbo, men den følgende ejer af Vestergård, som vedblev at være i slægtens eje, Søren Thygesen Sørensen, til­plantede 6 td. land af gårdens jord, hvilket var en af de første små plantager på Brædstrupegnen. Dette oplystes ved Brædstrupegnens Plantningsforenings 25 års jubilæum i 1915. Søren Thygesen Sørensen overtog ejendommen i 1894 og havde den til 1940.

Matr. 9, Vindingholm

Vindingholm (9) havde været Skanderborg Rytterdistrikts gård, men blev i begyndelsen af 1800-tallet fæstegård under Mattrup. Herefter blev den af Rasmus Secher solgt til Jørgen Laursen. Gården beholdt sine (2-4-1-0), som ved den ny matrikel blev opskrevet til (3-5-0-½). I 1837 købte Gert Grønlund gården, og han efterfulgtes af Carl Manthei Salling og hustru, Ulriche Christine Oxholm, som kom fra Vejle Amt. Den næste ejer kom imidlertid fra Femern. Hans Rahlff købte i 1847 Vindingholm ved købekontrakt af sin kones svoger, Carl Manthei Salling. Men Hans Rahlffs navn optræder desuden i 1845 i Velling, hvor broderen Georg Rahlff siden 1838 havde været ude i en del ejendomshandler med en accelererende pantegæld til følge, og hvor storebror Hans Rahlff reelt eller proforma måtte træde til. Med de to brødre kom et vist internationalt snit over Velling og Vinding. De var ud af en familie på 12 børn - nr. 10 og 12 - og deres far var købmand og mølleejer i Neuhoff på Femern. Georgs svigerfar, Henry Nelthropp, var en dansk gift englænder og fabrikant i København, mens Hans' kone, Clara Oxholm, stammede fra en gård, Glerupgård, i Jyl­land. Hun døde allerede i 1849, kun to uger efter at hun havde født parrets eneste barn, Hans Joachim Ulrich. Hans Rahlff giftede sig ikke igen. Efter endt landmandskarriere på "næsten" nabogårdene i Velling og Vinding, rejste brødrene østpå. Georg blev købmand og reder i Danmark og Sverige, og Hans blev skibskaptajn og forpagter af en sjællandsk gård.

Men først skulle Hans Rahlff væk fra Vinding. Han kom tilsyneladende selv i økonomiske vanskeligheder, og efter flere forlig og udlægsforretninger måtte Vindingholm på auktion, hvor den i 1854 købtes af Carl Wilhelm Rieber på Vinding Nygård. Det var imidlertid, som nedenfor omtalt, kun for en kort bemærkning, at de to gårde havde samme ejer, for i 1855 hed ejeren af Vindingholm Jens Sørensen Meldgaard.

Meldgaard beholdt ikke ejendommen længe, for i 1856 solgte han til Christen Kyed, men inden da havde han solgt noget fra. Til Vindingholm hørte nogle engparceller ved åen i Vinding Skov. En del af disse, med (5c) Vinding Skov solgtes sammen med en hedeparcel (9c) ved Sømosen til Frederik Møllers enke, Hedevig Møller. Hun solgte dem straks videre til sønnen, Jens Peter Møller, men han ville åbenbart ikke bruge dem, og solgte dem samme dag til Rasmus Christensen. Der kan ikke have været store handelsomkostninger forbundet med jordhandel dengang.

I 1859 solgtes Vindingholm til Peder Hansen, som efter 30 år som ejer overdrog den til sønnen, Michael Pedersen, som havde gården til 1915.

Matr. 10, Ryttergården

Vinding havde en ryttergård fra rytterdistrikternes første år. Den købtes i 1835 til selveje af Niels Nielsen, som omkring 1842 solgte en parcel (10b) fra til Laurs Olsen, Bryrupgård. Også en lod ved skellet til Sdr. Vissing stykkedes fra. Det blev til ejendommen Dalsted (10c), men det var først i 1857. Niels Nielsen sad længe på Ryttergården, men det gjorde hans efterfølgere ikke. Mads Møller Nielsen kom til i 1871, men blev kun et år. I 1872 blev Jacob Knudsen ejer, og han efterfulgtes i 1875 af Peder Laursen. Jens Carl Jensen overtog ejendommen i 1880, og efter hans død i 1894 overgik den til enken, Christine Thomsen. Hun beholdt gården til 1906. Ryttergården, som nu er jordløs, afgav desuden jord til ejendommen Højbo (10d). Denne hedder nu Kaldalgård og ligger ved Nygårdsvejs hårnålesving ned i Bryrup.

Vinding By fra syd i 1890'erne, tidsbestemt efter at det nye hus i venstre side, i forhold til Bygaden, er købmandsforretningen, opført i 1892, idet det ellers er noteret, at billedet er fra 1880. Man ser ind i Gaden. Forrest en ejendom, hvor Nygård lå, før den flyttede ud. Vejen til Burgårde går til højre i billedet. Af gårdene til højre for Bygaden ses forrest Elmegården og derover Munkegården, som derfor endnu ikke er udflyttet, og Vindiing Overgård. I venstre side ses Vestergård (yderst) og Damgård og lidt højere er det Vindingholm. Oberst th. ses møllen. VSL.

Matr. 11, Frederikslund

Frederikslund var slået sammen af to af de oprindelige gårde for atter at blive delt. Stat-ene hedder det her i den nordligste del af Vinding By på grænsen til Vinding Skov. Caspar Lohmanns og 011e Andersen Smeds selvejergårde var samlet af 011e Smed, men sønnen Anders Olesen solgte i 1805 Frederikslund til Thyge Jesper de Thygeson. Da var Stat-ene skilt fra. Stat-ene var en gård, der blev til to huse, (25) og (26), der som så meget andet kom under Mattrup

Det blev Jens Andersen, der gjorde Frederikslund til selvejerejendom, idet han købte 3-0-0-1 3/4 td. htk. ager og lidt skov fra Rasmus Secher. Offert Lauritsen, som var næste ejer, solgte nogle parceller fra, og i 1844 solgte han ejendommen til Lauritz Peter Lorentzen. Denne var ugift og solgte i 1860 til Christian Petersen Falck. Efter 9 år måtte Lorentzen atter i 1869 overtage Frederikslund, da Falck ikke kunne betale. Det var måske ikke så mærkeligt, for Christian Petersen Falck var den 12. september 1863 blevet idømt forbedringshus i 5 år for mened i forbindelse med en bedragerisag fra Ansø Mølle.

I 1890, efter Lorentzens død, købte hans husholderske, Jomfru Louise Petersen, ifølge aftale, ejendommen for 10.000 kr. Hun må imidlertid være død i 1894, hvor Michael Nielsen ved skifteretsattest overtog ejendommen, som han havde til 1918. Ejendommen Birkelund (11b) var skilt fra i 1845. Mikkel Nielsen var den første ejer, og han efterfulgtes i 1868 af Rasmus Hansen, der tillige erhvervede matr. nr. 11d og 2f.

Matr. 12, Sophielund/Katrinelund

At denne gård fik navnet Sophielund er ikke så underligt, for ikke alene hed Peder Frantzens kone Anne Sophie Larsdatter, men også efterfølgeren, Laurs Pedersen, havde sin Sophie, nemlig Johanne Sophie Pedersdatter. Det var en slægtsgård, som

 

Peder Frantzens far, Frands Pedersen, havde haft ved udskiftningen. I 1860 døde Laurs Pedersen, og Johanne Sophie sad i uskiftet bo. I 1862 solgte hun gården og gårdparcellen (12a) til Rasmus Sørensen og rykkede selv ud til en hedelod (12b), som lå på begge sider af vejen til Sdr. Vissing.

Efter Johanne Sophies død i 1880 overtog sønnerne Peder og Niels Peder Laursen hver en tredjedel og de tre piger, Johanne Sophie Sørensen, Ane Sørensen og Laura Lovise Sørensen hver en niendedel af (12b). Også en ejendom (12c) kom til, og den solgtes til svigersønnen, Rasmus Hansen, gift med Johanne Kirstine Sørensen.

Forholdene omkring disse udstykkede ejendomme er indviklet, idet Anders Christian Christensen og Christen Christensen i 1883 i interessentskab købte (12c). Interessentskabet ophørte imidlertid og ejendommen deltes. I 1890 overtog Niels Petersen imidlertid ejendommen (12b). Han blev gift med Rasmus Hansens enke, Johanne Kirstine Sørensen, og havde ejendommen til 1902.

På gården inde i Vinding boede Rasmus Sørensen, og i 1881 købte han tre parceller i den netop i 1878 udskiftede Vinding Skov. Han havde gården, som nu har navnet Katrinelund, til 1915.

Matr. 13, Vinding Overgård

I 1832 købte Rasmus Rasmussen ejendommen, som Jørgen Sørensen Vingum tidligere havde været selvejer af. Men Rasmus Rasmussen købte den af Rasmus Secher, så enten havde selvejeriet ringe kår, eller også kunne Jørgen Sørensen ikke finde bedre købere end konsulen. I 1842 efterfulgtes Rasmus Rasmussen af sønnen, Jens Christian Rasmussen, som straks frasolgte en lod (13b) i Vester Hede til Peder Sørensen. Ejendommen kaldtes Skovlund, og den kom langt senere til at indgå i Vesterlund.

Jens Chr. Rasmussen havde Vinding Overgård til 1866, og i 1860 solgte han endnu to parceller. Hedelund (13c) til Christen Christensen og (13d) til Laurs Jensen. Overgård købtes i 1866 af Niels Ejlersen, som havde den til 1904, hvor den blev overtaget af Jens Laurits Ejlersen.

Matr. 14 og 18, Munkegården

Landmåler Kraghs gård var en selvejergård, der tidligere havde været under Horsens Hospital, og gården kom, som der tidligere er gjort rede for, til at hedde Munkegården. Den blev allerede før folketællingen i 1801 overtaget af pastor emeritus Otte Christen Sommer. Han havde været præst i Sdr. Vissing 1756-95, men havde nu købt gård i Vinding, hvor han ved folketællingen boede sammen med sin 36-årige søn Otto. Der var to tjenestekarle og fire piger på gården, som havde et hartkorn på (3-5-3­2½) og 2 alb skov htk. Efter pastor Sommers død i 1815 fik sønnen skifteretsskøde på gården, og i 1828 oprettede han købekontrakt med Lars Eriksen, hvorpå han forlod sognet. Gården fik opskrevet sit hartkorn til (5-4-1-½), men blev yderligere udvidet, da Lars Eriksen i 1831 af Rasmus Secher købte nabogården (14), som havde været under Mattrup. Sammenlagt fik gården et nyt hartkorn på mere end 9 td. Det var altså en betydelig gård, vurderet næsten så højt som Løvenholt i Salten, men på grund af højere jordbonitet med mindre areal. På gårdens jord i den østlige del af Vinding lå et par lejehuse. I det ene, Liseminde, var husmand og daglejer Lars Jensen fæster (1834), og i et hus kaldt Christinelyst, boede bødker og træskomand Jens Nielsen.

Separation var ikke så almindeligt på den tid, men ikke desto mindre købte Peder Nielsen Tolstrup i 1847 gården på auktion af Lars Eriksens og hustrus separationsbo. Lars Eriksens hustru var muligvis en søster til møller Jens Løgstrup på Katri­nedal. Hun hed Petrea Christine Løgstrup, og hun måtte i 1837 låne køberen penge til købet. I den forbindelse benævnes hun enkemadam Petrea Christine Løgstrup i Velling.

Niels Pedersen Tolstrup, som havde gården helt til 1904, efterfulgte faderen på den store gård, som i 1855 havde fem tjenestefolk. Munkegården, som ikke havde fået sit navn endnu, gik nogenlunde hel igennem udstykningsperioden. Dog frasolgte Peder Nielsen Tolstrup i 1857 en parcel (14b) i den østlige del af Vinding, ligesom også en hedelod (18b) frasolgtes. Det var ovenfor nævnte hus, Liseminde, med (0-7-2-1½), og køberen var Jens Laursen. Han havde Liseminde til 1883, hvor Jens Peter Nielsen blev ny ejer, og efter ham havde sønnen, Mads Nielsen ejendommen fra 1896 til 1906.

Matr. 15, Allégården, Lykkensro

De to gårde, der flyttede ud til Lykkensro, var under Mattrup, og (15) blev i 1833 af konsul Secher solgt til Christen Christensen på nabogården Chri­stiansminde (20). Christensen beholdt dog kun selv en hedeparcel i Vester Hede (15c), hvor huset med navnet Holtenhus (0-0-3-2 1/4 nyt) bortfæstedes til Laurs Olsen på livstid. Hvor lang livstid var, ved jeg ikke, men i 1856 var Anders Jacobsen ejer, og han solgte lidt jord fra til et par huse, inden smed Peder Sørensen købte Holtenhus i 1864. Fra 1873 var ejeren Henrik Christensen. Af de andre frasolgte parceller blev (15b) med mere end 6 skp. htk. solgt til smed og husmand, Jens Nielsen. Stedet hed Holten Hede og lå tæt ved skellet til Slagballe. Ved den ny matrikel var hartkornet sat op til (0-7-2-1), men også her solgtes jord fra, så ejendommen var på (0-4-3-2), da den i 1873 købtes af Henrik Christensen. Han havde den frem til år 1900.

Hovedparcellen, som senere fik navnet Allégården, blev købt af Søren Nielsen. Hans del (15a) havde (1-4-1-1), som blev opskrevet til (2-7-2-0). Formentlig er han samme person som Søren Nielsen Haarup, som i 1847 solgte til Mads Pedersen Holm. Ingen af disse var tilsyneladende i familie, og de var alle tilflyttere. I 1855 købte Poul Sørensen Grøndahl ejendommen, og han efterfulgtes i 1881 af Søren Frederiksen Poulsen, som i 1896 udvidede med (17b), som var den oprindelige toft til Nygård. Han havde ejendommen til 1908.

Parcellen (15d) solgtes i 1856 til Jacob Jensen, som havde den, indtil den på auktion i 1871 købtes af Stephen Pedersen. Denne ejendom, som lå ved Slagballe Bakker, er nu sommerhusområde. Endelig solgtes en lille ejendom (15e) fra Holten Hede i 1863. Niels Nielsen havde denne ejendom til 1872, hvor Niels Christian Jensen købte den, og fra 1879 var ejeren Søren Jacobsen.

Matr. 16, Lykkensro

Hvor navnet "Lykkensro" stammer fra, ved jeg ikke, men fra udskiftningssagen ved vi, at den østlige del af Vindingdal med Kringlebæk var nærmest utilgængelig med hest og vogn, så derfor kunne to af Mattrups gårde lige så godt flytte helt ud til Lykkensro på den sydlige side af Vindingdal. Lykkensrovej går nu fra Slagballevej og igennem Lykkensro og videre ned mod Kæmpesmøllevej. Allégården ligger på sydsiden af Lykkensrovej, mens Lykkensrogården ligger på nordsiden. Her ligger to gårde side om side, men det er den vestligste, der er den oprindelige. Her var Laurs Rasmussen Bødker fæster ved udskiftningen, og sammen med sønnen, Stephan Laursen Bødker fra Tørring, købte en anden Laurs Rasmussen i 1836 gården (2-4-1-0) af Rasmus Secher. Det var ikke den gamle Laurs Rasmussen, for han var død i 1826. Et udokumenteret gæt er, at der var tale om en søn af gamle Laurs Rasmussens ældste søn, Rasmus Laursen, som var født i 1779 og sandsynligvis var den Rasmus Laursen, husmand fra Vinding Mark, som i 1829 blev fundet druknet i en mergelgrav og efter amtets resolution blev begravet ved Lervejen. I 1840 boede der to par på gården, idet 34-årige Laurs Rasmussen med familie og 25-årige Ane Katrine Rasmusdatter sammen med sin mand, Frands Nielsen, var rykket ind på gården.

Delingen af Lykkensro skete gradvist, og mens Laurs Rasmussen boede på den oprindelige gård (16a), havde søsteren etableret sig på den ny. Hendes mand, Frands Nielsen, døde imidlertid i 1841, hvorefter hun giftede sig med Mads Poulsen. Han ejede gården, til sønnen Frands Madsen overtog den i 1870. Frands Madsen døde i 1886, hvorefter enken, Marianne Pedersen, havde ejendommen til 1905.

På den oprindelige og vestre gård skete et ejerskift i 1854, hvor gården købtes af Stephen Pedersen. Den havde nu fået tillagt parcellerne (15d) og (19c), og gården udvidedes stadig. Andreas Almstrup ejede den fra 1876 til 1881, hvor den på auktion købtes af Zacharias Gjevertsen, og den bestod da foruden af hovedparcellen (16a) af matr. nr. 19c, 36n, 16c, 36a, 15d i byen og 54 i Vinding Skov. Gjevertsen var ejer til 1911.

Matr. 17, Nygård

Hvornår Nygård flyttede ud, ved jeg ikke, men Rasmus Petersen Rye, som var gift med Mads Schandrups enke, ejede i 1801 to gårde i Vinding. Men i 1803 købte han Them Kro. Herefter var hans interesse mindre for ejendommene i Vinding, og han solgte dem formentlig til Jesper de Thygeson, så de kom ind under Mattrup, hvor de forblev, til Rasmus Secher købte en del af Mattrups gods, og i 1832 solgte Nygård til Chr. Frederik Demuth. Gården var opgjort til (3-0-1-2½), men heri indgik en tilkøbt, løs parcel på (0-4-2-1). I de følgende år skiftede ejerskabet ofte, og i begyndelsen af 1840'erne erhvervedes Nygård af fynboen Frederik Olsen, som senere gjorde sig bemærket ved at oprette en kro på Knobgård ved Vrads. Men først skulle han eje Nygård, og han tilkøbte tre mindre parceller, en fra Frederikslund (0-1-2-11h) og to fra Lykkensro (0-1-0-1 3/4). Det var på den tid, amtmand J.C. Schythe var omkring og bemærkede, at fynboen Frederik Olsen, som ejede en udflyt­tergård, på nogle mod syd faldende banker havde plantet 75.000 granplanter, som han havde købt til halv pris i Palsgård Plantage. Det må Brædstrupegnens Plantningsforening have overset, da de hyldede Søren Thygesen Sørensen som den første tilplanter i Vinding. Imidlertid solgte Frederik Olsen Nygård med de løse parceller allerede i 1847. Det var til Adolf Emil Hansen, som allerede samme år indgik købekontrakt med Heinrich Stoutz. Gården var nu sammenlagt med de løse parceller og yderligere opskrevet til (4-0-2-0). Det var imidlertid ikke så heldigt et salg, for der kom snart en fogedforretning med udlæg for 2117 rdl. Stoutz erklæredes fallit den 17. januar 1849, og Adolf Emil Hansen måtte atter i gang med gården, først og fremmest med at belåne den, så gælden kom op på 10.700 rdl.

Til sidst måtte Nygård på auktion, hvor den købtes af kammerråd Hjerrild, som formentlig var hospitalsforstanderen i Horsens, J.C. Hjerrild, der tillige var folketingsmand i landets første folketing 1849-1852. Købet var i juni 1854, men Hjerrild solgte straks gården videre til Carl Wilhelm Rieber. Samme Rieber havde også været ejer af Ørneborg og Knudlund i Salten, og i lånesagerne er der ligeledes gengangere, købmand Bang og postmester Achen i Middelfart.

Rieber havde imidlertid i 1853 af Laurs Laursen købt Vesterlund, der ifølge skødeekstrakten bestod af (8b) og (32), der sammen med en parcel i Vinding Skov var på (1-1-2-1), og i august 1854 købte han på auktion en gård på (3-5-0-1). Det var Vindingholm (9), som Hans Rahlff havde haft i 7 år. Carl Wilhelm Rieber havde i 1853-54 i alt erhvervet næsten 10 td. htk. i Vinding, og han havde desuden været i gang med at købe Munkegårdens parcel (18b) i Vestre Hede. Men det blev hans enke, der måtte tage skøde på den parcel. Rieber havde dog også solgt et par parceller fra, nemlig (17b) og (17c).

Højvang, også kaldet Højbo, var en lille ejendom som ustykkedes fra Nedergård. Billedet er fra 1914, hvor der var opstilling til det traditionelle ejendomsfoto. Maren Møller holdt køerne og skansen, mens Peter Møller, som skulle holde hesten, blev bange for fotogra­fen og gemte sig bag stakken i gården. VSL.

Augustenborg i begyndelsen af 1900-tallet. Sølund var udstykket på tidligere præstegårdsjord i begyndelsen af 1800-tallet, men snart efter skete endnu en opdeling, hvor Augustenborg kom til. Ejeren på billedet, Terkel Christensen, modtager et brev af posten, Jens Henriksen. Konen, Ellen Christensen, står sammen med søsteren, Eva Junker, og en bror. VSL.

Carl W. Rieber døde af gigtfeber den 3. maj 1855 i en alder af 40 år efter en kort og hektisk tid i Salten og Vinding. Enken måtte nu optage yderligere lån, og hun solgte ifølge købekontrakt i 1856 Nygård, som på det tidspunkt sammen med Vesterlund udgjorde (5-5-2-2 3/4), til Frederiksen af Gjøttrup Nørgård. Han gav dog ved et mageskifte transport til Frantz Wilhelm Trojel, som fik skøde fra Riebers enke d. 8. juli 1856.

Det gik imidlertid slet ikke økonomisk for Trojel som efter mange lånoptagninger, forlig og en arrest i besætningen, måtte se proprietær Stefan Laurits Borring og professor Roder få udlægsskøde på ejendommen, som de i 1866 på auktion solgte til Magnus Urbanus Synnestvedt.

Fra 1872 var ejeren Christian Andersen. Han frasolgte (11c) i byen, men i 1898 fik Otto Frederik Walther, udlægsskøde i ejendommen. Om der her er en familierelation, ved jeg ikke, men i 1909 blev Christian Andersen ny ejer af Nygård.

Den strukturændring, der skete i landbruget i 1800-tallet, havde først og fremmest retning mod at finde det antal ejendomme, der gav størst mulig beskæftigelse og levemuligheder. Derfor formindskedes de fleste ejendomme i modsætning til i 1900-tallets slutning, hvor gårdene blev samlet til stadig større enheder. Det var ofte tilfældigheder, der afgjorde, hvilke gårde, der kom til at afgive jord, og hvilke, der blev større. Carl Wilhelm Rieber havde i 1800-tallets midte været i gang med at samle gårde til en større ejendom, men hans sygdom og tidlige død afbrød det. Et længere liv for ham, havde måske ændret Vinding afgørende.

Matr. 19, Damgården

Damgården var en af de tidlige selvejergårde, og den er en de få gårde, der ligger, hvor den hele tiden har ligget. Rasmus Jensen Porup, som ejede gården ved udskiftningen, solgte den i 1813 til sønnen, Søren Rasmussen Porup. Den var på (2-3-2-2½), og i 1827 købtes Damgården af Henrik Anton Kragh. Han var søn af landmåler Kragh og gift med Maren Jensdatter. De havde gården til 1862, hvor han var blevet 70 år. Køber var Rasmus Zachariassen. Han frasolgte skovparten til Vedelsbo, og havde Damgården til 1900.

Gårdens østre hedelod (19b) solgtes i 1848 til Rasmus Jensen Ulstrup, formentlig en søn af den tidligere ejer af Ulstrup, Jens Jensen, og det blev til ejendommen Mosegården (0-2-2-2). Rasmus Jensen havde Mosegården helt til 1900, hvor hans enke, Ane Marie Steffensen, formentlig fra Langballegård, overtog ejendommen. Også Dalagerhus (19c) og Dottruplund (19d) udstykkedes fra Damgården. Dottruplund, som ligger på sydsiden af Lykkensrovej, vest for Lykkensrogårdenef ik yderligere en parcel (24e). På Dottruplund boede i 1845 husmand og daglejer Peder Christensen.

Matr. 20, Christiansminde

Ligesom Lykkensrogårdene lå denne gård sydligt i byen ved vejen til Burgårde, men ligesom Vinding Nedergård (21) beholdt den sin toft i byen, selvom hovedlodden lå ud langs Slagballevej. Jørgen Sørensen var ejer ved udskiftningen, men i 1801 ejedes gården af den 52-årige Jens Andersen, som i 1812 efterfulgtes af sønnen, Rasmus Jensen. Denne døde imidlertid i december 1827 uden at efterlade sig arvinger, og hans enke, der tilsyneladende allerede havde en ny mand på trapperne, Niels Frandsen fra Dauding, overlod svigerfaderen gården, så han kunne sælge den til Christen Christensen. Christen Christensen købte som omtalt i 1833 den ene af gårdene i Lykkensro (15), og i en pantsætning på de to gårde fra 1838, optræder navnet Christiansminde. Den var opkaldt til minde om Christen Christen­sens svigerfar, men i 1838 døde også hustruen, Cathrine Christiansdatter, 49 år gammel.

Af Allégården (15) beholdt Christen Christensen kun Holtenhus (15c). Christiansmindes toft i byen (20b) havde han ikke brug for, da gården var flyttet ud, så den solgte han i 1843 til Hans Rasmussen. Det blev efter den ny taksering til en lille ejendom på tæt ved 3 skp. htk. Også hedelodden (20c) solgtes fra. Christen Christensen forblev i sin enkemandsstand, men havde husholderske og flere tjenestefolk. Børn havde han ikke, og dog! I 1855 havde enkemand Christen Christensen et plejebarn, 5-årige Christian Christiansen, i "søns sted", og det blev da også ham, der i 1876 overtog gården, som mere og mere kom til at fortjene sit navn. Ifølge kirkebogen fødtes han den 19. august 1850 som tjenestepige Elisabeth Madsens uægte barn, og til barnefader var udlagt hendes husbond Christen Christensen på Vinding Mark. Overleveringen i familien fortæller, at husbond ikke primært var drevet af lyst, men at Christensen, som var en rig studepranger, ville have en arving og derfor betalte tjenestepigen fyrsteligt for denne ydelse. Barnet beholdt Christensen, og tjenestepigen rejste i 1856.

Arvingen solgte sin skovparcel til Sehested på Addithus og en græsningsparcel i skoven til Vedel, og i 1890 var han fallit. Christiansminde solgtes til Henrik Anton Kragh Rasmussen. Herefter skiftede ejerne hurtigt, idet Rasmus Pedersen købte den i 1897 for to år senere at sælge til Morten Nielsen, som her efter ejede Christiansminde til 1909.

Matr. 21, Nedergård

Selvejerbonde Jens Pedersen på Vinding Nedergård, den østligste gård på Burgårdevejen, lige over for kirken, havde ved udskiftningen fået sin hovedlod øst for Christiansmindes. Med en smal strimmel jord (21e) var toften og hovedlodden forbundet. Jens Pedersen solgte gården i 1809 til Anders Christensen.

Ved folketællingen i 1834 var den da 60-årige Anders Christensen gift med den 32-årige Kirsten Nielsdatter. Anders Christensen holdt godt ved, også ved gården, som han i 1854 som 80-årig overlod til sin ugifte søn, 29-årige Niels Andersen, som solgte jord fra gården. Toften i byen blev delt, så stedet (21d), hvor bygningerne havde ligget, i 1860 solgtes til Rasmus Andersen, mens den del af toften, som lå over for skolen, i 1863 mageskiftedes med skoledistriktet, så Niels Andersen i stedet fik en del af skolelodden (6b). Strimlen ud til Burgårdevejen (21e), hvor bl.a. Vinding Forsamlingshus i 1890 fik en beskeden del (21h), solgtes i 1860 til Thomas Mathias Christensen, og endelig blev den sydligste del af hovedlodden (21b) solgt til Peder Andersen og

blev til ejendommen Højvang vest for Poulslyst.

I 1869 overtog Andreas Loft Nedergård, som han i 1878 solgte til Morten Mortensen, og han havde den helt frem til 1911.

Matr. 1, Præstegården

Præstegården nævnes sidst blandt de gamle gårde, da en del udstykninger har relation til tidligere nævnte personer.

Præsterne er nævnt under Vrads Kirke og skal ikke gentages her. Præstegårdens jord strakte sig syd for Sømosen mod sydøst ud til Burgårde, og åbenbart var det lykkedes Niels Emmanul de Thygeson at holde en del af jorden væk fra Præstegården, for den jord, Præstegården havde fået tildelt ved udskiftningen, var alle de parceller, der senere fik matr. nr. 1-5. Skolejorden fik (6) og en del af (7) omtaltes under udskiftningen som tidligere kirkejord, der dog ikke var privilegeret jord.

I begyndelsen af 1800-tallet afgav den store præstegård nogle parceller med overvejende hede og mosejord. I 1805 fik således Anders Christensen auktionsskøde på en parcel af præstegården på (0­6-1-3/4). Den fik matr. nr. 2 og blev til ejendommen Loddenborg. Ejendommen Sølund opstod nogenlunde samtidig, og den blev købt af landmåler Henrik Kragh - som ikke må forveksles med sønnen, Henrik Anton Kragh. Landmåler Kragh havde allerede før 1801 solgt Munkegården til pastor emeritus Christen Sommer og havde selv - muligvis efter en tid i et hus i byen - slået sig ned på Sølund, der fik matr. nr. 5. Han solgte i 1824 sin del til August Pedersen. Ejendommen deltes senere, hvor den selvstændige ejendom Augustenborg (5b) opstod.

Ejendommen Stjernholm (3), som i modsætning til andre ejendomme ved den ny taksering havde fået halveret sit htk. til (0-3-1-2), blev af statskassen solgt på en auktion i 1854 over en "Stiftamtmand Thygeson forhen tilhørende, men Statskassen adjudiceret ejendom, nemlig parcel nr. 4 af Vinding Præstegård". Køber var Jens Frandsen, og tilsvarende købte Jacob Mortensen på Poulslyst Præstegårdens parcel nr. 5 af, som fik matr. nr. 4.

Endnu en parcel blev udstykket fra Præstegår­den, idet Rasmus Thøgersen fra Vinding Vestergård som omtalt i 1804 købte et stykke af Præstegårdens jord kaldet Vesterlund. Den fik en del af matr. nr. 7c, og var derfor frastykket den ejendom, der fik (7). Denne var gård nr. 9 i fortegnelsen ved udskiftningen. Den var mindre end de andre, og fæsteren, Anders Rasmussen, havde sin gård og toft på hver sin side af Gaden. Det var gården, der siden blev til Elmegården. Den fraskilte parcel (7c) var af Provst Schythe solgt til Jens Rasmussen Thøgersen, og altså ikke af Jesper de Thygeson eller hans søn, stiftamtmanden. Også denne ejendom havde en hedeparcel øst for Sømosen. Vesterlund bestod som ovenfor omtalt i følge skødeekstrakt af (32) og (8b), hvilket også svarer til matrikelbogen. Hvorfor (7c) ikke er med, kan jeg ikke forklare. Vesterlund købtes i 1825 af Laurs Laursen, og nu er Vesterlund matr. nr. 7c.

Poulslyst var et husmandssted, der i slutningen af 1700-tallet var udflyttet til den sydøstige hede. Alderen på billedet af den noget faldefærdige ejendom kendes ikke, men da der ikke er opstillet en familie udenfor, er det formentlig fra et stykke op i 1900-tallet.

Præstegården havde (la), hvilket antyder, at også den var delt, men efter at de ny matrikelnumre var ved at være fastsat omkring 1820. Niels Emmanuel de Thygeson beholdt en parcel (lb), som lå ned til Bryrup Langsø. Denne parcel var, har jeg noteret, tilsyneladende en tid ejet af jægermester August Theodor Schütte og Addit Skov Teglværk, men Carl Johan Wohnsen solgte den ved sin overtagelse af Additskov Teglværk til Niels P. Jensen i Ll. Bryrup.

Elmegården (1-5-3-2), der fik (7a), lå i byen øst for Gaden med en toft på den modsatte side af Gaden i Munkehave og med marken op mod skoven. På matrikelkortet står "kirkejord", men gårdens jord var, i modsætning til jorden til matr. nr. 1-5, som nævnt ikke privilegeret jord. Rasmus Andersen købte i 1835 ejendommen af Rasmus Secher. Han havde efterfulgt sin far og solgte den i 1874 til sin søn Søren Christian Rasmussen. I 1888 købtes ejendommen af Thim Marius Hansen, som var gift med Kjerstine Rasmussen, som imidlertid ikke var fra Elmegård, men var datter af sognefoged Rasmus Christensen på Vrads Overgård. Thim Hansen døde i 1909, men havde solgt gården allerede i 1905 til Theodor Marius Jensen. Gårdens hartkorn (1-1­2-2 1/4) var da formindsket, muligvis fordi den nordligste del af parcellen ved skoven var solgt fra.

Loddenborg (2) solgtes allerede i 1811 til Christen Sørensen, hvis søn, Peder Christensen, overtog den i 1830. Ved den ny matrikel voksede hartkornet til lidt over 1 td., hvorved Peder Christensen blev gårdejer. Christen Pedersen overtog efter faderen i 1869, og sandsynligvis fortsatte gården fra far til søn, idet Nils Christensen fra 1878 og Jacob Nielsen fra 1883 var de næste ejere, hvorefter ejerne skiftede hurtigt. Dog havde Jens Andersen skøde på gården fra 1888 til 1907.

Sølund var oprettet af landmåler Henrik Kragh, da han købte en parcel af Præstegårdens tidligere jord. Han solgte i 1824 sin andel til August Pedersen. Efter hans død i 1853 købte plejedatteren, Ane Marie Sørensdatter, ejendommen af enken, og i 1856 fik Anders Frandsen adkomst til ejendommen ved ægteskab med "pigen".

Sølund deltes op, og i 1873 købte Anders Rasmussen Sølund (5a), og han solgte i 1876 til Jens Olesen. Johan Jensen kom til i 1878, og fra 1886 til 1923 ejedes Sølund (5a) af Steffen Rasmussen. På Augustenborg (5b) boede Jørgen Nielsen i 1880 og i 1885 købtes gården af Peder Christensen Børkop. I 1897 fik Jens Peder Frederiksen udlægsskøde, og han havde ejendommen til 1902 8

Andre ejendomme

Poulslyst (28) havde navn efter Poul Mouritsen, som havde fået et husmandssted i fæste der ude, "hvor det vilde blive til nogen besværlighed for en gårdmand at tage disse så langt fra liggende jorder i sin udlod", og med et opmuntrende navn skulle det jo nok gå. I 1828 udlejede stiftamtmand de Thygeson Poulslyst til Jacob Mortensen, og det var et stort husmandssted på (0-5-1-3/4). Det var da også redu­ceret, da Jacob Mortensen i 1832 købte ejendommen af Rasmus Secher. Den var da kun på (0-4-0-1), men i nyt htk. blev Poulslyst på (1-0-3-0), og nu var stedet ikke længere et husmandssted, men en gård. Jacob Mortensen var tilsyneladende også tilfreds med ejendommen, for han blev der til sin død i 1864, hvor enken, Inger Christensdatter, giftede sig med Søren Mikkelsen. De frasolgte en parcel i Vinding Skov til Vedelsbo og havde ejendommen frem til 1890, hvor Christen Lorentzen arvede ejendommen. Han var et plejebarn, der havde været "i søns sted". Peder Rasmussen købte ejendommen i 1896 og havde den til 1909.

Meldbjerg (29), som senere kom til at hedde Østergård, blev som nævnt købt til selveje af Christen Sørensen i 1831. Meldbjergs jord var takseret til (0-2-2-2), som dog blev opskrevet til (0-6-2-3/4) ved den ny matrikel. Ejendommen solgtes mellem 1840 og 1845 til Morten Mortensen fra Vester Skjerninge på Fyn, gift med Sophie Amalia Rasmusdatter fra hjemegnen.

Hun blev enke i 1854 og giftede sig med Peder Poulsen Aunsbjerg. De efterfulgtes i 1881 af sønnen Morten Pedersen, men i 1888 overtog Peder Poulsen, formentlig faderen, ejendommen efter kauti­onsskøde. Han havde den århundredet ud.

Stat-enes (25) og (26) opståen er beskrevet under Frederikslund (11). Stat-ene var en ejendom, "der kunne stå alene", og den var da også fra udskilningen en selvejerejendom, som dog var beboet af to familier, hvor mændene begge var husmænd med jord. Ebert Hansen var tillige træskomand. I 1804 overtog den anden ejer, Peder Jensen imidlertid for en tid hele ejendommen, der som så meget andet i Vinding kom under Mattrup. Rasmus Secher solgte de to dele af Stat-ene til henholdsvis Søren Jespersen (25) og Søren Andersen (26).

Vedelsbos bygninger kunne nok antyde, at det varen tidligere godsejer, der var kommet til Vinding Skov. Det er sandsynligst, at stuehuset, som nok kan kaldes en hovedbygning, og den store gård­længe er opført, da han købte ejendommen, for der var ikke huse på stedet, før han byggede. Privatfoto 1900-tallet.

Det blev Søren Jespersens ejendom, der videreførte navnet Stat-ene, og allerede samme år solgte han til Enevold Sørensen. Der er usikkerhed om ejerforholdene, men Niels Laursen var ejer på (25) frem til 1845, hvor han efterfulgtes af Niels Marcussen, som i 1863 solgte til Jens Peter Andersen. Efter tre år købte Steffen Christensen ejendommen, og efter hans død i 1878 blev den overtaget af enken, Kirsten Marie Poulsen. Hun giftede sig i 1883 med Søren Rasmussen. I 1894 købtes ejendommen af Steffen Christiansen, og Michael Nielsen var ejer fra 1898 til 1909.

På den anden del af Stat-ene (26) blev Søren Andersen først ejer i 1847 efter at have fæstet ejendommen en del år. Søren Andersen delte ejendommen og frasolgte (26a) til Peder Jensen, som i 1861 solgte den til Jens Nielsen. Jens Nielsen stak imidlertid af fra hus og kone, Christine Ottesen, og i 1883 kom der skiftebrev i "den borteblevne Jens Nielsen og kone Christine Ottesens konkursbo". Niels Sørensen overtog ejendommen i 1883, og efter hans død i 1899 giftede hans enke sig med Erik Jacobsen, som blev ny ejer. Søren Andersen fortsatte på (26b), som han havde helt frem til 1892, hvor sønnen, Søren Fisker Sørensen, overtog den.

Der opstod væsentligt flere ejendomme, end de her omtalte. De to tidligere gårdtofter for Lykkens-rogårdene ved den øst-vestgående del af Burgårdevej (30 og 31) blev liggende som små husmandssteder med henholdsvis (0-5-2-1/4) og (0-3-0-1) nyt. Den første ejendom havde i en kort periode tilhørt Henrik Anton Kragh på Damgården. Det var ikke en ejendom, man sad særlig længe på; meget mere end 5-10 år blev det ikke til, og i 1877 frastykkedes et hus (30b) til skomager Mikkelsen. Husene ved Gaden var interessante for håndværkere, og på (31) boede fra 1824 til 1881 husmand og skrædder Rasmus Andersen.

Carl Wilhelm Rieber solgte toften og en anden parcel fra Nygård. De lå syd for, hvor Nygårdsvej går fra Burgårdevej. Toften (17b) solgtes til Peder Sørensen Smed, mens skrædder Rasmus Andersen købte et lille stykke i forlængelse af hans egen ejendom. Øst for skrædder Andersens ejendom lå den tidligere toft til Christiansminde (20b) med (0-2-3­2,5) nyt. Her afløste væver Hans Rasmussen i 1843 Rasmus Rasmussen.

 

Uddrag: Palle Kousgaard, "Mennesker og Landskab", side 397-410.